Løkke til Mette Frederiksen: - Du bliver en fremragende statsminister

Afgående statsminister Lars Løkke Rasmussen har overdraget Statsministeriet til Mette Frederiksen.

Venstres Lars Løkke Rasmussen forærede sin efterfølger blå kanvasbukser og arbejdshandsker, da han torsdag eftermiddag overdrog hende Statsministeriet.

Det var for at minde den nye socialdemokratiske statsminister om, at der skal være danskere på arbejdsmarkedet for at få økonomien til at hænge sammen.

- Så, nu er du i arbejdstøjet. Tillykke og held og lykke med det. Jeg tror, du bliver en fremragende statsminister, lød det fra den afgående statsminister til den nye, Mette Frederiksen (S).

Det er et Danmark i topform, jeg kan give videre. Det skal du passe på. Det ved jeg også, at du vil. Det føler jeg mig helt tryg ved

Lars Løkke Rasmussen til Mette Frederiksen

Den traditionelle ministeroverdragelse foregik i Spejlsalen i Statsministeriet på Christiansborg. Det er ofte blevet sagt, at man overdrager nøglerne til Statsministeriet, men som Løkke påpegede, findes den nøgle slet ikke.

- Der er bare et plastikkort, og det får man heller ikke brug for, sagde Løkke og henviste til alle de embedsmænd, der følger med i pakken, og som åbner alle døre "i enhver forstand" for den til enhver tid siddende statsminister.

Den afgående statsminister gentog det, som han efterhånden har sagt mange gange nu - at Danmark er et fantastisk land i topform. Men denne gang var det ikke som en del af hans valgretorik. Paraderne var nede.

- Det (Danmark, red.) skal du passe på. Det ved jeg også, at du vil. Det føler jeg mig helt tryg ved, sagde Løkke.

Herefter trådte de to partiformænd frem og gav hinanden et kram.

Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen udvekslede gaver og de ikke-eksisterende nøgler til Statsministeriet.
Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen udvekslede gaver og de ikke-eksisterende nøgler til Statsministeriet. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En af de dygtigste politiske forhandlere

Da Mette Frederiksen efterfølgende tog ordet, gengældte hun de pæne ord og sendte taknemmelighed den anden vej. Hun takkede Lars Løkke Rasmussen for en ualmindeligt lang, men fair valgkamp, hvor de to statsministerkandidater holdt en sober tone hele vejen igennem.

Og hun takkede for Venstre-formandens "mangeårige indsats for Danmark" og enorme engagement.

- Du skal heller ikke tage fejl af, at alle os, der har mødt dig i forhandlinger, altid har vidst, at vi sad overfor en af de tungeste, sværeste og dygtigste politiske forhandlere i Danmark. Det er på sin plads at give en helhjertet tak for alt det, du har gjort for dansk politik, sagde statsminister Mette Frederiksen.

Et sidste udbrud

Hun forærede den nu forhenværende statsminister - og ivrige amatørcykelrytter - den prikkede bjergtrøje fra cykelløbet Tour de France.

- Du har cyklet Danmark rundt, fået Tour de France til Danmark, kørt med Team Rynkeby og Løkkefonden. Du taler om cykling og bruger metaforer som, at "det er op ad bakke". I valgkampen tog du det så yderligere et stykke, da du gik i udbrud til sidst. Derfor skal du selvfølgelig have en særlig gave, sagde Mette Frederiksen.

Sidstnævnte med henvisning til, at Løkke opgav at danne en borgerlig regering dagen før valget og erklærede, at han gik til valg på at danne regering henover midten.

Løkke takkede for trøjen og tog for en kort bemærkning mikrofonen i Spejlsalen en sidste gang for at fortælle en anekdote om dengang, han skulle cykle til Paris med Team Rynkeby.

Her var hele feltet iført gule trøjer, men Statsministeriet satte foden ned. En statsminister kunne ikke køre rundt i en trøje fyldt med reklamer.

Gode råd var dyre. Men i sidste øjeblik kom embedsmændene med en løsning: En dannebrogsmønstret trikot.

- PET var lidt utilfredse med konceptet. Man kunne se 500 mennesker i gult tøj, og så landets statsminister med et sigtekorn hen over brystet, grinede en afslappet Løkke, der også fik joket med, at han kun kunne nippe til sit glas champagne ved ministerieoverdragelsen.

- Jeg skal jo selv køre hjem i dag.

- Tak for denne gang

Lars Løkke Rasmussen fik en vandrerygsæk i afskedsgave af departementschefen i Statsministeriet, Christian Kettel Thomsen - med det formål, at han kan bruge den på vandreture med familien.

På Facebook har den afgående statsminister lagt et billede op, hvor han har tasken over skulderen. Til billedet skriver han:

- Tak for denne gang. Det har været et privilegium at få lov til at have været jeres statsminister.

Tak for denne gang. Det har været et privilegium at få lov til at have været jeres statsminister.

Posted by Lars Løkke Rasmussen on Thursday, June 27, 2019