Politik

Engell kalder Løkke-video 'kryptisk' og savner klar besked om fremtiden

Kommentatorer vurderer ikke, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har lukket diskussion om ny formand.

Fredag lagde Venstres formand og forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen en video på Facebook, hvor han satte to streger under, at han er partiets formand og vil kæmpe for at genvinde magten i Folketinget.

I videoen siger han blandt andet, at "jeg og Venstre har en ambition om at tage nøglerne til Statsministeriet tilbage."

Flere kommentatorer mener dog ikke, at Lars Løkke Rasmussen med videoen har lagt spekulationerne om, hvorvidt han er formand og statsministerkandidat ved næste valg, i graven.

- Lars Løkke kan ikke sige andet, så videoen er ikke overraskende. Hvis han ikke understreger, at han er formand og statsministerkandidat, så er han færdig.

- Men det er ikke noget, der stopper spekulationerne om formandskabet og spekulationerne om, at Venstre nok stiller med en anden statsministerkandidat om fire år, siger politisk kommentator Jarl Cordua.

Forventer ikke åbent formandsopgør

Lars Løkke Rasmussen har været formand for Venstre siden 2009 og statsminister ad to omgange. Ved valget i juni gik Venstre frem, men blå blok tabte valget og Venstre dermed regeringsmagten.

Det startede spekulationer om, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen ville trække sig som formand og dermed statsministerkandidat.

Politisk kommentator Hans Engell kalder videoen fra Lars Løkke Rasmussen "kryptisk".

- For han udstråler, at han fortsætter som formand og er klar til at kæmpe om statsministerposten ved næste valg. Men jeg synes ikke, at han siger det klart.

- Med denne her video bliver han nødt til på næste uges gruppemøde at gøre det helt klart for Venstre-gruppen, hvad han mener, siger Hans Engell med henvisning til et møde mandag, hvor Venstres folketingsgruppe skal mødes for blandt andet at fordele de tunge poster i partiet såsom politisk ordfører og gruppeformand.

Ifølge Hans Engell er det ikke givet, at alle i Venstre ser Lars Løkke som formand fremover.

- Hvis han fortsætter, så er andre i Venstre jo ikke tvunget til at acceptere det. Og der vil være Venstre-folk, som mener, at det er på tide med et generationsskifte.

Han forventer dog ikke et åbent formandsopgør i partiet.