Socialdemokratiet danner mindretalsregering
Det har taget lang tid at nå i mål med en aftale om retningen for en ny regering, mens sent tirsdag aften lykkedes det.
Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen bliver Danmarks næste statsminister. Hun skal stå i spidsen for en socialdemokratisk mindretalsregering med opbakning fra Radikale, Enhedslisten og SF.
Det annoncerede en glad Mette Frederiksen kort før midnat tirsdag aften:
- Det er selvfølgelig med stor glæde, at vi efter tre ugers forhandlinger, kan meddele at der er flertal for at danne en ny regering i Danmark, sagde Mette Frederiksen, da hun forlod Landstingsalen flankeret af Pernille Skipper, Morten Østergaard og Pia Olsen Dyhr.
- Derfor går jeg til majestæten i morgen og indstiller på baggrund af de undersøgelser, jeg har haft som kongelig undersøger, at der dannes en socialdemokratisk regering i Danmark, fortsatte hun.
18 siders aftaletekst
Der er blevet indgået en politisk aftale med titlen "Retfærdig retning for Danmark" mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre.
Dokumentet er 18 sider langt og indeholder de formuleringer, som de fire partier har brugt 20 dage på at forhandle på plads.
Det er dog ikke at forveksle med et regeringsgrundlag. For sådan et kommer der slet ikke, gjorde Mette Frederiksen klart på et efterfølgende pressemøde.
- Det her er ikke et regeringsgrundlag, og der kommer ikke et. Jeg kommer til at præsentere regeringens idéer og det arbejde, vi sætter os for. Det her er en politisk forståelse mellem de fire partier, og det er grundlaget for, at vi kan danne en regering, sagde Mette Frederiksen og tilføjede:
- Det er selvfølgelig det grundlag, vi kommer til at arbejde på. Jeg føler mig meget forpligtet over for det her papir og kommer til at være tro over for både dets ord og intention hele vejen igennem.
En af de længste regeringsforhandlinger
Der er nu sat foreløbigt punktom for de ugelange forhandlinger mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten tirsdag aften.
Forhandlingerne mellem de fire partier har været lange, og der er gået 20 dage siden folketingsvalget. Det bringer dem ind på en delt fjerdeplads over de længste i danmarkshistorien.
Her kan du få overblik over, hvad det er partierne er blevet enige om.