Politik

Mette Frederiksen forsvarer omstridt post til personlig rådgiver

På trods af kritik er det nødvendigt at styrke Statsministeriet, så regeringen kan nå sine politiske mål, mener statsministeren.

I sit første store interview som statsminister forsvarer Mette Frederiksen (S) at inddrage sin stabschef og personlige rådgiver, Martin Rossen, i regeringens to mest magtfulde udvalg.

Statsministeren oprettede i begyndelsen af juli et nyt politisk sekretariat i sit ministerium. Sekretariatet skal ledes af Rossen, der samtidig er blevet medlem af regeringens magtfulde koordinations- og økonomiudvalg, som ellers kun udgøres af topministre.

Det var en manøvre, der blev kritiseret for at give særdeles meget magt til en person. Kritikere frygtede, han ikke ville kunne holdes til ansvar på samme måde som en folkevalgt politiker. Som stabschef er Rossen nemlig ikke indbefattet af ministeransvarsloven.

Men det var nødvendigt at oprette den nye post, hvis regeringen på sigt skal kunne få sin politik igennem, lyder det nu fra Mette Frederiksen i et interview med Berlingske.

- De mål, vi har sat som regering, skal vi levere på. Det er mit ansvar, og derfor bliver vi nødt til at have et styrket statsministerium.

- Vi har ministerstyre og ikke teknokrati i Danmark. Hvis ikke ministeren er stærk, så er der kun en anden part, der kan være det. Og det er embedsmændene, siger hun til avisen.

Hvad er Koordinationsudvalget?

Koordinationsudvalget behandler store væsentlige initiativer og sager fra regeringen, for eksempel større regeringsudspil og lovforslag.

 

Koordinationsudvalgets består af:

Statsministeren
Finansministeren 
Udenrigsministeren 
Justitsministeren 
(Ny) Statsministeriets stabschef

Hvad er Økonomiudvalget?

Økonomiudvalgets hovedopgave er regeringens økonomi. Udvalget behandler forslag til finanslove, de økonomiske relationer til kommuner og regioner og andre sager med særlige konsekvenser for økonomi og budget.

 

Økonomiudvalget består af:

Finansministeren
Social- og indenrigsministeren 
Skatteministeren 
Klima-, energi- og forsyningsministeren 
Erhvervsministeren 
(Ny) Statsministeriets stabschef 

Har brug for muskelmasse

Frederiksen understreger, at hun ikke kritiserer embedsværket. Men embedsmændene er ikke demokratisk valgte.

- Hvis man er demokrat, er man nødt til at insistere på, at det demokratisk valgte led har kapaciteten og evnen til at føre tingene ud i livet. Derfor er det her i mine øjne en demokratisering, siger Mette Frederiksen til Berlingske.

Hun påpeger, at danskerne har givet hende et mandat til at lede landet, og derfor har hun brug for at have "den nødvendige muskelmasse".

Man vil komme til at se en lignende udvikling i andre ministerier, fortæller hun. Eksempelvis er børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i gang med at oprette et nyt politisk sekretariat i sit ministerium.

Løkke: Det smager af magtfuldkommenhed

Posten til Martin Rossen er blevet kritiseret af blandt andre tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre, som har kaldt oprettelsen for "et frontalangreb på den danske forvaltningstradition" og udtrykt, at "det smager af magtfuldkommenhed."

- Det med at infiltrere centraladministrationen og politisere den er ikke en del af den danske forvaltningstradition. Det er sådan noget, man ser i USA, ikke i Danmark, sagde Løkke til TV 2.

Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalder det ”bekymrende”, at Socialdemokratiets Martin Rossen fremover skal lede et politisk sekretariat under Statsministeriet.

Folketingets jurister har imidlertid konstateret, at der ikke er nogen juridiske problemer ved Martin Rossens nye rolle i Statsministeriet.