Blå partier efter dramatisk dag for Venstre: - Man kan ikke spille på to heste

Kristian Thulesen Dahl og Rasmus Jarlov er utilfredse med, at V stadig holder muligheden for en SV-regering åben.

Det var et interview i Berlingske onsdag, hvor Venstres næstformand Kristian Jensen kritiserede partiformand Lars Løkke Rasmussen for i slutningen af valgkampen at åbne for en SV-regering, der udløste det dramatiske sommergruppemøde fredag hos Venstre.

Her krævede partiets 'grand old man' og nestor Claus Hjort Frederiksen blandt andet, at Kristian Jensen forlader posten som næstformand og posten som gruppeformand.

Kristian Jensen måtte på et pressemøde beklage interviewet.

Enig i analyse

Men hos to af Venstres to borgerlige samarbejdspartnere fra Lars Løkke Rasmussens tid som statsminister, De Konservative og Dansk Folkeparti (DF), er de langt hen ad vejen enige med Kristian Jensen - og både Rasmus Jarlov, konservativt folketingsmedlem, og Kristian Thulesen Dahl, formand for DF, mener, at det er problematisk, at Venstre efter dagens sommergruppemøde stadig holder muligheden for en SV-regering åben.

- Vi vil gerne have, at Venstre vender tilbage til den borgerlige lejr. Vi mener ikke, at man kan spille på to heste. Vi synes, det er vigtigt, at Venstre holder fast i at være et borgerligt parti i stedet for at være det næststørste socialdemokrati, siger Rasmus Jarlov.

Dermed er han enig i den del af Kristian Jensens analyse, hvor Venstre-næstformanden kritiserer, at der blev åbnet for en SV-regering. Han vil dog ikke blande sig i Venstres interne strid.

- Vi kan ikke tvinge Venstre til at binde sig til noget som helst, og vi kan samarbejde med hvem som helst, som står i spidsen for Venstre. Jeg vil ikke udtale mig om personspørgsmål i Venstre - jeg tror også, de ville blive irriterede, hvis vi blandede os i ledelsen af deres parti, siger Rasmus Jarlov.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl kalder det paradokasalt, at V ikke vil være med til at samle de borgerlige pariter.

DF: "Paradokasalt"

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl kalder det også "paradoksalt", at Venstre ikke har droppet alle planer om et regeringssamarbejde med Socialdemokraterne efter valget.

- Det er paradoksalt, at Venstre nu efter valget ikke er i stand til at definere sig som et borgerligt parti, der står for at samle det borgerlige Danmark, men hvor det svæver i det uvisse, om de vil danne regering med Socialdemokratiet og De Radikale, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han siger, at DF har lært af valgnederlaget.

- Vi har lært af valgnederlaget og taget konsekvensen af det. Vi har på vores sommergruppemøde sagt, at vi er parate til at samle et borgerligt alternativ til den socialdemokratiske regering. Så er det da paradoksalt, at dem, der ikke vil være med til det, er det store Venstre, siger Kristian Thulesen Dahl.