Politik

Minimumsnormeringer er ikke klar næste år, siger Pia Olsen Dyhr

SF's Pia Olsen Dyhr talte fredag aften på Folkemødet på Bornholm. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Det kommer til at tage nogle år at komme i mål med minimumsnormeringer, siger SF's formand.

SF’s store plan om at indføre minimumsnormeringer i daginstitutioner bliver ikke til virkelighed næste år.

Det siger partiformand Pia Olsen Dyhr i et interview med TV 2, efter hun fredag aften har holdt sin partiledertale på Folkemødet på Bornholm.

- Der er jo ingen, der tror, at vi lykkes med det på ét år. Vi ved godt, at vi skal have uddannet flere pædagoger, og vi skal have nogle af pædagogerne på halv tid op på fuld tid, siger Pia Olsen Dyhr.

Truer med ikke at stemme for finanslov

SF har på intet tidspunkt sagt, at minimumsnormeringer vil være på plads umiddelbart efter et regeringsskifte, men partiet har et klart krav til en ny regering.

Når en ny regering senere på året skal indgå den første finanslovsaftale, skal der være en plan for, hvordan minimumsnormeringer bliver indført. Ellers vil SF ikke stemme for finansloven, og det kan i sidste ende betyde, at en ny regering ikke kan fortsætte.

Pia Olsen Dyhr håber dog ikke, at en mulig kommende regering ledet af Socialdemokratiets Mette Frederiksen bliver tvunget til at gå af, selvom SF ikke stemmer for finansloven.

Hun håber i stedet, at Mette Frederiksen så kan finde flertal for sin finanslov med andre partier.

- Jeg har ikke lyst til at lukke Lars Løkke Rasmussen ind. Men jeg kender Mette Frederiksen, og jeg forventer, at hun lytter til sit parlamentariske grundlag, og det her er et godt sted at lytte.

Mange partier vil have flere pædagoger

Mette Frederiksen er flere gange i løbet af de seneste uge blevet spurgt, hvad hun mener om minimumsnormeringer. Hun har sagt, at hun ikke er skræmt af det, men Socialdemokratiets formand har på den anden side heller ikke omfavnet kravet og sagt, at det er noget hun selv vil arbejde for.

Derfor må de videre forhandlinger om dannelsen af en ny regering nu afgøre, hvad der kommer ske. Her deltager både Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, og alle fire partier taler om behov for flere pædagoger.

Især SF har brugt TV 2s dokumentar 'Daginstitutioner bag facaden' som eksempel på, at der er for øjeblikket er for få ansatte. I dokumentaren viser skjulte optagelser kritisable forhold i flere københavnske daginstitutioner.

Det har fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også medgivet, men han mener ikke, løsningen er at lave minimumsnormeringer. Han siger, problemet er kommunalt og nævner, at Københavns Kommune på ledelsesniveau ikke har sørget for tilstrækkeligt godt personale.

- Jeg har set nogle af klippene, og jeg har set rigeligt til, at jeg bliver oprigtig ked af det. Jeg synes, det er nogle hjerteskærende scener, der bliver bragt, som jo et eller andet sted er et vidnesbyrd om et kolossalt ledelsesmæssigt svigt i Københavns Kommune, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2.