Skuffet stemmesluger fik ingen ministerpost: - Jeg havde håbet og troet, at jeg var en del af holdet

16x9
Socialdemokratiets Annette Lind har siddet i Folketinget siden 2011. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

Det hander ikke om politisk formåen, mener Annette Lind.

Onsdag aften sad hele Socialdemokratiets folketingsgruppe med øjnene fikseret på deres telefon. 19 af dem fik det opkald fra partiformanden, Mette Frederiksen (S), de havde drømt om. Annette Linds telefon var derimod tavs.

Den 50-årige vestjyde, der indtil nu har været partiets undervisningsordfører, blev ikke tilbudt en ministerpost. Dagen efter festlighederne sætter hun ord på skuffelsen.

- Jeg havde selvfølgelig håbet og troet på, at jeg var en del af holdet med det valg, jeg fik, siger hun til TV Midtvest.

- Når kommentatorer, analytikere og organisationer siger, du bliver minister, og mit kæmpe store bagland siger og håber og tror, at jeg bliver minister, og jeg selv ønsker det, så er det selvfølgelig træls.

Et politisk spil

Annette Lind sad i byrådet i Holstebro, indtil hun i 2011 blev valgt til Folketinget. I år fik hun 12.184 personlige stemmer ved folketingsvalget 5. juni.

Det er 9. flest blandt den socialdemokratiske folketingsgruppe, og alle otte over hende har fået en af de 19 ministerposter foruden statsministerposten.

Dermed ræsonnerer hun, at hun burde have haft en plads på ministerholdet, men konstaterer, at tingene ikke altid er retfærdige i politik.

Jeg har svært ved at se, at det er andet end en omgåelse af Annette Lind

Thomas Funding, politisk redaktør på avisen Danmark

- Jeg er sikker på, at jeg kunne klare at have et ministerium. Men det er et politisk spil. Det handler hverken om, om jeg er politisk tung nok eller ej. Det her handler om nogle helt andre ting, konstaterer hun uden at uddybe.

Det har hun formentlig ret i, vurderer Thomas Funding, der er politisk redaktør på avisen Danmark.

- Hvis man som kvinde i den socialdemokratiske gruppe - og med så gode stemmetal, som Annette Lind har haft - ikke er blevet valgt til en ministerrolle, så har jeg svært ved at se, at det er andet end en omgåelse af Annette Lind, siger han til TV Midtvest.

Vejet og fundet for let

Flere har ytret undren over, at statsminister Mette Frederiksen præsenterede et ministerhold med blot syv kvinder ud af 20. Altså en kvindeandel på 35 procent.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, kaldte det blandt andet "trist".

I det lys er det ekstra påfaldende, at en kvinde med stor vælgeropbakning blev forbigået.

- Hvis du er kvinde, og du ikke er blevet valgt til ministerholdet her, så er det, fordi Mette Frederiksen aktivt har været inde at vurdere, at her var der ikke noget materiale, hun kunne bruge til noget på sit ministerhold, lyder det fra Thomas Funding.

Skuffelse på hjemegnen

Som undervisningsordfører og uddannet folkeskolelærer blev Annette Lind nævnt som et bud på en undervisningsminister i den rent socialdemokratiske regering. Det var også hendes eget ønske.

Men ifølge den politiske redaktør er valget af Pernille Rosenkrantz-Theil dog mere oplagt til den post. Men man kunne sagtens have brugt Annette Lind på en anden ministerpost, siger han.

Vi er meget skuffede. Vi havde bestemt set Annette Lind som et oplagt ministeremne

Søren Frøstrup-Agge, formand i Socialdemokratiets Holstebrokreds

I stedet valgte Mette Frederiksen blandt andet at hente Roskilde-borgmesteren Joy Mogensen ind, og det blev også til en ministerbil til Lea Wermelin, der er vellidt i folketingsgruppen, men mere ukendt i den brede offentlighed.

- Der må Annette Lind sidde tilbage og overveje; hvad er det egentlig de to, Joy Mogensen og Lea Wermelin, kan, som hun ikke kan, siger Thomas Funding.

Der er også skuffelse hjemme i Holstebrokredsen, hvor formand Søren Frøstrup-Agger havde håbet på mere.

- Vi er meget skuffede. Vi havde bestemt set Annette Lind som et oplagt ministeremne. Hun er den socialdemokrat i Vestjyllands Storkreds, der har fået flest personlige stemmer, siger han til TV Midtvest.

Annette Lind blev fredag valgt som gruppesekretær, da folketingsgruppen konstituerede sig.