Politik

Lars Løkke: Jeg udstikker retningen, og det har Kristian Jensen blankt erkendt

Lars Løkke Rasmussen kritiserer Kristian Jensen for det interview, han gav nogle dage inden sommergruppemødet.

Det har været en dramatisk fredag i Venstre.

Et drama, der havde ingredienserne til at splitte partiet, efter at næstformand Kristian Jensen i et interview i Berlingske i onsdags havde sået tvivl om partiets retning og dermed også om formand Lars Løkke Rasmussen.

Det er bare ikke særligt smart som gruppeformand at gøre det i avisen to dage, før vi skal mødes for at tale om disse ting

Lars Løkke Rassmussen

Det fik Claus Hjort Frederiksen til at kræve Jensens afgang som gruppeformand og næstformand med beskyldninger om, at Jensen havde underløbet Lars Løkke Rasmussen og handlet illoyalt.

Og selvom man på fredagens sommergruppemøde åbenbart fik klinket skårene, eller i hvert fald fik Kristian Jensen på bedre tanker, gentog Hjort Frederiksen sin kritik af Jensen efter gruppemødet.

Løkke: - Jeg udstikker kursen

Lars Løkke Rasmussen ville efter mødet ikke forholde sig til Claus Hjort Frederiksens krav om Jensens afgang.

Men Venstre-formanden bedyrer over for TV 2 Nyhederne, at Kristian Jensen skulle havde holdt sin kritik internt.

Claus Hjort Frederiksen siger, at Kristian Jensen har underløbet dig. Føler du, at han har det?

- Der er ingen tvivl om, at den analyse, der var i Berlingske i mandags, er en analyse, jeg ikke er enig i. Det er en analyse, som Kristian burde have delt med gruppen og ikke danskerne. Og det er dét, vi har haft en diskussion om. Og jeg kan bare konstatere, at der på dagens gruppemøde var fuldstændig entydig opbakning til den analyse, jeg gav dem, siger Lars Løkke Rasmussen.

Er Kristian Jensen blevet banket på plads?

- Det er sådan nogle ord, som journalister godt kan lide at bruge, for så bliver det hele meget, meget nemmere. Man ser for sig, at vi slås, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det er jo fair nok, at folk analyserer det politiske landskab forskelligt. Men det duer jo ikke, at der så, når vi har givet vores analyser, er en usikkerhed om, hvordan vi skal navigere i dette landskab. Og jeg er partiets formand, det er mig, der udstikker kursen, og Kristian Jensen har også blankt erkendt, at det er sådan, det forholder sig.

Claus Hjort siger, at Kristian Jensen skal trække sig som næstformand, mens Kristian Jensen siger, at han vil genopstille? Hvad hælder du mest til?

- Mig bekendt er der kun én næstformandskandidat, og han hedder Kristian Jensen.

Så du hælder til, at han genopstiller senere på året?

- Det er ikke noget, jeg hælder til. Det er noget, han har sagt i dag. Jeg har kæmpe respekt for jer journalister, der gerne vil koge alting ned til personspørgsmål. Jeg siger bare, at det er fair, at folk analyserer den politiske situation forskelligt. Det er bare ikke særligt smart som gruppeformand at gøre det i avisen, to dage før vi skal mødes for at tale om disse ting.

Landsmøde er afgørende

Hvorvidt Kristian Jensen fortsætter som næstformand vil blive afgjort på partiets landsmøde i november i Herning. Hvilket Claus Hjort Frederiksen da også understregede.

- Jeg synes, det er uholdbart, at man går ud og undsiger sin egen formand. Men om Kristian Jensen skal fortsætte på en formandspost, må være op til Venstres landsmøde, lød det fra Claus Hjort Frederiksen.

Kristian Jensen slog på sommergruppemødet fast, at han genopstiller som næstformand og erkendte, at han burde have fremlagt sine synspunkter i gruppen og ikke til Berlingske.

Lars Løkke er rasende

Ifølge kommentator Søs Marie Serup kan ugens ballade i Venstre blive en slags forløber for formandsvalget ved landsmødet til efteråret.

- Der vil fortsat i Venstre være en diskussion om, hvem der bliver den næste formand. Det interessante bliver, om Jensen igen kan spille sig ind i de muliges klub, hvor han jo har været i alle de ti år, han har været næstformand, eller om han i dag har spillet sig sine muligheder ad hænde, siger Søs Marie Serup.

Også politisk kommentator Jarl Cordua vurderer, at bølgerne vil skvulpe højt i Venstre de næste måneder.

- Jeg er ret rystet. Claus Hjort genåbner diskussionen og siger reelt, at Kristian Jensen må væk. Og man skal ikke tage fejl: Lars Løkke Rasmussen er rasende over det her, siger Cordua.