Kommentator: Historisk angreb på Kristian Jensen

Claus Hjort Frederiksens offensiv mod Venstres gruppeformand er det mest dramatiske i mere end 50 år, lyder det.

Venstre er et parti i splid med sig selv. Og ude i et voldsomt internt opgør.

Det konstaterer politisk kommentator og erklæret Venstre-mand Jarl Cordua overfor TV 2, efter at fredagens sommergruppemøde har udviklet sig til et angreb på partiets næst- og gruppeformand Kristian Jensen.

- Det her er en magtkamp. Det mest dramatiske i partiets historie siden 1960'erne, siger Jarl Cordua.

- Det må gøre indtryk på Kristian Jensen, at det kommer fra Claus Hjort Frederiksen. Det er en mand, der igennem 35 år har bygget Venstre, og som han i øvrigt har arbejdet tæt sammen med, mener Cordua.

Ifølge TV 2s oplysninger har Claus Hjort Frederiksen i en nedskrevet tale krævet, at Jensen går af som såvel næstformand som gruppeformand.

Baggrunden er det interview, Kristian Jensen har lagt navn til i Berlingske. Og hvor Venstres nyudnævnte gruppeformand undsagde Lars Løkkes ambition om en SV-regering, som blev lanceret under valgkampen med den overrumplende udgivelse af bogen 'Befrielsens Øjeblik'.

Har uddelt flyveskaller de sidste fem år

Lars Løkke Rasmussens interviewbog kom til stor overraskelse for Kristian Jensen. Og det har været en medvirkende årsag til den anstrengte atmosfære internt.

- Lars Løkke Rasmussens udmelding under valgkampen ødelagde meget, men man må respektere formandens ret til at udstikke partiets linje, siger politisk kommentator Søs Marie Serup, som peger på, at Hjort og Jensen har taget mange kampe. Ikke mindst siden et formandsvalg i 2014, hvor det ikke lykkedes Kristian Jensen at vælte Lars Løkke Rasmussen.

- Claus Hjort og Kristian Jensen har uddelt flyveskaller de sidste fem år, og det her er det store regnestykke, som er ved at blive gjort op, mener Søs Marie Serup.

I den kontekst mener Jarl Cordua, at Kristian Jensen er gået på frontal kollisionskurs med højrisiko.

- Kristian Jensen forsøger at satse hele butikken ved at udfordre magten. Men det er samtidig vanvittigt illoyalt, at han på denne måde går efter at stække formandens autoritet, mener Cordua.

Flere partifæller har under sommergruppemødet bakket Claus Hjort Frederiksen op, mens andre støtter Kristian Jensen.