Politik

Henrik Dahl undskylder over for Bock, Frank og Samuelsen

Henrik Dahl under valgfesten hos Liberal Alliance på Christiansborg.  Philip Davali / Ritzau Scanpix

Henrik Dahl fortryder den kritik, han kom med oven på Liberal Alliances valgnederlag.

Liberal Alliances genvalgte folketingsmedlem, Henrik Dahl, undskylder nu den kritik, han rettede mod en række kolleger i Liberal Alliance i kølvandet på folketingsvalget.

Dagen efter Liberal Alliances valgnederlag krævede Henrik Dahl partileder Anders Samuelsens afgang og beskyldte samtidig partilederen for nepotisme ved at have udpeget sin egen søster, Mette Bock, som kultur- og kirkeminister og for at udpege Thyra Frank som ældreminister.

- Det er jo totalt vanvittigt, for hun har ikke én af de kvaliteter, der skal til for at være minister. Og vi har gået og været til grin i tre år, fordi Thyra Frank var minister, fordi det her nepotistiske princip bare skulle gennemføres, sagde Henrik Dahl til DR.

Ord han i dag fortryder:

- Det er klart, at der skal være en ordentlig tone. Også når presset er stort. Derfor vil jeg gerne undskylde uforbeholdent over for Anders, Mette og Thyra, at jeg anvendte en så hård og personlig tone på valgaftenen og dagen efter.

- Det var over stregen, og det beklager jeg, skriver Henrik Dahl på Facebook.

Undskyldningen kommer efter partiet har afholdt møde i LA’s hovedbestyrelse. Her blev omgangsformen i partiet diskuteret.

- Det er klart, at der skal være en ordentlig tone. Også når presset er stort, skriver han.

Valglussing og en ny epoke

Partiet led et stort nederlag på valgaftenen 5. juni, hvor Liberal Alliance fik 2,3 procent af stemmer eller fire mandater mod 7,5 procent af stemmerne og 13 mandater ved valget i 2015.

Anders Samuelsen, partiets daværende leder, blev end ikke genvalgt til Folketinget.

Som konsekvens trak han sig fra formandsposten.

Den er siden blevet besat af den 27-årige Alex Vanopslagh efter en enig folketingsgruppe pegede på ham.

Alex Vanopslagh slog søndag fast over for TV 2, at han havde tænkt tingene godt i gennem, inden han sagde ja til jobbet som politisk leder i Liberal Alliance.

- Jeg tror på, at jeg er den rette til at lede partiet. Det er en ny epoke, jeg starter for Liberal Alliance, og heldigvis har jeg tre erfarne kollegaer og et fantastisk parti til at hjælpe mig, siger han til TV 2.