Nu bakker Mette Frederiksen op om Vestager til EU-toppost
Ifølge Mette Frederiksen er det i dansk interesse at bakke op om Margrethe Vestager.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har hidtil ikke villet svare klart på, om hun bakker op om Margrethe Vestager som kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen, men det gør hun nu.
I et partilederinterview med TV 2 fredag eftermiddag giver hun opbakning til den tidligere radikale minister.
- Hvis Margrethe Vestager er i nærheden af at kunne blive formand for EU-Kommissionen, så er det da i dansk interesse at bakke hende op, siger Mette Frederiksen til TV 2.
Løkke bakker også op
Luxembourgs Jean-Claude Juncker har været formand for EU-Kommissionen siden 2014, men i næste uge skal EU-landenes regeringschefer på et møde i Det Europæiske Råd diskutere, hvem der skal tage over.
Det bliver formentlig Venstres Lars Løkke Rasmussen, der som fungerende statsminister tager med til mødet, og han har tidligere udtrykt opbakning til Margrethe Vestagers kandidatur. De tilhører begge den liberale gruppe i EU-Parlamentet.
- Margrethe Vestager er det bedste liberale bud på en kommisionsformand, så det vil selvfølgelig glæde mig med mit liberale hjerte, men også med mit danske hjerte, hvis vi kunne få en dansk toppost, sagde Lars Løkke Rasmussen i slutningen af maj til TV 2.
En magtfuld post
Margrethe Vestager meldte for godt en måned siden officielt ud, at hun stiller op som kandidat til at overtage posten efter Jean-Claude Juncker. Hun er i dag konkurrencekommissær, men går altså nu efter en af de allerhøjeste titler.
EU-Kommissionen er den eneste af EU's institutioner, der fremsætter lovforslag, og kommissionen gennemfører de beslutninger som tages i Europa-Parlamentet og EU-Rådet, hvor ministre fra medlemslandene sidder.
Det er er magtfuld post, Margrethe Vestager går efter, men hun er langt fra den eneste om buddet.
TV 2s korrespondent Svenning Dalgaard gjorde for nyligt status over kandidatfeltet, og her kan du læse hans vurdering:
S-formands støtte er ikke nok
TV 2’s europakorrespondent, Lotte Mejlhede, beretter, at det sitrer i Bruxelles i takt med, at spændingen stiger om, hvem der skal have topposterne i EU-systemet.
- Set med danske øjne er det super interessant, hvis Margrethe Vestager kan få den prestigefyldte post som formand for EU-Kommissionen. Og her hjælper det selvfølgelig, at den måske kommende danske statsminister Mette Frederiksen nu siger, at hun støtter Vestager, siger Lotte Mejlhede.
Den udstrakte hånd fra Mette Frederiksen er dog kun en lille del af den hjælp, Vestager skal bruge, understreger TV 2’s korrespondent.
- De fleste af EU’s andre lande – samt et flertal i Europa-Parlamentet – skal også bakke op om hende. Og lige nu venter alle på, at en tilsyneladende helt fastlåst situation mellem Frankrig og Tyskland løsner sig, da Macron og Merkel endnu ikke er helt enige om, hvordan kabalen skal lægges, siger hun.
- Vestager har stadig en reel chance
Dertil kommer, at man endnu ikke ved, om nogle af de nuværende stats- og regeringschefer vil melde sig på banen i sidste øjeblik til én af topposterne.
- I den forbindelse kigger alle selvfølgelig på de ledere, der ser ud til snart at måtte forlade deres statsministerkontor. Og her har vi jo en anden kendt dansker, Lars Løkke Rasmussen, der nok ikke ville takke nej til at blive Donald Tusks afløser som formand for Det Europæiske Råd, hvis chancen skulle byde sig. Men det ville være på bekostning af Vestager, da to danskere – tilmed fra den samme liberale gruppe – aldrig kunne besætte EU-topposter på samme tid, siger Lotte Mejlhede.
Inden det for alvor går løs i næste uge, kan man dog, ifølge TV 2’s korrespondent, blot konkludere to ting:
- For det første: Vestager har stadig en reel chance. Og for det andet: Alt er stadig usikkert. Den nuværende EU-top satser på, at vi har en afklaring på topmødet torsdag i næste uge. Det kan dog meget vel være, at man skal ud i en anden runde senere i juli.