Dansk opbakning til flådemission ved Iran svinder ind

16x9
De Radikale og Martin Lidegaard vil ikke støtte et dansk bidrag til en flådemission i Den Persiske Golf (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

De Radikale vil ikke støtte en flådemission i Hormuzstrædet, hvis den ikke er europæisk ledet.

Efter at Storbritannien er gået sammen med USA om at etablere en flådemission i Den Persiske Golf, kan De Radikale ikke længere bakke op om, at Danmark deltager.

Det skriver Jyllands-Posten.

Tidligere tegnede der sig et bredt politisk flertal for at støtte en flådeoperation i Hormuzstrædet.

Men ifølge udenrigsordfører Martin Lidegaard (R) var De Radikales støtte betinget af, at missionen blev europæisk ledet og med støtte fra et enigt EU.

- Vores udgangspunkt er, at Danmark ikke kan deltage i en mission, hvor kun Storbritannien og USA deltager, og hvis ikke EU samlet set står bag, siger Lidegaard til Jyllands-Posten.

Spændinger i strædet

Hormuzstrædet forbinder Den Persiske Golf og Omanbugten. Området er blandt andet ekstremt vigtigt for verdens olieeksport. De seneste måneder har det samtidig dannet ramme om store spændinger mellem Iran og USA.

Tyskland og Frankrig har givet udtryk for, at de ikke ønsker at deltage i en mission, som bliver ledet af USA. Det er begrundet i, at præsident Donald Trump har trukket sig fra den atomaftale, som blandt andre USA og EU indgik med Iran i 2015.

Landene ønsker heller ikke at være en del af den spændte situation mellem USA og Iran.

Briterne havde oprindeligt lagt op til, at flådemissionen skulle være europæisk. Det bakkede et politisk flertal i Danmark op om.

Radikale skifter mening

Regeringen har dog endnu ikke givet endeligt tilsagn om dansk deltagelse. Meldingen fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har været, at han ser positivt på muligheden.

Men skiftet fra en europæisk til en britisk-amerikansk indsats har fået De Radikale til at vende om.

- For os er det afgørende, at der holdes sammen på Europa, siger Lidegaard til Jyllands-Posten. Han påpeger samtidig, at Storbritannien er på vej ud af EU.

SF har også meddelt fra start, at SF udelukkende støtter en europæisk ledet mission.

Til Jyllands-Posten skriver ministeriet, at det "er for tidligt" for ministeren at melde noget nyt ud.