V-ordfører kritiserer Hjort: Det står for hans egen regning

Louise Schack Elholm er træt af, at Claus Hjort Frederiksen igen er gået hårdt til Kristian Jensen.

Det er ikke alle steder i Venstre, at der er opbakning til partinestor Claus Hjort Frederiksens Facebook-opslag, hvor han proklamerer, at "det delte formandskabs tid er forbi".

Skatteordfører og tidligere gruppenæstformand Louise Schack Elholm er uenig med den tidligere finans- og forsvarsminister.

- Det må stå for hans (Claus Hjort Frederiksen, red.) egen regning endnu en gang.

- Det var ikke den konklusion, der var på vores sommergruppemøde, siger hun til Ritzau.

Allerede fredag på Venstres sommergruppemøde var hun kritisk over for Claus Hjort Frederiksen, der kom med et skarpt angreb mod næstformand Kristian Jensen.

"Bør ikke diskuteres i medierne"

Claus Hjort Frederiksen sagde, at Kristian Jensen skulle trække sig som næstformand, fordi han i et interview med Berlingske var kommet med kommentarer, der var i strid med Lars Løkkes Rasmussens idéer om et SV-samarbejde.

Formanden gjorde det dagen før folketingsvalget 5. juni til sin førsteprioritet, at Venstre skulle gå efter at komme i regering med Socialdemokratiet.

Det skal Venstre ikke gøre igen, mente Kristian Jensen. Næstformanden ville have sit parti til at samarbejde med partierne fra den traditionelle blå blok, men han blev banket grundigt på plads på sommergruppemødet og måtte beklage.

Samtidig blev det dog slået fast, at aftalen om det delte formandskab, som Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen indgik i 2014, stod ved magt.

Louise Schack Elholm er ikke imponeret over, at Claus Hjort Frederiksen med sin udmelding søndag på Facebook igen stikker til de interne uenigheder i Venstre.

- Jeg synes ikke, det er befordrende, at vi bliver ved med at diskutere tingene i medierne, så jeg tænker, at det må være nok, siger hun.