Martin Rossen har i fire år arbejdet på at gøre Mette Frederiksen til Danmarks statsminister
De færreste kender Martin Rossen, men det er meget få ting, Mette Frederiksen gør, som ikke er vendt med ham. En kontroversiel mand med enorm magt.
- Her har I mig tilbage, næsten kvidrer Mette Frederiksen på vej hen mod klyngen af pressefolk.
Journalister og fotografer har på dag seks i regeringsforhandlingerne taget rituel opstilling til endnu en dag foran Landstingssalen, der ligger på første sal på Christiansborg for enden af de brede stentrapper.
Mens Mette Frederiksen fortæller journalisterne, at det handler om at finde balancen mellem en ansvarlig økonomisk politik og et løft af velfærdssamfundet, går en mørkklædt mand med sorte briller uantastet forbi – lige under statsministerportrættet af Poul Nyrup, der hænger på væggen bag Mette Frederiksen.
Manden hedder Martin Rossen og taler nødig til de tændte mikrofoner.
De færreste uden for Christiansborg kender ham, men Martin Rossen har i otte år været Frederiksens nærmeste rådgiver. Han er om nogen manden bag strategien, der har ført Mette Frederiksen ind i Statsministeriet. Her skal Martin Rossen fremover fortsætte sin rolle som hovedstrateg, indpisker og koordinator for Mette Frederiksen.
Martin Rossen er ikke meget for at tale med pressen, men op til valget talte TV 2 med Mette Frederiksen om sin rådgiver. Og hun lagde på ingen måde skjul på hans altafgørende rolle.
- Han betyder utroligt meget. For det første er han min nærmeste sparringspartner. Som partileder kan jeg komme i tvivl om ting. Der er han vigtig, for der kommer han før alle andre for mig. For det andet er jeg ikke altid tilgængelig, fordi jeg ikke kan være alle steder i alle sammenhænge, og der er jeg tryg ved at have Martin Rossen, som man kan gå til, hvis man har brug for et ”ja” eller ”nej” eller en afklaring.
Og det er ganske enestående, at Mette Frederiksen giver ham så stor magt, fortæller politisk kommentator Hans Engell.
- Det understreger i den grad hans betydning. Ingen anden rådgiver på Christiansborg har den indflydelse, han har. Han har mega indflydelse i parti og folketingsgruppe, og der sker ikke meget, som ikke har været forbi Martin Rossens skrivebord, siger Hans Engell.
Tavlen
Når Mette Frederiksen fortæller journalisterne, at det er vigtigt at styrke økonomien, samtidig med at velfærden bliver udbygget, er det resultatet af Martin Rossen og hans rolle som rådgiver. Strategien, der gjorde Mette Frederiksen til statsminister, har fra første dag været at bevare den aura af økonomisk ansvarlighed, som Helle Thorning-Schmidt og hendes finansminister Bjarne Corydon opbyggede i regeringsårene 2011-2015.
Men om muligt har det været endnu vigtigere at genskabe tilliden til Socialdemokratiet som partiet, der kan stå vagt om social retfærdighed. En tillid, som Mette Frederiksen og Martin Rossen mener, at forgængerne lagde i ruiner.
Monumentet over den strategi er en hvid tavle, der hænger på Martin Rossens kontor. Der har den hængt, lige siden han i 2015 efter fire år som Frederiksens særlige rådgiver i først Beskæftigelsesministeriet og siden Justitsministeriet rykkede ind på Christiansborg ved siden af hende.
Tavlen er en systematisk opgørelse over Martin Rossens ”centrale mål” for Mette Frederiksen og partiet. De grønne, gule eller røde brikker har igennem årene mindet Martin Rossen – og dermed alle andre i partiet – om den aktuelle status. Og de to vigtigste begreber på tavlen er ”ansvarlighed” og ”retfærdighed”. Økonomi og velfærd.
