Mette Frederiksen præsenterer torsdag sin regering.
Politik

Se listen: Her er alle 20 ministre i ny S-regering

Der var flere overraskelser på listen, da Danmarks nye socialdemokratiske regering blev offentliggjort.

Torsdag formiddag har Mette Frederiksen sat navn på sit nye ministerhold.

Der er tale om en ren socialdemokratisk regering, og listen tæller i alt 20 navne, heriblandt både gamle kendinge og ministerdebutanter.

- De er først og fremmest valgt ud fra, at det er folk, der laver noget. Det er et vigtigt kriterium for mig, at man står tidligt op og passer sit arbejde. Og så er det et stærkt ideologisk socialdemokratisk hold. De bærer de socialdemokratiske værdier stærkt i deres hjerte, siger Mette Frederiksen.

Det nye ministerhold består af 7 kvinder og 13 mænd og har en gennemsnitsalder på 41,8 år.

Både de afgående ministre fra VLAK-regeringen og de nye S-ministre skal forbi dronningen på Amalienborg, inden der er ministeroverdragelser i ministerierne torsdag eftermiddag.

Herunder kan du se hele listen over de nye ministre i Mette Frederiksens S-regering:

Mette Frederiksen

Statsminister

41 år, bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet og en masteruddannelse i afrikastudier fra Københavns Universitet. Hun har siddet i Folketinget siden 2001 og har tidligere været beskæftigelsesminister og justitsminister.

Nicolai Wammen

Finansminister

48 år, kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet. Wammen har siddet i Folketinget siden 2011 og har tidligere været forsvarsminister. Inden da var han i en årrække borgmester i Aarhus.

- Det oplagte valg. Han har siddet ved siden af Mette Frederiksen under hele forhandlingsprocessen. Han skal især forsøge at bygge bro i de kommende finanslove mellem Enhedslisten og Radikale Venstre. Det er en stor opgave, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Jeppe Kofod

Udenrigsminister

45 år, master i Public Administration fra Harvard University og BA scient.soc. Kofod har siddet i Folketinget fra 1998 til 2014, hvorefter han blev valgt til Europa-Parlamentet og genvalgt ved valget i år.

- Ministerholdets helt store overraskelse. Få havde budt på ham som ny udenrigsminister. Omvendt er det helt åbenlyst, at han har erfaring med international politik efter at have siddet Bruxelles i årevis, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Nick Hækkerup

Justitsminister

51 år, ph.d. og cand.jur. fra Københavns Universitet. Hækkerup har siddet i Folketinget siden 2007. Tidligere har han været forsvarsminister, handels- og europaminister og minister for sundhed og forebyggelse.

- En af dem, som selvfølgelig skulle have en tung ministerpost, og som har ministererfaring. Hidtil er det ikke på justits- og retsområdet, Hækkerup har gjort mest opmærksom på sig selv, så det bliver interessant at følge, hvilken linje han vil lægge, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Pernille Rosenkrantz-Theil

Børne- og undervisningsminister

42 år, bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet. Sad mellem 2001 og 2007 i Folketinget for Enhedslisten. Siden skiftede hun parti, og fra 2011 frem til i dag har hun været folketingsmedlem for Socialdemokratiet.

- Hun er en af Mette Frederiksens tætte allierede. Hun får nu opgaven med at levere på det, S-formanden har lovet i valgkampen, nemlig at hun vil være børnenes statsminister. Hun har aldrig tidligere været minister, så det er en stor opgave for hende, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Simon Kollerup

Erhvervsminister

33 år, cand.scient.pol. og BSc.pol. fra Københavns Universitet. Kollerup har siddet i Folketinget siden 2011. Tidligere har han været konsulent for Københavns overborgmester Frank Jensens sekretariat (S).

- Har især gjort sig bemærket som fiskeriordfører i denne valgperiode. En af dem uden ministererfaring, som nu skal lære at navigere på et område, hvor der er forskellige interesser og rigtig meget på spil, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Morten Bødskov

Skatteminister

49 år, bachelor i samfundsfag fra Aalborg Universitet. Bødskov har siddet i Folketinget siden 2007 og var justitsminister fra 2011 til 2013. Gik af som justitsminister efter sagen om den såkaldte 'nødløgn'.

- Oplagt at hive ind på et relativt tungt ministerområde. Han har ministererfaring, er tæt på Mette Frederiksen og kommer nu til at stå i spidsen for den store opgave med at få genopbygget skattevæsenet efter de store skandaler, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Mogens Jensen

Minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde

55 år, har fagbevægelsens lederuddannelse fra LO-skolen i Helsingør. Mogens Jensen har siddet i Folketinget siden 2005 og har tidligere været handels- og udviklingsminister. Før det har han blandt andet arbejdet som konsulent i LO.

- Ikke overraskende, at han bliver minister, men jeg er overrasket over, at han får det her ministerium. Mange havde spået, at han kunne blive kulturminister, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Astrid Krag

Social- og indenrigsminister

36 år, har læst på bacheloruddannelsen i statskundskab på Københavns Universitet. Krag har tidligere været valgt til Folketinget for SF, men skiftede i 2014 til Socialdemokratiet. Som SF'er har hun tidligere været minister for sundhed og forebyggelse.

