Politik

Flertal vil ikke lade politiet undersøge sig selv efter 'katastrofal' datafejl

En IT-fejl kan i yderste konsekvens have haft betydning for efterforskningen og vurderingen af beviserne i straffesager fra 2012 til 2019.

En række advokater kalder fejlen for både ”katastrofal” og ”chokerende”.

Og nu råber også flere politikere vagt i gevær, efter at det kom frem, at op imod 10.000 straffesager fra de seneste syv år skal gennemgås på grund af en IT-fejl med sagernes teleoplysninger.

Et politisk flertal kræver nu, at det ikke alene er politiet selv og anklagemyndigheden, der skal vurdere, om sagerne skal gå om. En uvildig part skal også bistå i forbindelse med vurderingen, lyder det:

- Hvis det pludselig bliver sådan, at det er anklageren alene, der kommer til at vurdere, om et bevis er holdbart, kan der blive en uligevægt i den retssikkerhed, som vi smykker os af i Danmark. Jeg synes, at det bør være en neutral dommer, der skal afgøre det, siger Venstres Preben Bang Henriksen.

Advokater må ikke gemme data

Han bakkes op af Enhedslistens Rosa Lund.

- Det er meget mærkeligt at undersøge sig selv. Det betyder jo, at man kan fremlægge en undersøgelse, så den bliver bedst mulig for en selv. Det er ikke, fordi jeg har mistillid til politiet, men jeg vil have det gjort rigtigt første gang, siger Rosa Lund.

Ønsket kommer, fordi forsvarsadvokaterne som følge af persondatalovgivningen ikke længere må beholde deres klienters sagsakter, når sagen er afsluttet.

Jeg kan ikke gå tilbage, for jeg har dem ikke (sagerne, red.) længere

Thorkild Høyer, forsvarsadvokat

Derfor er det alene politiet og anklagemyndigheden, der skal vurdere, om der er sket fejl. Det kan både være skyldige, der er gået fri, og uskyldige, der er dømt.

Forsvarsadvokaterne har med andre ord slet ikke mulighed for at korrigere eventuelle fejl, lyder det fra forsvarsadvokat Thorkild Høyer:

Forsvarsadvokat Thorkild Høyer fortæller, at de ikke længere har mulighed for at korrigere eventuelle fejl i retssager pga. persondatalovgivningen.

- Jeg kan ikke gå tilbage, for jeg har dem ikke længere. Alle mine oplysninger om de sager er væk, siger Thorkild Høyer, der gerne så en lempelse af persondatalovgivningen som følge af denne sag.

Professor: - En uvildig part giver mening

Fejlen blev konstateret i februar og blev offentligt kendt mandag, efter at Rigspolitiet havde orienteret Advokatrådet. Fejlen har sneget sig ind i det dataprogram, som politiet bruger til at konvertere de teleoplysninger, de får fra teleselskaberne. Politiet får data fra mange selskaber, og det er tidligere besluttet, at informationerne skal konverteres til ét fælles format.

Men i februar opdagede man, at der manglede nogle oplysninger i noget af det konverterede data. Systemet kan med andre ord fejlagtigt have frasorteret en del oplysninger, der skulle have været bevaret.

Det kan eksempelvis være, at en mobiltelefon, der er registreret på en mobilmast, er blevet frasorteret.

Teleoplysninger kan i retssager være en del af bevisførelsen, da oplysningerne kan påvise, hvor en mistænkt eller tiltalt har befundet sig på et bestemt tidspunkt. Dermed kan sager muligvis være afgjort på et forkert grundlag.

Som part i sagen har politiet jo ikke nogen stor interesse i, at rigtig mange sager skal frem i lyset

Jørn Vestergaard, professor i strafferet

Derfor er der behov for et par ekstra øjne, hvis sagen skal vurderes korrekt, lyder det fra professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard.

- Som part i sagen har politiet jo ikke nogen stor interesse i, at rigtig mange sager skal frem i lyset. For at opnå størst mulig tillid til kvaliteten af oprydningen ville det give god mening at koble en helt uvildig part på undersøgelserne, siger han.

Ifølge Jørn Vestergaard kunne det være en gruppe af uafhængige fagpersoner med både teknisk og juridisk indsigt.

Politiet: Vi gør, hvad vi kan

Politiet selv vurderer, at det drejer sig om i omegnen af 10.000 sager fra 2012 til 2019. Og det er både sager, der er afsluttet, og sager, der ikke er opklaret, eller hvor der er rejst sigtelse, men ikke tiltale.

En af de sager er den meget omtalte sag om den dræbte Emilie Meng, hvor familiens advokat har fået oplyst, at der er sket fejl.

Kan man så have tillid til, at vi selv forvalter denne her undersøgelse? Det må andre jo vurdere

Torben Mølgaard Jensen, Rigspolitiet

Selve datafejlen blev rettet 8. marts 2019. Og siden har Rigspolitiet indført en manuel kontrolprocedure for at undgå lignende fejl.

- Kan man så have tillid til, at vi selv forvalter denne her undersøgelse? Det må andre jo vurdere. Jeg kan garantere for, at vi gør, hvad vi kan, for at rette op på de fejl, der er, sagde chefpolitiinspektør ved Rigspolitiet Torben Mølgaard Jensen tirsdag.

Findes der fejl i sagerne, er det op til Rigsadvokaten at vurdere, om sagen skal tages op igen. Efterfølgende vil de enkelte forsvarsadvokater blive kontaktet.

Det politiske flertal består af alle partier i Folketinget undtagen Socialdemokratiet og Liberal Alliance. Socialdemokratiet foreslår, at der først laves en hurtig undersøgelse, inden der tages stilling til en uvildig undersøgelse. Liberal Alliance er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelse onsdag.