Radikale stormer frem i landets ghetto-områder

Den hårde retorik på udlændingeområdet har medvirket til, at flere er kommet op fra sofaen og ind i stemmeboksen, lyder det fra flere partimedlemmer.

Onsdagens folketingsvalg bød på jubel og store smil fra Radikale Venstre. Partiet løb med 8,6 procent af stemmerne på landsplan og fordoblede dermed sine mandater.

Overalt i Danmark blev der sat kryds ved partiet med Morten Østergaard i front. Men især i landets ghettoområder har de radikale overtaget stemmeboksene.

I boligområdet Gellerup i det vestlige Aarhus stemte 34,2 procent af vælgerne på partiet. Det er en fremgang på 29 procentpoint siden valget i 2015 og gjorde de radikale til det største parti på valgstedet.

Radikales rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus, Rabih Azad-Ahmad, glæder sig over partiets fremgang. Ifølge ham har andre partiers skrappe retorik på udlændingeområdet medvirket til, at beboerne i området er kommet op af sofaerne.

- Det har gjort, at folk bliver bekymrede for deres liv her og fremtiden for dem selv og deres børn, siger han.

Vendes blikket mod Radikale Venstres politik, mener rådmanden, at især opgøret med symbolpolitiken har givet et rygstød blandt vælgerne.

- Vi har fokus på de reelle udfordringer i samfundet som klima, skole og børn og unge. Og vi har en humanistisk tilgang til flygtninge og folk, der er i nød.

Retorikken i debatten

Tirsdag - dagen før valget - var Morten Østergaard på besøg i Vollsmose på Fyn. Et besøg, der bød på både samtaler med beboere, uddeling af valgløbesedler og en hurtig basketballkamp med bydelens unge.

Også her stormede partiet frem ved valget og løb med 33,6 procent af stemmerne, hvilket ligeledes er en fremgang på 29 procentpoint sammenlignet med valget i 2015.

Det var i Vollsmose, partiformanden sidste år "flyttede ind" et par dage for at revidere sin udlændingepolitik.

Og spørger man Abdi Raqiip, der arbejder med udsatte unge og har været årets borger i Vollsmose, er det handlinger som den, der har givet partiet vind i sejlene.

- Han har først og fremmest gjort sit arbejde for at få fat i de mennesker, som folk lytter til i de boligområder. Der har 100 procent sikkert været folk, der har anbefalet ham, siger Abdi Raqiib til Jyllands Posten.

Det er samme facit, de radikales formand på Fyn, Kristina Siig, når frem til. Hun fortæller til Fyens Stifttidende, at partiets positive valgresultater kan kobles sammen med det målrettede arbejde med at øge synligheden i eksempelvis Vollsmose.

Den fynske formand peger samtidig på, at retorikken på udlændingeområdet fra partierne yderst til højre, kan have hjulpet dem på vej.

- De har gjort en del af arbejdet for os, siger hun til Fyens Stiftstidende.

Mønsteret fortsætter

Vender man blikket mod nogle af de københavnske områder på ghettolisten, gentages mønsteret.

I bydelen Tingbjerg er 26,2 procent af stemmerne gået til Radikale Venstre. Det er den største andel af stemmerne i området og en stigning på 23 procentpoint i forhold til valget i 2015.

Men også på Nørrebro ved et valgsted nær Mjølnerparken tager Morten Østergaards parti en stor bid af stemmerne. Her er 20,9 procent af krydserne blevet sat ved de radikale.

Stigende valgdeltagelse

Valgdeltagelsen generelt er også steget i de danske ghettoområder. I eksempelvis Vollsmose er den gået fra 67,19 procent i 2015 til 70,44 procent i år.

Både i Gellerup og i Vollsmose har frivillige kræfter været på spil for at få flere af beboerne i området til at sætte deres kryds. I den fynske bydel var foreningen 'Bydelssøstre' for eksempel på gaden op til valget for at oplyse beboerne og opfordre dem til at ile mod stemmeurnerne.

'Muslimer til stemmeboksene'

I forbindelse med valget til Europa-Parlamentet i maj talte TV 2 med 29-årige Mohammed Baraji, der stemte for først gang til EP-valget.

Han fremhævede også retorikken i begge valgkampe som en af grundende til, at flere mennesker med anden etnisk baggrund end dansk har vendt næsen mod stemmeboksen.

- De fleste muslimer er ved at være trætte af muslim-bashing og vil gerne gøre noget ved det nu ved at stemme, sagde han dengang og pegede samtidig på Facebookgruppen ’Muslimer til stemmeboksene’.

Gruppen skal ifølge en af stifterne "dele vigtigheden af at bruge sin stemmeret" og har ifølge Mohammed Baraj været med til at samle og informere muslimer om både årets EP-valg og onsdagens folketingsvalg.