Valg 2019

Løkke: Vidste i 2016, at Venstre ikke kunne vinde valg med LA og K

Lars Løkke Rasmussen fra Venstre snakker med Søren Pape Poulsen fra Konservative og Anders Samuelsen fra Liberal Alliance. Løkke vidste fra første færd, at trioen ikke kunne vinde valget, siger han nu. Philip Davali / Ritzau Scanpix

Lars Løkke Rasmussen forsøgte at bruge frygten for Nye Borgerlige og Stram Kurs til at gribe ind over midten i dansk politik, fortæller han nu.

Lige siden Lars Løkke Rasmussen (V) i november 2016 inviterede Liberal Alliance (LA) og Det Konservative Folkeparti (KF) ind i regeringen, har han vidst, at de ikke kunne vinde det næste valg sammen.

Det var også derfor, han med en bogudgivelse – ’Befrielsens øjeblik’, der udkom i første uge af valgkampen – ville signalere, at hans tanker om et samarbejde over midten med Socialdemokratiet ikke var nogen spontan indskydelse.

Det siger statsministeren gennem de sidste fire år i et stort interview med Avisen Danmark. Et interview, han kalder sit første og eneste indtil en ny regering er på plads.

Men ifølge politisk kommentator Noa Redington er der tale om efterrationalisering, når Løkke Rasmussen siger, at han allerede fra første færd godt vidste, at han ikke kunne vinde et valg sammen med Liberal Alliance og De Konservative

- Det er en meget bemærkelsesværdig udmelding. Men så kan det undre, at han ikke undervejs gjorde noget mere for at smide LA ud af regeringen, hvis han mente, at det var helt umuligt at vinde sammen med dem. I den forstand er det et stykke historieskrivning, siger Noa Redington.

Ved onsdagens valg gik både Venstre og De Konservative frem, mens LA mistede ni af deres 13 mandater, og nu er Folketingets mindste parti målt på antal stemmer.

Et nyt politisk projekt

Selv om Noa Redington mener, at Løkke Rasmussen melding er efterrationalisering og historieskrivning, ser han også fremtidsperspektiver i interviewet. Det tyder nemlig på, at Lars Løkke Rasmussen ikke er færdig med at være formand i Venstre, og uanset hvad har ambitionen om at gribe ind over midten ”fået et ordentligt vækstskud” med valgresultat, vurderer Noa Redington.

- Løkke er i gang med at definere et nyt politisk projekt og en ny position for Venstre. Han uddyber det med, at man skal orientere sig mod midten. Det vil sige, at han mener, vejen for at genrejse det borgerlige Danmark er ad den vej, og det er noget, partiet kommer til at forholde sig til fremover – uanset om Løkke er formand eller ej siger Noa Redington.

Han kalder samtidig Løkkes interview for ”en åben invitation” til Det Radikale Venstre om at huske, at Venstre stadig er til stede, hvis regeringsforhandlingerne med Socialdemokratiet går i hårdknude.

Statsminister for enhver pris?

Efter folketingsvalget i juni 2015 stod Venstre svagt med bare 19,5 procent af stemmerne. Alligevel lykkedes det partiet at danne en smal etpartisregering. Halvandet år senere førte en større krise i blå blok til, at Løkke Rasmussen inviterede Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti med ind i ministerbilerne.

Den 28. november 2016 blev VLAK-regeringen skabt efter et forløb, hvor Liberal Alliance havde truet med at vælte regeringen for at få topskattelettelser, og De Konservative havde så lav tillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), at de mente, hun blev nødt til at gå af.

- Vi kunne enten udskrive valg eller udvide regeringen - det sidste med den pris, at vi skulle have et fælles regeringsgrundlag med LA og K, siger Løkke Rasmussen i interviewet med Avisen Danmark.

Ifølge Noa Redington vil ’den onde’ fortolkning af Løkkes beslutning om at udvide regeringen i stedet for at udskrive valg være, at ’han vil være statsminister for enhver pris’.

- Men den mere saglige læsning vil være, at han som formand for Venstre skal vinde statsministerposten, bruge regeringsposten og forsøge at opnå nogle politiske resultater, siger Noa Redington.