Mette Frederiksen må knibe sig i armen

16x9
Statsminister Mette Frederiksen på Marienborg. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

ANALYSE: Oppositionen bruger tiden på at bekrige hinanden, og det er en af årsagerne til, at Mette F. er kommet bedre fra start end sine forgængere.

Lad os spole tiden knap otte år tilbage.

Allerede et par måneder efter valget i 2011 var ét ord blevet nærmest synonymt med den nye statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes regering.

”Løftebrud”, lød det igen og igen fra en kamplysten opposition og fra medier, der lavede lange lister og skrev ledere om, at S og SF var løbet fra meget af det, de var gået til valg på. Den værste start for en regering i 40 år, lød dommen fra Hans Engell.

Thorning kom sig aldrig rigtigt efter dén start, og løftebrudsanklagerne martrede hendes regering i hele valgperioden.

Lad os så spole knap fire år frem. Til månederne efter valget i 2015.

Lars Løkke Rasmussen (V) havde valgt Carl Holst (V) som forsvarsminister, og straks efter dén udnævnelse begyndte kritikken at tage fart. Historier om blandt andet ”dobbelt løn trods egen opsigelse” og forkerte forklaringer om hans spindoktor fyldte, og kritikken fra både opposition, medier og vælgere var så voldsom, at Carl Holst trak sig som minister efter blot 93 dage.

Svag modstand

Og lad os så spole tiden frem til i dag.

Her godt to måneder efter valget er Mette Frederiksens regering helt åbenlyst kommet langt bedre fra start. Og en af de væsentligste forklaringer er, at den politiske modstand er så godt som ikke eksisterende lige nu. Oppositionen - for man kan ikke meningsfuldt tale om en "blå blok" - har travlt med at skændes på forsiden af aviserne.

Der tegner sig ikke noget samlet borgerligt projekt lige nu. Ja, der er faktisk ikke engang enighed blandt de borgerlige partier om, at man skal forsøge at genopbygge et sådant projekt i løbet af de kommende år.

Det største oppositionsparti og den mest markante udfordrer til statsministerposten er kastet ud i et opslidende internt magtopgør, der ikke ser ud til at få en ende foreløbigt.

Og Lars Løkke Rasmussen (V) holder stædigt fast i sin idé om et muligt regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. En strategi, der formentlig skaffede ham fremgang under valgkampen, men som er tæt på umulig at gøre til en succesfuld strategi som oppositionsparti. For vil han egentlig helst i regering med Mette Frederiksen, eller vil han tage nøglerne til statsministeriet fra hende?

Førstehåndsindtrykket

Herregud, tænker I måske. Der er vel næsten fire år til næste folketingsvalg - Løkke, Pape, Thulesen og alle de andre har da masser af tid til at finde hinanden igen og til at få udfordret regeringen.

Det er selvfølgelig rigtigt. Og der ligger mange vanskelige forløb forude for regeringen. Mette Frederiksen er stadig ikke kommet nærmere et svar på, hvordan hun vil gøre sit helt store valgløfte om tidligere pension for nedslidte til virkelighed.

Hun har stadig ikke bevist, at hun kan føre en økonomisk politik, der mindsker uligheden, men også øger beskæftigelsen.

Hun har endnu ikke vist, hvordan i alverden det skal kunne lade sig gøre at mindske Danmarks udslip af drivhusgasser med 70 procent - og hvordan en så markant grøn omstilling vil påvirke vælgernes hverdag.

Hun lovede at fastholde den stramme udlændingepolitik, men har allerede givet indrømmelser til sine støttepartier om en række lempelser.

Mette Frederiksens regering skal nok komme i problemer i løbet af denne valgperiode.

Men som i mange andre dele af tilværelsen betyder førstehåndsindtrykket altså noget. Og i disse dage må Mette Frederiksen knibe sig selv i armen - hun kan formentlig næppe tro sit eget held, når hun ser balladen hos de borgerlige.