Hjort plejer at få sin vilje, siger kommentator efter Jensen-angreb

Claus Hjort Frederiksens ord plejer at være lov i Venstre, men nu ser flere ud til at mene, at han er gået for langt, vurderer kommentator.

Det er ikke 'Hr. Hvem-som-helst', der i disse dage udfordrer Kristian Jensens position i Venstre.

Claus Hjort Frederiksen har de seneste 35 år været centralt placeret ved magten i Danmarks største borgerlige parti, og derfor er det alvor, når han i fuld offentlighed går ud og kræver næstformandens afgang, lyder vurderingen fra politisk kommentator og medlem af Venstre Jarl Cordua.

- Hjort er en slags vogter af den hellige gral i partiet. Han er arkitekten bag det moderne Venstre, man kender i dag, og når han taler, så lytter folk, siger Cordua.

Partiets mand

Claus Hjort Frederiksen blev i 1985 ansat som partisekretær samtidig med, at Uffe Ellemann-Jensen tiltrådte som formand, og siden har Hjort været en nær sparringspartner for først Anders Fogh Rasmussen og siden Lars Løkke Rasmussen.

I nullerne var han blandt andet med til at lægge kimen til det samarbejde med Dansk Folkeparti, der i mere end et årti sikrede Venstre nøglerne til statsministeriet.

Han er kendt som en mand, der altid gør det, han mener, er i partiets bedste interesse, fortæller Jarl Cordua.

- Og nu er det tydeligvis at få stækket Kristian Jensens magt og genskabt den orden, der var, dengang der kun var en stærk formand, som traf alle strategiske beslutning uden diskussion, og uden at næstformanden skal tages med på råd og have vetoret.

Selv om Kristian Jensen nu har beklaget sit interview med Berlingske, fastholder Venstres nestor Claus Hjort Frederiksen, at han må trække sig som næstformand.

Opgør om formandskabet

Derfor tog Claus Hjort Frederiksen fredag ordet på Venstres sommergruppemøde og krævede Kristian Jensens afgang som næstformand.

Derfor gentog han budskabet overfor pressen på et efterfølgende pressemøde.

Og derfor satte han søndag aften trumf på med et opslag på Facebook, hvor han erklærede aftalen om et delt formandskab i Venstre, som Jensen og Løkke lavede i en kælder for fem år siden, for død.

- Det delte formandsskab har været til skade for partiet i hans optik, og i hvert fald mener han, at der nu skal ske noget nyt, siger Jarl Cordua.

Og Hjort plejer at få sin vilje, fastslår han.

Jeg mener ikke, han har flertal for det, han siger

Bertel Haarder (V) om partifællen Claus Hjort Frederiksen

Sagt imod af Kristian Jensen

Spørgsmålet er imidlertid, om han denne gang er gået for vidt.

Ifølge Cordua er det værd at bemærke, at der trods alt er nogen, der denne gang tør sige Hjort imod.

Selvfølgelig Kristian Jensen selv, der til TV MIDTVEST siger, at den aftale, han og Lars Løkke Rasmussen har indgået om at dele formandskabet i Venstre, ikke bliver ændret, blot fordi en tredje person - Hjort - kræver det.

Men også andre markante profiler som skatteordfører Louise Schack Elholm og Venstres grand old man, Bertel Haarder, mener ikke, at Claus Hjort Frederiksen taler på folketingsgruppens vegne:

- Jeg mener ikke, han har flertal for det, han siger. Jeg tvivler på, at der kommer en kampafstemning på Venstres landsmøde, siger Bertel Haarder til TV 2.

Kristian Jensen afviser Claus Hjorts påstand om, at det delt formandskab i Venstre hører fortiden til.

Kritik gør indtryk

Men uanset hvad er der ifølge Jarl Cordua ingen tvivl om, at Claus Hjort Frederiksens ord gør indtryk:

- Hjort har i høj grad været en mentor eller faderskikkelse for mange af dem, der er hovedpersonerne nu. De er vokset op under hans vinger. Han har forsvaret dem, fremskyndet dem og givet dem opgaver. Kristian Jensen har samarbejdet med ham i mindst 20 år. Derfor kan han ikke andet end være påvirket af, hvad der foregår, siger den politiske kommentator.

Hvis Kristian Jensen skal væltes som næstformand i Venstre, skal det ske på partiets landsmøde i november. Her er både hans egen post og Lars Løkke Rasmussens formandspost på valg. Begge har de proklameret, at de genopstiller.