Politik

Skipper hamrer løs på Løkke – men det er andre, hun skal lægge arm med, siger kommentator

Selvom Pernille Skipper forsøger at gøre Løkke til hovedmodstanderen, erkender hun, at Enhedslisten også har store udfordringer med røde partier.

Han er egentlig kørt ud på et sidespor for øjeblikket i dansk politik, men Enhedslistens politiske ordfører kunne alligevel ikke lade være med at nævne Lars Løkke Rasmussen som hovedmodstanderen, da hun fredag eftermiddag talte ved Folkemødet på Bornholm.

Her langede hun ud efter den måske snart forhenværende statsministers politik i de forgangne fire år.

- Endelig kan vi komme i gang med at rydde op efter ham og hans venner. Dem, der har kørt klapjagt på syge og arbejdsløse, dem, der har sendt tusindvis af børn og deres familier ud i fattigdom og dem, der har ladet gyllebaronerne søle vores natur til, siger Pernille Skipper.

Kommentator: Et gammelt trick

Det var især Lars Løkke Rasmussens økonomiske politik, som Enhedslistens frontfigur lagde afstand til, men ifølge politisk kommentator Søs Marie Serup er det i den kommende tid nogle andre, Enhedslisten skal kæmpe med.

- Hun bruger sit gamle trick med at vælge en fjende, der står lidt til højre for den, hun i virkeligheden lægger arm med lige nu, siger Søs Marie Serup.

Selvom Pernille Skipper forsøger at gøre Løkke til hovedmodstanderen, erkender hun, at Enhedslisten også har store udfordringer med røde partier.

Enhedslisten er for øjeblikket med i forhandlingerne om retningen for en ny regering under Mette Frederiksens ledelse. Her deltager foruden Socialdemokratiet også SF og Radikale Venstre, og ifølge Søs Marie Serup er det her, Pernille Skipper skal tage nogle store kampe.

- Hun taler op imod den borgerlige regering og alle dens ulyksaligheder, men hvis vi virkelig ser på, hvor diskussionen og armlægningen er lige nu, er det hos de partier, hun sidder og forhandler med, siger den politiske kommentator.

Store uenigheder med Frederiksen og Østergaard

I forhandlingerne med de øvrige partier er der især to områder, der kan give Pernille Skipper udfordringer.

På udlændingeområdet kræver Enhedslisten lempelser, mens Socialdemokratiet på den anden side har lovet at stå vagt om en stram udlændingepolitik.

Men også på det økonomiske område kan der opstå uenigheder i rød blok.

Radikale Venstre ønsker en økonomisk politik, der på flere områder minder om de borgerliges, og politisk leder Morten Østergaard vil blandt andet have reformer, der øger arbejdsudbuddet, så danskerne bliver længere på arbejdsmarkedet og arbejder mere.

Det er Enhedslisten modstander af, og Pernille Skipper erkender da også, at det ikke kun er Lars Løkke Rasmussen, hun er uenig med på det økonomiske område.

Advarer mod radikalt forslag

Hun siger selv, at afstanden mellem Enhedslistens og Radikale Venstres økonomiske politik er en af de større knaster.

Pernille Skipper nævner som eksempel, at hun er imod det radikale forslag om at afskaffe den grønne check, der kompenserer borgere med lave indkomster for klimaafgifter.

- Det er flere hundrede kroner om året direkte op af lommerne på en folkepensionist. Og det synes jeg er en overordentlig dårlig ide, siger Pernille Skipper i et interview med TV 2 efter talen.

Ikke enig i Frederiksens udlægning

I den kommende tid fortsætter forhandlingerne om dannelsen af en ny regering, og ifølge Mette Frederiksen går det for øjeblikket rigtig godt.

Den udlægning er Pernille Skipper dog ikke ubetinget enig i. Hun mener, det er for tidligt at sige noget klart om på nuværende tidspunkt.

- Men jeg giver da Mette Frederiksen ret i, at der virker til at være en indstilling om, at vi alle sammen skal bøje os lidt mod hinanden, og at vi har et mål om, at her skal fungere, siger hun.