Strategen
Søren Søndergaard havde spist sin burger med pommes fritter og drukket sin cola. Han kiggede på sin mobil, der lå på bordet foran ham. Den time, han havde afsat til mødet, var for længst gået. Men den travle pressechef for Dansk Folkeparti sad stadig og snakkede med Martin Rossen, for han var godt selskab, tænkte Søren Søndergaard. En lidt bidende humor og ironi, der passede godt til hans egen.
Det var bestemt meget nyt, at de to havde noget med hinanden at gøre. I det hele taget havde de seneste årtiers forhold mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet først og fremmest været præget af skiftende formænds iskolde meldinger om det andet parti.
Anledningen til, at de to mænd for et par år siden sad i kælderen på Cock’s & Cows på Sankt Peders Stræde i København – ikke langt fra Christiansborg – var strategisk. Partiformændene Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen havde kort forinden optrådt sammen i medierne som dansk politiks nye, opsigtsvækkende par.
Martin Rossens veludviklede netværksgen havde fået ham til en dag at standse Søren Søndergaard på den røde gang på Christiansborgs anden sal, hvor Mette Frederiksen og Martin Rossen har kontor, og hvor Dansk Folkeparti, som de fleste andre partier, har gruppeværelse. Han syntes, at de to skulle følge op på partiformændenes forsonende flirten i medierne. Den var Søren Søndergaard med på.
- Han er den uden for Dansk Folkeparti, jeg ser mest nu. Vi kommer begge fra det private erhvervsliv, og det giver os en fælles tilgang til, hvordan vi tænker det herinde på Christiansborg. Partiformænd har det i virkeligheden sværere end direktører, fordi de ikke bare har en hammer, de kan slå med, og så bliver det, som de vil have det. Her har vi en fælles forståelse af strategi som værktøj, siger Søren Søndergaard.
Snu
I 14 år har han siddet på den centrale stol som pressechef i Dansk Folkeparti – længere end nogen anden af hans kolleger på Christiansborg. Og selv om de har et ens syn på strategi, er Martin Rossens tilgang mere ekstrem.
- Han er nok noget mere firkantet. Han siger, at der findes to veje. Strategi og støj. Alt det, som ikke er strategi, er støj, siger Søren Søndergaard.
For Martin Rossen har der næppe været meget støj i det nye venskab med Dansk Folkeparti. Ud over konkrete politiske resultater kunne Martin Rossen sagtens bruge Dansk Folkepartis blåstempling af Mette Frederiksens stramme udlændingepolitik, inden Lars Løkke udskrev folketingsvalg.
- Vi ved, at de er opmærksomme på det her med, at man kan elske sin fjende ihjel, sagde Søren Søndergaard, da TV 2 i efteråret 2018 besøgte ham på kontoret i Provianthuset på Christiansborg for at høre om hans syn på Martin Rossen og hans betydning for Mette Frederiksen.
- Og de ved nok også, at vi ved, at de ved det.
Ganske som forudset blev den stramme udlændingepolitik i løbet af valgkampen en af de flanker, Lars Løkke igen og igen angreb Mette Frederiksen på, og allerede før valget var Venstre-ministrene Troels Lund Poulsen, Inger Støjberg og Ulla Tørnæs sendt til pressemøde 9. april for at fortælle danskerne om, hvor usikker linjen over for indvandring ville være, hvis Mette Frederiksen blev statsminister.
Missionen lykkedes for Martin Rossen. Frygten for en blød, rød udlændingepolitik slog i hvert fald ikke igennem. Til gengæld måtte Søren Søndergaard se Dansk Folkeparti styrtbløde mandater og vælgere.
Og Søren Søndergaard anerkender også, at Martin Rossen var snu.
