Politik

Overvågning af tre millioner danskere flytter til Rumænien - minister kaldes i samråd

Oplysninger om hvor tre millioner danskere opholder sig, og hvad de sms’er flyttes nu fra Frederiksberg til Bukarest. Stærkt bekymrende, lyder det.

Beslutningen om at flytte en central del af Danmarks største telenetværk TDC til Rumænien møder omfattende kritik fra både eksperter og politikere, og forsvarsministeren kaldes nu i samråd om sagen.

Problemet med udflytningen er, at Center for Cypersikkerhed ikke længere vil kunne føre tilsyn og kontrol med afdelingen, og dermed mister muligheden for at sikkerhedsgodkende medarbejdere.

Det er den centrale del af TDC’s netværk kaldet network operations center (NOC), som overvåger kundernes mobiltrafik, der flyttes til Rumænien, skriver Politiken.

Og det er netop denne udflytning, der får kritik fra flere sider.

En af kritikerne er it-sikkerhedsekspert John Foley, tidligere analytiker i Center for Cybersikkerhed, som er en del af Forsvarets Efterretningstjeneste.

- Det er udflytningen af det allerhelligste maskinrum, hvor millioner af danskeres data samles. Jeg er bekymret over, at man tør overlade noget så vigtigt uden at vide, præcis hvilke garantier de kan give for sikkerheden, siger John Foley til TV 2.

TDC kan se al aktivitet på din telefon

I NOC sidder medarbejderne og overvåger trafikken på telenetværket og holder øje med udfald på mobilforbindelsen, som skal repareres.

Men John Foley fortæller, at medarbejderne, der er ansat i NOC, har tekniske muligheder til at se meget præcise detaljer om, hvad der foregår på TDC-kundernes enkelte mobiltelefon. De kan blandt andet:

  • Se, hvor du præcist befinder dig.
  • Se, hvem du taler med.
  • Høre, hvad du taler om.
  • Læse, hvad du skriver i dine sms’er, og hvem du skriver til.
  • Se indholdet af dine mails, samt hvad og hvem du sender mails til.
  • Se, hvad du foretager dig på sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter.

Han understreger, at medarbejderne i dag ikke sidder og tjekker, hvad du skriver i dine sms’er, eller hvor du befinder dig, men at de i teorien har adgang til oplysningerne.

Der er tale om oplysninger, som politiet herhjemme skal have en dommerkendelse for at få adgang til, og det er netop usikkerheden for, hvordan man passer på de personfølsomme oplysninger i Rumænien, der bekymrer John Foley.

- Vi har ingen garanti for, at det personale, der sidder i driftcentrene, har den fornødne sikkerhedsmæssige godkendelse og baggrund for, at vi kan føle os sikre på, at vores informationer ikke bliver kompromitteret eller på anden vis misbrugt, siger han.

DF kalder ministeren i samråd

Det er disse bekymringer, der er har fået Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen til at kalde forsvarsminister Trine Bramsen fra Socialdemokratiet i samråd i sagen.

- Det er en meget alvorlig sag, hvis man flytter teleovervågningen fra Frederiksberg til Rumænien. Rumænien er nok det mindst sikre land i hele Europa. Havde det været Norge eller England, havde sagen stillet sig anderledes. Men det her dur simpelthen ikke, siger Søren Espersen, og tilføjer, at planen helt bør skrottes.

Konservatives forsvarsordfører, Niels Flemming Hansen, er mere forsigtig i sin kritik, men synes, det er godt, at sagen undersøges.

- Som udgangspunkt stoler jeg på den aftale, der er indgået mellem Staten, TDC og Ericsson, men jeg vil gerne se den med egne øjne, for at tilsikre at borgerne og samfundet er bedst muligt beskyttet. Og når der er noget, vi vil have belyst, så mener jeg, det er helt rigtigt at kalde Trine Bramsen i samråd, siger han.

Støttepartier utrygge ved udflytning

Retsordfører hos Radikale Venstre Kristian Hegaard deler oppositionens bekymring.

- Det er rigtig skidt, at vi ikke kan beskytte danskernes personfølsomme oplysninger bedre, hvis tilsyn og sikkerhedsgodkendelser ikke længere er muligt ved den her flytning til Rumænien, siger han.

Også i Enhedslisten vil man sikre sig, at sikkerheden omkring danskernes oplysningerne følger med.

- Jeg synes det er langt ude, når man flytter en afdeling ud på den her måde, uden at have nogen garanti for sikkerheden, siger Rosa Lund, der er retsordfører i Enhedslisten.

Minister vil undersøge sagen

Forsvarsminister Trine Bramsen oplyser i en skriftlig kommentar til Ritzau, at hun nu vil drøfte sagen med Center for Cybersikkerhed.

- Regeringen ser telenettet som kritisk infrastruktur og dermed også som et spørgsmål om national sikkerhed. Derfor er det helt afgørende, at der ikke kan stilles spørgsmål ved sikkerheden.

Overfor TV 2 forsikrer TDC, at de har en tæt og kontinuerlig dialog med de danske myndigheder, herunder Center for Cypersikkerhed. De forsikrer at de også vil fortsætte dialogen i fremtiden.

- Ericsson driver mobilnetværket for adskillige af de største europæiske teleoperatører fra deres NOC i Rumænien, og vi er ikke i tvivl om, at de kan sikre en sikker og stabil drift af vores mobilnetværk, skriver de i en skriftlig kommentar til TV 2.

TDC tilføjer, at de af sikkerhedshensyn ikke har mulighed for at gå i detaljer angående konkrete sikkerhedsforanstaltninger.