- Også et oplagt valg. Krag har været en af de socialdemokrater, der de seneste år har markeret sig på velfærdspolitikken. Det her er også et rigtigt velfærdsministerium, så det giver god mening, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Dan Jørgensen

Klima-, energi- og forsyningsminister

44 år, kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet. Jørgensen blev valgt til Folketinget i 2015, men inden da var han minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Tidligere medlem af Europa-Parlamentet og næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe.

- Jørgensen er stærk på det grønne område. Hans ministerium kommer til at blive helt centralt, fordi den nye regering har grøn omstilling som en af de absolutte topprioriteter.

Benny Engelbrecht

Transportminister

48 år, har taget kurser på merkonomuddannelsen i markedsføring på Handelsskolen i Aabenraa. Han har været medlem af Folketinget siden 2007 og er tidligere skatteminister.

- Transportministeriet bliver også centralt i denne valgperiode. Blandt andet fordi det kommer til at spille en stor rolle i den grønne omstilling. Her er Engelbrecht et driftssikkert valg med ministererfaring, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Rasmus Prehn

Minister for udviklingssamarbejde

46 år, bachelor i offentlig administration og kandidat i samfundsfag og sociologi fra Aalborg Universitet. Prehn har siddet i Folketinget siden 2005.

- Det er ikke et af de tungeste ministerier, Prehn får. Men omvendt er der en stor opgave i, at han skal arbejde for den plan, Mette Frederiksen tidligere har fremlagt - nemlig en ny måde at håndtere flygtningesituationen og en slags Marshall-plan for Afrika, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Kaare Dybvad

Boligminister

34 år, cand.scient. i geografi og geoinformatik fra Københavns Universitet og bachelor i geografi/teksam fra RUC. Dybvad har siddet i Folketinget siden 2015.

- Dybvad er en af dem, som S-toppen ser et stort lys i. Har blandt andet gjort sig bemærket med sine tanker om et Danmark i balance og et opgør med eliten. Det bliver interessant at følge, hvordan det kommer til at præge boligpolitikken, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Magnus Heunicke

Sundheds- og ældreminister

44 år, uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Han har været medlem af Folketinget siden 2007 og er tidligere transportminister. Før det arbejdede Heunicke blandt andet som journalist på Danmarks Radio.

- Endnu en socialdemokrat med ministererfaring og en minister, der står foran en stor opgave med for eksempel at formulere vejen frem for det danske sundhedsvæsen, efter blå bloks sundhedsreform er lagt i graven, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Mattias Tesfaye

Udlændinge- og integrationsminister

38 år, uddannet murersvend ved Skanska og Århus Tekniske Skole. Tesfaye har siddet i Folketinget siden 2015 og har blandt andet været integrationsordfører for Socialdemokratiet.

- Tesfaye er dybt nede i det her område og har for nylig udgivet en bog om udlændingepolitik. Men det bliver også en svær post, fordi han straks ved sin indsættelse kommer til at blive mødt af anklager om løftebrud fra blå blok, fordi Socialdemokratiet allerede har givet udlændingeindrømmelser til sine støttepartier, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Trine Bramsen

Forsvarsminister

38 år, cand.scient.soc. fra Roskilde Universitetscenter. Bramsen har siddet i Folketinget siden 2011, hvor hun i flere år har været socialdemokraternes retsordfører.

- Hun bliver af den socialdemokratiske top betegnet som arbejdsom og loyal. Men det ministerium, hun nu skal stå i spidsen for, bliver ikke et af de mest arbejdstunge, da et forsvarsforlig for nylig er forhandlet på plads, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Peter Hummelgaard

Beskæftigelsesminister

36 år, cand.jur. fra Københavns Universitet. Hummelgaard har siddet i Folketinget siden 2015. Han tidligere arbejdet som konsulent.

- Et af socialdemokraternes store unge håb, som nu for første gang skal prøve kræfter med en ministerpost. Beskæftigelsesministeriet er et centralt ministerium - især i socialdemokratiske regeringer - og han kommer til at kæmpe for at få gennemført sit partis valgløfte om tidligere pension til nedslidte, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Ane Halsboe-Jørgensen

Uddannelses- og forskningsminister

36 år, cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun har siddet i Folketinget siden 2011. Før det har Halsboe-Jørgensen arbejdet som konsulent ved LO.

- Hun var oplagt til den her post og en af dem, rigtig mange på forhånd ville have spået på ministerholdet. Har ikke ministererfaring, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Lea Wermelin

Miljøminister

34 år, cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Wermelin har siddet i Folketinget siden 2015. Tidligere har hun blandt andet arbejdet som politisk medarbejder på Christiansborg for Socialdemokratiet.

- En af dem, man langt fra var sikker på ville få en ministerpost. Det er svært at spå om, hvad hendes rolle præcist bliver i spørgsmålet om den grønne omstilling, fordi der er en række grønne ministerier i den her regering, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Joy Mogensen

Kulturminister og kirkeminister

38 år, bachelor i kultur- og sprogmødestudier fra Roskilde Universitet. Joy Mogensen har siden 2011 været borgmester i Roskilde Kommune og offentliggjorde tidligere i år, at hun er gravid.

- En overraskelse, men omvendt et oplagt valg for Mette Frederiksen at hive en borgmester ind. Hun skal nu vænne sig til Christiansborg og til at sidde i spidsen for et ministerium. Det bliver interessant at se, hvordan hun oplever den helt nye rolle, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.