- Ja, altså indtil videre har han overhånden. Men det må jeg jo så se at få lavet om på. Jeg vil ikke udelukke, at han var klogere. Men den såkaldte flirt med Socialdemokratiet er, uanset hvordan man drejer det, ikke hovedårsag til mandattabet. Venstre endte på valgdagen med at tage væsentligt flere DF-stemmer end Socialdemokratiet, og Løkke flirtede åbenlyst med Socialdemokratiet i det meste af valgkampen, siger Søren Søndergaard, da TV 2 besøger ham igen efter valget.
Selv om han anerkender Martin Rossens politiske og strategiske indsigt, peger han på, at den samme fokuserede tankegang kan komme til at stå i vejen for Martin Rossen.
- Han kan blive gal, når han tror, at noget lykkes mellem partierne, og det ikke gør det alligevel. Så bliver han skidesur og fornærmet.
Irritationen over ikke at lykkes og frustrationen over, at andre ikke forstår en lysende idé, deler Martin Rossen med sin partiformand, fortalte Søren Søndergaard allerede i efteråret 2018.
- De bliver hurtigt fornærmede og ser pressen som nogle, der forsøger at mobbe Socialdemokratiet. Martin Rossen tænker alt ind i strategi, og derfor tror han også, at alle andre gør det samme. Han ser sig omgivet af fjender – kringsat af idioter og fjender, sagde DF-pressechefen.
Han har bemærket, at de i toppen af Socialdemokratiet i flere tilfælde ser det som nærmest personlige angreb, hvis man ikke er enig i deres politik. Når journalisterne stiller spørgsmål, ligner Mette Frederiksen nogle gange en, der tager det meget nært.
Nørden
Han virkede egentlig mest af alt lidt nørdet. Men den blonde sønderjyske fyr med runde briller fangede alligevel hurtigt Mette Frederiksens interesse. For selv om Martin Rossen dengang både var genert og konfliktsky, mærkede unge Mette Frederiksen hurtigt en begejstring over hans viden. Han var klog, tænkte hun. Klog i forhold til analyse og indhold – og så havde han et politisk udsyn, der gik længere end de danske grænser.
Hverken Martin Rossen eller Mette Frederiksen husker i dag, præcis hvor eller hvornår de mødte hinanden første gang. Men det skete for næsten en menneskealder siden i den socialdemokratiske ungdomsorganisation DSU. Lige efter Poul Nyrup væltede Svend Auken af formandsposten i kongemordet.
Mette Frederiksen var dengang på den absolutte venstrefløj i partiet. Hun købte regnskov i Sydamerika og bekæmpede uretfærdighed i Afrika. Martin Rossen hørte nærmere til på højrefløjen – sammen med blandt andre Henrik Sass Larsen, der var formand for ungdomspartiet.
På samme fløj var også Morten Høyer, som Martin Rossen i dag stadig er venner med, og som var særlig rådgiver for Karen Hækkerup under Helle Thorning-regeringen.
- International politik var ’the shit’ dengang. Det var det, man skulle beskæftige sig med. Mette blev formand, og Martin var sekretær for Internationalt Udvalg. Og der udviklede de noget særligt. Ud over at vi selvfølgelig drak os fulde sammen til festerne, så udviklede de to en gensidig respekt for hinanden, selv om de var uenige om meget, siger Morten Høyer.
Op gennem 90’erne blev det politiske venskab sammentømret. Hvad end det foregik i Mette Frederiksens sommerhus, hvor de tre sammen med en håndfuld andre DSU’ere lagde planer for, hvordan danskerne kunne få en bedre opfattelse af EU, hvis man nu delte slik ud fra forskellige europæiske lande. Eller i udlandet, hvor Martin Rossen og Mette Frederiksen flere gange var repræsentanter for DSU.
I årene efter DSU så Martin Rossen og Mette Frederiksen mindre til hinanden. Mette Frederiksen fik børn, og efter et udlandsophold endte Martin Rossen i det private erhvervsliv.
