Politik

Grænsen til Sverige skal styrkes, siger Mette Frederiksen

Statsministeren vil give politiet flere beføjelser til bekæmpelsen af kriminalitet - herunder mere video-overvågning i gadebilledet.

Sidste uges to "regulære bombeangreb" i København er et angreb på det danske samfund og de danske myndigheder.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag på et pressemøde flankeret af justitsminister Nick Hækkerup (S).

- Begge sprængninger har bragt almindelige menneskers liv i fare, og det er stadigvæk næsten et uforståeligt mirakel, at der ikke er nogen, der er kommet alvorligt til skade.

Mette Frederiksen siger, at regeringen vil give politiet bedre muligheder for at opklare lignende forbrydelser, herunder mere tv-overvågning. Derudover vil statsministeren se på muligheden for at beskytte grænsen til Sverige bedre.

De to mistænkte i sagen om eksplosionen ved Skattestyrelsen er svenskere.

- Der er et link til Sverige, men vi har også problemer herhjemme. Med den organiserede kriminalitet. De kriminelle flytter sig, og det skal vores retslige værktøjer også, siger statsministeren.

Nye beføjelser til politiet

Med ni sprængninger i København på et halvt år har Nick Hækkerup talt med politiet om, hvordan politiet kan få bedre muligheder.

Han nævner tre ting: øget video-overvågning, stærkere redskaber til forebyggelse af kriminalitet og styrkelse af samfundets strafferetlige værn mod gerningsmænd, der bruger sprængstoffer.

- Øget tv-overvågning er et afgørende redskab, når politiet skal opklare kriminalitet, siger justitsministeren og understreger, at regeringens fokus er "tryghed for danskerne".

Nick Hækkerup vil søge en bred opbakning til at bekæmpe det, som han kalder for "utøj", og han har onsdag holdt møde med alle retsordførerne fra Folketingets partier.

To svenskere mistænkt

Statsministerens udtalelse kommer, efter at politiet onsdag formiddag kunne oplyse, at de nu mistænker to svenskere for at stå bag sidste uges kraftige eksplosion ved Skattestyrelsen.

Den ene, en 22-årig, er på den baggrund blevet anholdt i Sverige. Den anden, en 23-årig, er fortsat på fri fod og derfor nu efterlyst internationalt.

Begge blev tirsdag fremstillet in absentia ved et lukket grundlovsforhør i Københavns Byret. De blev begge blevet varetægtsfængslet in absentia. Begge mænd er beskyttet af navneforbud.

De to svenskere sættes på nuværende tidspunkt ikke i forbindelse med sidste uges anden sprængning i København, hvor målet var en lokalpolitistation på Nørrebro.

Politiet har tidligere udtalt, at der ikke umiddelbart var en sammenhæng mellem sagerne, og det er stadig politiets teori.

Hvad svenskernes motiv skulle være for at bombe Skattestyrelsen, har politiet fortsat ingen kommentarer til.