Trumps seneste tweets er en del af en meget større strategi

16x9
Det har gennem længere tid stået klart, at en central del af Trumps 2020-valgkampagne bliver at forsøge at definere Demokraterne som et parti domineret af socialister og USA-hadere, mener Mirco Reimer-Elster. Foto: Brendan Smialowski / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Præsidenten ønsker en valgkamp i identitetspolitikkens tegn.

Da Donald Trump 14. juli i et tweet langede ud efter en gruppe kvindelige demokratiske kongresmedlemmer og sagde, at de burde rejse tilbage til deres oprindelseslande, genantændte han en gammel debat om, hvorvidt der ligger en større strategi bag hans tirader på Twitter.

Groft sagt er der to fortolkninger af præsidentens ageren på de sociale medier.

Den ene udlægning er, at Trumps tweets er en del af en større strategi. I den fortælling spiller præsidenten 3D-skak, mens kritikerne simpelthen ikke er i stand til at gennemskue hans strategiske genistreger. Jeg skal hilse og sige, at man som USA-analytiker ofte bliver mødt med netop denne kritik fra Trump-støtter.

I den anden udlægning overfortolker analytikerne Trumps tweets ved at italesætte dem som en del af et større strategisk spil. I den fortælling ser man præsidentens tweets snarere som et udtryk for Donald Trumps impulsive og tankeløse væsen og ikke som en del af en større strategi.

Strategien bag tiraderne

Ser man på den seneste uges tirader, som startede med en række tweets rettet mod fire farvede demokratiske kongresmedlemmer, kan man finde belæg for begge teorier.

Sagen begyndte, da den amerikanske præsident 14. juli skrev, at de "progressive" demokratiske kongreskvinder burde rejse hjem og fikse de lande, de kommer fra. Præsidenten hentydede til de fire kvinder Alexandria Ocasio-Cortez, Ayanna Pressley, Rashida Tlaib og Ilhan Omar, der alle er amerikanske statsborgere.

Den amerikanske avis Washington Post har talt med mere end to dusin personer tæt på præsidenten med indblik i den krisekommunikation, vi har været vidne til den seneste uge.

Avisen bekræfter, hvad mange også havde påpeget i kølvandet på de første racistiske tweets sidste søndag: at de er et element i en strategi fra Trumps side, der skal kulminere i et præsidentvalg i 2020 i identitetspolitikkens tegn.

Trump vil definere Demokraterne

Det har gennem længere tid stået klart, at en central del af Trumps 2020-valgkampagne bliver at forsøge at definere Demokraterne som et parti domineret af socialister og USA-hadere.

Derfor var det selvfølgelig heller ikke spor tilfældigt, at Trump i sine racistiske tweets valgte at fokusere på Ayanna Pressley, Ilhan Omar, Alexandria Ocasio-Cortez og Rashida Tlaib. De fire farvede nyvalgte kongresmedlemmer er blandt de mest venstreorienterede og kontroversielle demokratiske politikere.

- Vi taler om fire kongreskvinder, der har temmelig ekstreme holdninger. Hvis det er ansigterne på Det Demokratiske Parti, er vi i god forfatning, som den republikanske senator Lindsey Graham formulerede det her.

Racismen ramte skævt

Men præsidentens tweets ramte skævt for Republikanerne og resulterede i en diskussion, der i sin kerne handlede om Trumps racistiske retorik og ikke om de fire politikeres ideer og udtalelser. Faktisk var Trumps tweets så kontraproduktive og sprængfarlige de første dage, at selv præsidentens valgkampagne og partifæller ikke ønskede at istemme Trumps tirader, om end Republikanerne over en bred kam heller ikke tog decideret afstand fra de racistiske udmeldinger.

Her må man give præsidenten, at denne søndags tweet ramte en bedre balance, hvor racismen var mere subtil. Den var dog stadig svær at overse. For hvorfor er det lige, at de fire farvede kongreskvinder angiveligt ”ikke er i stand til at elske USA”, som Trump formulerer det? Og hvorfor er det egentlig Donald Trump, der skal agere dommer i spørgsmålet om, hvem der er en god patriot og kan elske USA?

Identitetspolitikken i fokus

Intentionen er til gengæld åbenlys. Præsidenten forsøger at italesætte de fire radikale kongreskvinder som frontfigurerne i Det Demokratiske Parti. At de fire kvinder i realiteten er en marginaliseret ydergruppering hos Demokraterne, forbliver selvfølgelig usagt i den fortælling. For Trump handler det om få disse fire kvinders ideer og ageren i rampelyset og dernæst stille USA for et klart ideologisk og identitetspolitisk valg i 2020.

Hvorvidt Trump lykkes med at definere Det Demokratiske Parti, er uvist. Særligt midt i en demokratisk primærvalgkamp, hvor ingen af de pågældende kvinder stiller op, bliver det svært at få rettet opmærksomheden mod fire nyvalgte kongresmedlemmer. Ligeledes er det et åbent spørgsmål, hvorvidt præsidentens propaganda kan mobilisere flere hvide arbejderklassevælgere i særligt Rustbæltet, eller om den giver USA's minoriteter og kvinder (endnu) en årsag til at stemme demokratisk i stor stil næste år.

Den dybereliggende diskussion

Indtil videre må man sige, at foretagendet med at kapre den politiske dagsorden dog er lykkedes. Det er sjældent, at en historie holder sig i live i flere dage i Trump-tidsalderen, men den her historie har nu fyldt spalterne i en hel uge. Den dybereliggende diskussion om, hvem der er amerikaner, og hvordan patriotisme kommer til udtryk i disse polariserede politiske tider, er nu i fuld gang, takket være Trumps racistiske tweets.

Dermed bliver der lagt op til et præsidentvalg, der skal stå i identitetspolitikkens tegn. Det er i hvert fald, hvad præsidenten ønsker. Donald Trump ved godt, at han med sin polariserende personlighed får svært ved at vinde et præsidentvalg i 2020, hvis valget får karakter af en folkeafstemning for eller imod præsidenten og hans embedsførelse. Derfor skal valget hellere blive en afstemning om, hvad for et land USA skal være.

Hvorvidt Trump dermed har fundet en vinderstrategi, er selvsagt alt for tidligt at sige. Vi kan dog roligt konstatere, at valgkampen næppe bliver mindre beskidt fremadrettet.

Så er du advaret, kære læser.