Men trods distancen bevarede de forbindelsen. Så da Mette Frederiksen i 2008 tog et opgør med sit eget syn på velfærdsstaten og præsenterede ni socialdemokratiske teser i 2008 med vægt på ’ret og pligt’ – og ikke kun fokus på rettigheder i velfærdsstaten – havde hun vendt tankerne med Martin Rossen. Og da hun et par år senere kom i massiv modvind, fordi hun sendte sin egen datter i privatskole, selv om hun havde tordnet mod forældre, der gjorde det samme, talte hun med Martin Rossen.
Det gjorde hun også i 2005, da Mogens Lykketoft trak sig som partiets formand efter valgnederlaget til Anders Fogh Rasmussen.
- Som i andre venskaber er der perioder, hvor man er længere væk fra hinanden, men vi har holdt ved. Og i 2005 blev jeg opfordret til at stille op som partiets formand. Jeg sagde nej, blandt andet efter samtaler med Martin. Dét er et nedslagspunkt, der skulle vise sig at være afgørende, siger Mette Frederiksen med henvisning til, at hun var meget ung på det tidspunkt. Og nok også for ung til at overtage formandskabet og statsministerkandidaturet.
I dag er hun med Martin Rossens hjælp blevet Danmarks yngste statsminister.
Kontrollen
- Rossen er rå energi i uendelige mængder. Han er allevegne og med overblik. Sms’er dukker op på alle tidspunkter af døgnet til alle og enhver, som samarbejder. Det skaber respekt og fremdrift.
Sådan lød en del af det lange svar, som Henrik Sass Larsen skrev, da han blev bedt om at karakterisere Martin Rossen. Svaret mailede han til Martin Rossen, som videresendte det til journalisten før valget, da Henrik Sass Larsen ikke var sygemeldt.
Fremgangsmåden er bestemt ikke normal på Christiansborg, hvor journalisterne har ganske fri adgang til folketingsmedlemmerne og ministrene, når de færdes på fællesområderne. Men det ligger fint i tråd med den socialdemokratiske kontrol af folketingskandidaterne under valget. Politiken kunne 27. maj fortælle, at selv ordførere ikke måtte sige noget om deres eget område til journalisterne, før det var godkendt af valghovedkvarteret på Christiansborg.
Selv om Mette Frederiksen sagde, at hun ikke kunne se noget problem i kontrollen, talte Politiken med flere folketingspolitikere, der mente, at det var ”udtryk for hidtil uset topstyring”.
Og det er ikke alle i folketingsgruppen, der undrer sig over den udvikling. Enkelte har allerede for et halvt år siden fortalt til TV 2, hvordan de har kigget forundret rundt i partiets gruppeværelse, når ordførerskaber eller udvalgsposter er blevet omfordelt på gruppemøderne uden varsel.
Svaret kommer prompte, når man spørger, hvem der har ansvaret for mundkurve og topstyring.
Henrik Sass Larsen og Martin Rossen. De har fået Mette Frederiksen med på ”centraliseringen af partiet”.
Den 43-årige Martin Rossen, der i dag færdes på Christiansborg, ligner derfor ikke længere ”den generte og konfliktsky unge mand”, der mødte Mette Frederiksen for første gang i DSU.
Martin Rossen mener principielt set ikke, at han bør stille op til interview, men erkender i et vist omfang, at han har ændret personlighed på det punkt.
- Det er ikke mig, der er inde i Bamse. Og det er der så nogle, der har fundet ud af, som han formulerer det.
Beskederne
De socialdemokratiske politikere, der står bag kritikken, ønsker ikke deres navne frem, og det hører med til billedet, at det ikke er mange, der gengiver kritikken. Faktisk er der flere af politikerne, man som journalist ofte tager fat i for en kritisk vurdering af ledelsen, som ikke har noget dårligt at sige. Eller i hvert fald ikke har lyst til det.
