Rørt Samuelsen sagde farvel - og ikke kun til Udenrigsministeriet

Samuelsen har været udenrigsminister, og overleverede torsdag posten til den store minister-overraskelse, Jeppe Kofod.

- Jeg håber, at også I vil se tilbage med stolthed på de sidste to år og syv måneder, jeg har været her. Tak til alle. Ikke mindst Keld, min ministerchauffør. Tak, alle - we did it our way.

Sådan lød det fra en tydeligt rørt Anders Samuelsen (LA) ved ministeroverdragelsen torsdag eftermiddag.

Han har været udenrigsminister siden 28. november 2016, men nu overtager den store overraskelse i Mette Frederiksens ministerkabale, Jeppe Kofod (S), posten. Kofod vender samtidig tilbage til dansk politik efter fem år som EU-parlamentariker.

- Du har en perfekt baggrund. Du er tidligere medlem af Europa-Parlamentet. Så er man per definition velkvalificeret til jobbet, sagde Anders Samuelsen til sin stedfortræder.

Men han benyttede også lejligheden til se tilbage på sin egen tid i politik og at fremhæve nogle af de ting, han i sin regeringstid har fået gennemført.

Kofod: - Det bliver en stor fornøjelse

Det var en storsmilende Jeppe Kofod, der overtog talerstolen efter den nu tidligere udenrigsminister. Han sendte samtidig Samuelsen en kærlig hilsen.

- Når jeg har mødt dig, har du altid udvist en stolthed og en ydmyghed over at være Danmarks Udenrigsminister. Det har været fantastisk at opleve. Jeg synes, at du har gjort det fremragende.

Herefter vendte han blikket mod sin egen fremtidige færden på posten som en del af en ny socialdemokratisk regering.

- Det bliver en stor fornøjelse, og det er med stor ydmyghed, jeg går til opgaven, siger Jeppe Kofod til medarbejderne i Udenrigsministeriet, hvor han nu tager fat på det, han med egne ord kalder "et drømmejob".

Siden 2014 har Kofod siddet i Europa-Parlamentet, og han blev så sent som 26. maj i år valgt ind på samme plads med 188.757 stemmer.

Et definitivt farvel

Mens Jeppe Kofod igen træder ind i dansk politik, ser det anderledes ud for Anders Samuelsen. For ham er dagens overdragelse ikke kun et farvel til posten som udenrigsminister.

Efter et dårligt folketingsvalg gik han af som leder af partiet, han selv har været med til at stifte. En tilbagetrækning, Samuelsen beskrev som et ’definitivt farvel til dansk politik’.

Liberal Alliancens Anders Samuelsen trækker sig som formand efter partiets dårlige valgresultat og efterfølgende kritik fra flere partiprofiler meldt sin omgående afgang som politisk leder.

Siden den dag har han holdt sig uden af medierne, men torsdag udførte han altså for rullende kamera sin sidste gerning som minister.