Flertal vakler bag ny jernbane

Jernbanen til Billund Lufthavn koster over en milliard kroner, og SF vil nu have partierne til at genoverveje, om pengene kan bruges bedre.

Der har længe været et solidt flertal bag planerne om en ny jernbane til Billund Lufthavn, men det ser nu ud til at kunne skride.

Årsagen er, at både SF og Radikale Venstre er klar til at se på, om den omdiskuterede jernbane helt skal skrottes.

Det sker, efter at Berlingske mandag kan fortælle, at den nye jernbane vil resultere i vejlukninger, og at bilister i området, ifølge et notat fra Banedanmark, vil skulle køre flere kilometer, når banen står færdig. Samtidig vil transporttiden for bilisterne blive øget.

Det giver stof til eftertanke, om pengene ikke kan bruges bedre

Lisbeth Bech Poulsen, SF

- Det giver ikke mening

SF har hidtil bakket op om projektet, der også er blevet kritiseret for at være en samfundsmæssigt dårlig investering, men partiets fungerende politiske ordfører, Lisbeth Bech Poulsen, siger, at de nye oplysninger om længere rejsetid for bilister giver anledning til at genoverveje beslutningen.

- Vi er åbne over for at kigge på det her igen, og det synes vi, vi skal gøre, hvis de andre partier ønsker det, siger Lisbeth Bech Poulsen til TV 2.

Netop sådan et ønske har Radikale Venstre. Partiet er sammen med de øvrige partier i rød blok ellers med i forliget om den såkaldte togfond, som blandt andet betyder, at der skal bygges en ny jernbane til Billund Lufthavn. Men nu kræver de aftalen lavet om.

- Det giver ikke mening at lave en jernbane, der er urentabel og samtidig skaber flere biler på vejene. Det giver heller ikke mening at lave offentlig transport, der giver flere biler på vejene, siger Kristian Hegaard, fungerende politisk ordfører for De Radikale, til TV 2.

Kan ikke undgå konsekvenser for biltrafik

Den endelige linjeføring af jernbanen er ikke besluttet endnu, men til Berlingske siger trafikforsker Niels Melchior fra Aalborg Universitet, at det ikke kan undgås at ramme bilisterne.

- Man havde håbet, at anlæggelsen af jernbanen ville betyde, at flere mennesker ville tage jernbanen. Politikerne har nok ikke lige tænkt over, at det vil have konsekvenser for biltrafikken i området, siger Niels Melchior.

Han påpeger dog, at stigningen i antal kilometer, bilisterne skal køre, ikke er voldsom i det store perspektiv, men SF’s Lisbeth Bech Poulsen mener, at de nye oplysninger giver anledning til endnu en diskussion af jernbanens berettigelse.

- Det giver stof til eftertanke, om de penge ikke kan bruges bedre, lyder det fra SF’eren.

DF fik jernbanen med i aftale

Aftalen om togfonden blev indgået under Helle Thorning-Schmidts (S) regeringstid i 2014 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Hvis de løber fra det, vil det være et løftebrud, der vil noget

René Christensen, Dansk Folkeparti

Hovedformålet var at sikre hurtigere tog mellem landets største byer, men efter ønske fra Dansk Folkeparti blev jernbanen til Billund Lufthavn også en del af aftalen. I begyndelsen af 2019 trak Kristian Thulesen Dahls parti sig dog fra aftalen med argumentet om, at økonomien ikke rakte til de milliarddyre projekter.

Det betød dog ikke, at planerne om den nye jernbane blev skrinlagt. Billundbanen var nemlig med i den store infrastrukturaftale, Dansk Folkeparti i foråret indgik med VLAK-regeringen. Den aftale er der efter valget ikke flertal for længere, og Venstre har ikke længere tænkt sig at støtte projektet til over en milliard kroner, siger partiets transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

- Jernbanen til Billund er ikke vokset i vores baghave, og vi tager det med ophøjet ro, hvis ikke den bliver til noget, siger han til TV 2.

DF: Løftebrud, hvis banen droppes

Selvom Dansk Folkeparti altså har forladt aftalen om togfonden, og der ikke længere er flertal bag den blå infrastrukturplan, forventer partiets finansordfører, René Christensen, at der kommer en jernbane til Billund.

- Partierne bag togfonden har langt over 90 mandater, og de gik til valg på, at togfonden skulle bestå, og at Billundbanen derfor skal bygges. Hvis de løber fra det, vil det være et løftebrud, der vil noget, siger René Christensen til TV 2.

Han mener fortsat, at jernbanen til Billund Lufthavn er en god idé, og argumenterer blandt andet for rimeligheden i, at der skal være tog til Danmarks næststørste lufthavn. Derudover tror han ikke, at bilisterne vil blive hårdt ramt, fordi det ifølge ham vil være muligt at vælge en mere skånsom linjeføring.

Samme toner lyder fra Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested. Han vil derfor fastholde planerne om Billundbanen, men siger samtidig, at den ikke er Enhedslistens førsteprioritet.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) vil indkalde til forhandlinger om den danske infrastruktur efter sommerferien. Han vil ikke stille op til interview hos Berlingske.