De socialdemokratiske politikere er ikke de eneste, der ikke ønsker deres navn nævnt i denne artikel. Flere end 30 venner, fjender, kolleger og partifæller er blevet spurgt til Martin Rossen i forbindelse med portrættet. Langt de fleste har frabedt sig at blive omtalt eller citeret. Flere fordi de ikke orker Martin Rossens ”rå energi i uendelige mængder” i den form, den antager, hvis man siger noget, der ikke er afstemt med toppen eller gavnligt for Socialdemokratiet.
Det kan nemlig også udløse kaskader af sms’er fra Martin Rossen, hvis man ikke samarbejder, fortæller en række kilder, TV 2 har talt med. Og i modsætning til de beskeder, Henrik Sass Larsen fremhæver, så skaber den slags sms’er fra Martin Rossen ikke ”respekt og fremdrift”. De bliver i stedet opfattet som perfide angreb, som humørsyge og personlige.
Selv om det således blandt journalister, politikere og embedsværk er opfattelsen, at Mette Frederiksen afviser, at hun og Martin Rossen kan mangle en stopklods.
- Jeg tænker over alt i min ledelsesstil og dermed også over vores engagement og temperament. Martin og jeg er ambitiøse mennesker på vegne af Socialdemokratiet. Vi tror på, at Socialdemokratiet er det bedste for Danmark. Det smitter selvfølgelig af, siger hun.
Rosen
Pludselig spidsede Anders Langballe ører. Han stod på valgnatten blandt de feststemte socialdemokrater i Fællessalen i etagen lige under Folketingssalen på Christiansborg og så op mod podiet, hvor Mette Frederiksen holdt rød bloks vindertale.
Indtil nu havde TV 2s mangeårige redaktør på Christiansborg kun hørt selvfølgeligheder om at samle hele landet og styrke velfærden. Men så i slutningen af talen skete det. Mette Frederiksen rettede en direkte og personlig tak til sin ”nære ven og vigtigste rådgiver Martin Rossen”.
Ikke siden Venstres Anders Fogh Rasmussen holdt sin sejrstale på Færgen Sjælland i 2001, kunne Anders Langballe mindes, at en vindende partiformand på valgnatten på den måde havde udpeget og rost én enkelt medarbejder. For 18 år siden var det den daværende chefstrateg og partisekretær Claus Hjort Frederiksen, som Anders Fogh fremhævede. Claus Hjort Frederiksen var på det tidspunkt ukendt i bredere kredse, men Anders Fogh Rasmussen udnævnte ham kort efter til beskæftigelsesminister i VK-regeringen.
Betød det, at Martin Rossen måske også skulle være minister – eller var det bare en anerkendelse af hendes strateg, som de fleste regner med skal følge hende over i Statsministeriet?
Torsdag morgen kom svaret så samtidig med offentliggørelsen af den nye regering. Martin Rossen var ikke på ministerlisten. Og det var en strategisk fornuftig beslutning ifølge Søren Søndergaard.
- Mit absolut velmenende råd ville være, at Martin Rossen gør mest nytte på de indre linjer. Særligt efter at Henrik Sass Larsen ikke længere er der. Jeg tror, det er der, Martin Rossen er bedst, og det, han har det bedst med. Der skal han heller ikke trækkes med pressen, når han ikke vil, siger Søndergaard.
Sådan gjorde vi
TV 2 har siden efteråret 2018 talt med flere end 30 kilder om Mette Frederiksen og Martin Rossen – om deres politiske makkerskab og deres personlige træk. Langt de fleste har ikke ønsket at optræde med navn, og vi har i disse tilfælde ikke citeret dem direkte. Men udsagnene har naturligvis været med til at danne billedet af de to, deres lederstil og politik.
De kilder, der er citeret i artiklen, har alle haft lejlighed til at se deres citater inden offentliggørelse. Martin Rossen har med en enkelt undtagelse ikke ønsket at blive citeret, men han har godkendt brugen af billedet af sønnen. Når Martin Rossen er interessant, hænger det naturligvis sammen med den enorme magt, han udøver bag kulissen. Et forhold, Mette Frederiksen selv fremhæver.