Politik

S overvejer afgifter på flyrejser for at nå klimamål

Arkiv.

Støttepartier glæder sig over udmeldingen, mens oppositionen anklager Socialdemokratiet for at løbe fra valgløfte.

For niende år i træk er flytrafikken fra Københavns Lufthavn steget. Og når ferieglade danskere drager afsted til Syden, er det uden nogen form for klimaafgift på flybilletten.

Men det kan nu være på vej til at ændre sig.

I en kommentar til TV 2 gør transportminister Benny Engelbrecht det nemlig klart, at passagerafgifter er i spil for at nå regeringens og dens støttepartiers mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

- Der er flere forskellige håndtag, som vi kan dreje på. For eksempel en passagerafgift, en brændstofafgift, en CO2-afgift eller et iblandingskrav, skriver Benny Engelbrecht til TV 2.

Han understreger på Twitter, at passagerafgifter ikke er et decideret forslag fra regeringen. Det er endnu ikke fastlagt, hvilke konkrete metoder der skal tages i brug.

- Der er fordele og ulemper ved hvert tiltag, og jeg mener derfor, at det er vigtigt, at vi ikke haster et forslag igennem uden at være klar over disse fordele og ulemper. Derfor vil regeringen hen over sommeren arbejde videre med at kigge på de forskellige klimatiltag, siger Benny Engelbrecht.

Flyafgifter

Norge:

  • Alle flybilletter beskattes med cirka 64 danske kroner

Sverige:

  • Rejser indenfor Europa beskattes med cirka 43 danske kroner
  • Rejser udenfor Europa, men som er kortere end 6000 km beskattes med cirka 180 danske kroner
  • Længere flyrejser beskattes med cirka 287 danske kroner

Tyskland:

  • Rejser i Europa, Marokko, Tunesien og Algeriet beskattes med cirka 56 danske kroner
  • Rejser under 6000 km beskattes med cirka 175 danske kroner
  • Rejser over 6000 km beskattes med cirka 330 danske kroner

Kilde: Rapport fra 2018 fra 11 organisationer heriblandt Greenpeace og Det Økologiske Råd

Nye toner fra Socialdemokratiet

Udmeldingen om, at passagerafgifter på flyrejser kan komme i spil, kommer, på trods af at Socialdemokratiet indtil nu har været imod ideen.

I valgkampen spurgte TV 2 alle partierne om deres holdning på netop dette område. Og her afviste Socialdemokratiet, at flyafgifter var vejen frem.

Socialdemokratiets melding glæder støttepartier

Den socialdemokratiske regerings udmelding vækker glæde hos flere af de røde støttepartier.

Hos både SF og Enhedslisten ser de udmeldingen som et skridt i den rigtige retning. De håber nu, der kan ske noget i forhold flysektoren, hvor begge partier har set flyafgifter som en god løsning for at få færre til at flyve, det siger de i en kommentar til DR.

Hos Venstre og Dansk Folkeparti er de skuffede over transportministerens udmelding. Partierne siger til DR, at regeringen er løbet fra det, de lovede vælgerne før valget.

Begge partier er imod at indføre afgifter på flyrejser i Danmark.