Valg 2019

- Det er ikke den letteste opgave, jeg har haft, siger Frederiksen

Enhedslisten kræver et opgør med de seneste mange års økonomiske politik. De radikale advarer mod velfærdsløfter uden rygdækning.

Der er fortsat et stykke vej, før Danmark får en ny regering.

Sådan lyder det fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, efter hendes parti fredag middag har været til det første fælles møde med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

- Det er da ikke den letteste opgave, jeg har haft i mit liv, siger den socialdemokratiske formand.

Økonomi er en af de største knaster

Det fælles møde handlede om den økonomiske politik, og det er en af de helt store knaster i forhandlingerne.

Tilliden til politikere er faldet, fordi der er udstedt så mange løfter

Morten Østergaard, Radikale Venstre

Radikale Venstre ønsker arbejdsudbudsreformer, så flere danskere kommer ud på arbejdsmarkedet. Det er ifølge partiet nødvendigt for at indfri løfterne om flere ansatte i den offentlige sektor i eksempelvis daginstitutionerne.

Enhedslisten frygter dog, at sådanne reformer medfører skattelettelser til de mest velstillede og dårligere vilkår for arbejdsløse, pensionister og studerende. Det mener partiets politiske ordfører, Pernille Skipper, har været tilfældet de seneste 20 år, og det skal der sættes en stopper for, siger hun.

- Det er et absolut no go for Enhedslisten, lyder det fra Pernille Skipper.

Hun erkender dog, at der skal gøres noget, hvis partiets velfærdsløfter skal blive til virkelighed, fordi der kommer til at mangle pædagoger og sygeplejersker.

- Vi skal uddanne flere, og flere skal have lov til at gå fra deltid til fuldtid. Det er den slags, vi skal fortsætte med at diskutere, siger hun.

Østergaard: Ingen forhåbninger uden forpligtigelser

Radikale Venstre mener blandt andet, at det er nødvendigt at give virksomhederne bedre muligheder for at hente udenlandsk arbejdskraft, men hos Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er der en bekymring for, at det kan være med til underminere vilkårene på det danske arbejdsmarked.

Den radikale leder Morten Østergaard betoner efter dagens møde nødvendigheden af at få flere hænder på arbejdsmarkedet og erklærer sig parat til at se på flere muligheder. Han slår dog fast, at det er nødvendigt at gøre noget, og siger, at han ikke vil være med til at skabe forhåbninger om bedre velfærd, uden at der findes en finansiering.

- Tilliden til politikere er faldet, fordi der er udstedt så mange løfter, som folk har følt ikke har afspejlet den virkelighed, de har, siger Morten Østergaard og fortsætter:

- Der spiller jeg bare med åbne kort og siger, at vi ikke kan øge velfærden i Danmark med titusindvis af nye offentligt ansatte uden også samlet set at øge beskæftigelsen i Danmark.

Frederiksen: Afgørende med ansvarlig politik

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, siger, at forhandlingerne fredag har været ”super nyttige”. Samme udtryk bruger Socialdemokratiets Mette Frederiksen ikke.

- Det er afgørende, at der bliver ført en ansvarlig politik. Men også, at vi bruger de gode tider til at sikre, at det også går godt om fem-ti år. Det handler om vores eksport og konkurrenceevne, men også om at få opkvalificeret vores ufaglærte arbejdskraft, siger Mette Frederiksen.

Direkte adspurgt, om partierne er tættere på et fælles grundlag på det økonomiske område, svarer hun:

- Ja, det er vi måske al den stund, at nu arbejder vi videre med dét, vi er blevet enige om at arbejde videre med.

Det er uvist, hvornår der er nye forhandlinger.