Politik

Uhørt og konfliktoptrappende, hvis Mette Frederiksen er ærlig over for Trump, siger tidligere rådgiver

Den amerikanske præsident besøger Danmark i starten af september.

Når amerikanske præsidenter besøger København, er det ofte med til at styrke forholdet mellem USA og Danmark, men når Donald Trump besøger Danmark til efteråret, går det ikke nødvendigvis sådan.

Det vurderer tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K), efter Donald Trump fortalte, at han kommer til Danmark til efteråret. Et besøg, der vil finde sted 2. og 3. september.

- Vi kender jo hans temperament, og hvis han får en meget, meget negativ modtagelse i København eller i lufthavnen, så kan det jo godt påvirke hans sindsstemning. Så der er en risiko ved sådan et besøg, siger Per Stig Møller til TV 2.

Kan gøre politiske diskussioner svære

Flere steder rundt om i verden har der været protester ved besøg fra USA.

Hvis der er nogen, der ikke minder om hinanden, så er det Frederiksen og Trump

Michael Kristiansen, tidligere rådgiver for Anders Fogh Rasmussen

Da Trump sidste sommer var i London, demonstrerede aktivister med en seks meter høj ballon, der fremstillede ham som en skrigende baby, og den amerikanske præsident reagerede ved at sige, at han følte sig ”uvelkommen”.

I Danmark har flere af hans forgængere fået meget positive velkomster. I 1997 skabte daværende præsident Bill Clinton eufori i de københavnske gader, hvor han under et officielt besøg blev modtaget af omkring 80.000 begejstrede danskere.

Ingen ny Obama-hype

I 2009 var hypen også stor, da daværende præsident Barack Obama ad to omgange besøgte Danmark. Blandt andet i december, hvor han landede til store forhåbninger om, at han ville få en global klimaaftale ved topmødet i København på plads.

Dengang var Per Stig Møller udenrigsminister i Danmark, og han tror ikke, at Donald Trump vil få en modtagelse som Obama og Clinton. Spørgsmålet er, hvad det kan få af betydning?

Det bliver en dag præget af stor usikkerhed

Michael Kristiansen

Per Stig Møller vurderer, at det vil få negativ indflydelse på eventuelle politiske drøftelser mellem statsminister Mette Frederiksen (S) og Donald Trump, hvis den amerikanske præsident ser Danmark som et ”forfærdeligt rødt og antiamerikansk land”.

- En dag præget af stor usikkerhed

Den udlægning er politisk kommentator Michael Kristiansen enig i. Han kalder Donald Trump ”totalt uforudsigelig” og nævner, at han på opsigtsvækkende vis sidste år kritiserede den daværende britiske premierminister Theresa Mays håndtering af Brexit i forbindelse med et officielt besøg i London.

Michael Kristiansen var rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da præsident George W. Bush i 2005 besøgte København. Han mener, at det normalt er ”ekstremt positivt” for den danske statsminister at få den amerikanske præsident på besøg, fordi det giver stor international opmærksomhed og mulighed for at tale med ”verdens mægtigste mand” på tomandshånd.

- Men jeg tror ikke, at Mette Frederiksen og hendes rådgivere for øjeblikket render rundt med armene over hovedet. For Trump kan have en dårlig dag og komme til at sende et tweet, så det bliver en dag præget af stor usikkerhed, siger Michael Kristiansen.

Stor forskel på Trump og Frederiksen

Donald Trump er kommet på kant med flere europæiske ledere, fordi han blandt andet har kritiseret NATO-lande for at bruge for få penge på forsvar, at have trukket USA ud af den internationale klimaaftale fra Paris samt vendt atomaftalen med Iran ryggen.

Personlig kontakt er utroligt afgørende

Per Stig Møller

Ifølge Michael Kristiansen håber mange af Mette Frederiksens vælgere formentlig, at hun vil bruge mødet med Donald Trump til at fortælle sin uforbeholdne mening, men den tidligere toprådgiver mener, at det vil være uhørt og konfliktoptrappende, hvis den danske statsminister gør det.

- Det er nok ikke lige lejligheden at gøre det, men det kan blive et meget interessant besøg, for hvis der er nogen, der ikke minder om hinanden, så er det Mette Frederiksen og Donald Trump, siger Michael Kristiansen.

Kan skabe vigtige personlige relationer

Statsminister Mette Frederiksen selv fortæller, at hun vil bringe sikkerhed og handel på dagsordenen under mødet.

- Jeg ser frem til at møde den amerikanske præsident i Danmark, hvor vi vil drøfte globale emner af fælles interesse, og hvordan vi sammen kan styrke samarbejdet mellem Danmark og USA inden for blandt andet sikkerhedspolitik, arktiske spørgsmål og fremme af samhandel og investeringer, siger hun i en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

Mødet vil næppe ændre grundlæggende ved de politiske holdninger, vurderer Per Stig Møller, men Danmark har alligevel noget at vinde, mener han. Han nævner blandt andet muligheden for at skabe gode personlige relationer mellem de to regeringsledere.

- Personlig kontakt er utroligt afgørende - meget mere afgørende, end man tror, siger han.

Kan øge forståelsen for Danmark

Han påpeger, at personlige relationer kan give et fortroligt rum, hvor statsledere og udenrigsministre kan orientere hinanden om deres synspunkter og overvejelser og på den måde give hinanden bedre forståelse for forskellige synspunkter, uden at det bliver brugt udadtil til at fremme en bestemt politisk agenda.

Det kan eksempelvis være, at den amerikanske præsident får større forståelse for, hvorfor Danmark forholdsmæssigt bruger færre penge end USA på forsvaret, siger Per Stig Møller. Og Michael Kristiansen er enig.

- Mette Frederiksen kan ikke ændre Trumps holdning til vindenergi, men det er alligevel en mulighed for at komme lidt tættere på hinanden og måske få løst et eller andet, som kan være af stor betydning for erhvervslivet i Danmark.

Donald Trump kommer sammen med den amerikanske førstedame, Melania Trump, har kongehuset oplyst i en pressemeddelelse. Ifølge Statsministeriet skal Trump mødes med blandt andre formanden for det grønlandske landsstyre og den færøske lagmand, foruden Mette Frederiksen.