Udvalg afviser at indkalde til ekstraordinært landsmøde i Venstre

Kristian Jensens undsigelse af Lars Løkke Rasmussens politiske linje har pustet liv i formandsopgøret i Venstre.

Efter et par heftige uger med både interne kup og splid i formandsskabet kunne noget tyde på, at der er brug for at få renset luften i Venstre.

Men det kommer ikke til at ske før tidligst til november, hvor partiet efter planen afholder landsmøde.

Det fastslår et flertal af medlemmerne i Venstres forretningsudvalg, som TV 2 har talt med.

Landsmødet udpeger formanden

I Venstre er det landsmødet, der vælger, hvem der skal være formand og næstformand for partiet. Efter planen skal det afholdes 16.-17. november, men hvis Forretningsudvalgets medlemmer skulle finde det nødvendigt, kan det bede Hovedbestyrelsen om at indkalde til et ekstraordinært landsmøde.

Det er der imidlertid ingen af de i alt 18 ud af 24 medlemmer, som TV 2 har været i kontakt med, der gør.

Formand for Venstre i Region Syddanmark, Leif Krarup, har eksempelvis ingen kommentarer til spørgsmålet.

Han var ellers en af dem, der tirsdag over for Jyllands-Posten bekendtgjorde, at han har tænkt sig at tage den seneste tids ballade op, når Forretningsudvalget samles næste gang 30. august på hotel Comwell i Brejning ved Vejle.

Skal op på udvalgsmøde

Det samme gjorde Jan Gade, der er vælgerforeningsformand for Venstre i Odder. Til Jyllands-Posten sagde han tirsdag:

- Når der har været sådan en dialog (som den, der har været i Venstre om formandskabet, red.), skal man selvfølgelig tage det op i forretningsudvalget. Det kan man ikke undgå, ellers giver det ingen mening at have et forretningsudvalg.

Alligevel har heller ikke han umiddelbart nogen kommentarer til muligheden for at indkalde til et ekstraordinært landsmøde.

Udover forskellige lokale græsrødder sidder også konfliktens tre hovedpersoner Claus Hjort Frederiksen, Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen i forretningsudvalget. Det er ikke lykkedes TV 2 at få deres kommentar.