Løkke efter første forhandlinger med Mette F.: Det kan blive dyrt for danskerne

Venstre var første parti til at forhandle om regeringsdannelse med Socialdemokratiet.

Det risikerer at blive dyrt for danskerne, hvis det lykkes Mette Frederiksen (S) at danne en socialdemokratisk mindretalsregering med opbakning fra Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

Det understregede fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han kom ud fra de første regeringsforhandlinger med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet på Christiansborg.

Så lang tid har det taget at danne regering

2011: 18 dage

2007: 10 dage

2005: 10 dage

2001: 7 dage

1998: 12 dage

1994: 6 dage

1990: 6 dage

1988: 24 dage

1987: 2 dage

Løkke ved endnu ikke, om Venstre vil blive indbudt til flere forhandlinger. Men det stod klart for V-delegationen, at Mette Frederiksen ikke er parat til at tage imod Løkkes fremstrakte hånd og lave en regering henover midten.

- Det, Mette Frederiksen er i gang med i øjeblikket, er at afsøge muligheden for at lave en socialdemokratisk mindretalsregering med det røde flertal, siger Løkke.

- Vi har sagt, hvad vi har sagt gennem hele valgkampen, at det synes vi ikke er noget godt projekt. Det tror vi risikerer at blive dyrt for danskerne, så det kan vi ikke bakke op om.

Udlændingepolitikken står fast

Dog kunne de to parter også komme til enighed på enkelte punkter ved mødet, der varede 35 minutter. For eksempel på udlændingepolitikken.

Her stod det klart, at begge parter ønsker at føre retningen fra den afgående regering videre.

- Socialdemokratiet har jo stort set stemt for hele vores udlændingepolitik. Den skal der jo ikke pilles ved. Så det har jeg selvfølgelig bekræftet - da vi blev spurgt - at det har vi ikke nogen planer om. Jeg har bekræftet, at alt, hvad vi har vedtaget, det synes vi er klogt, siger Lars Løkke.

Midten blev styrket

Løkke ankom til forhandlingerne med "et lyttende ansigt", og han var flankeret af partiets næstformand, fungerende finansminister Kristian Jensen, og Karen Ellemann, partiets gruppeformand.

Jeg har ikke lavet nogen sommerferieplaner

Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet, inden regeringsforhandlinger

Her fremhævede han, at det var midten af dansk politik, der gik styrket ud af onsdagens folketingsvalg. Og det håber han, at Mette Frederiksen vil lytte til.

- De konservative er gået frem, mit eget parti er gået frem, de radikale er gået frem. Det er alle partier, der står for en offensiv økonomisk politik. Så hvis man vil bruge det til noget og lave en økonomisk politik omkring det, så kunne Danmark blive rigere. Men indtil videre ser det ikke ud til, at det er det, der er planen, sagde han på vej ind til forhandlingerne.

Forhandlinger bliver langvarige

Dagens program for regeringsforhandlingerne:

  • 09-09.40: Venstre                                    
  • 09.40-10.20: Dansk Folkeparti                     
  • 10.20-11: Socialistisk Folkeparti             
  • 11-11.40: Enhedslisten                            
  • 11.40-13.20: Frokost og pause
  • 13.20-14: Nye Borgerlige                        
  • 14-14.40: Alternativet                             
  • 14-40-15.20: Liberal Alliance                       
  • 15.20-16: Soc.dem. Færøerne                
  • 17.40-18.20: Sambandspartiet, Færøerne  
  • 18.20-19: Konservative                       
  • 19-19.40: Radikale Venstre

Der er udsigt til komplicerede regeringsforhandlinger, der kan blive meget langvarige, lyder det fra TV 2s politiske kommentator Peter Lautrup-Larsen.

Der er ingen øvre grænse for, hvor længe regeringsforhandlinger må vare.

På vej ind i forhandlingslokalet fortalte Mette Frederiksen, at hun godt er klar over, at regeringsdannelsen ikke kan klares med et snuptag denne gang.

- Jeg har ikke lavet nogen sommerferieplaner, lød det fra Socialdemokratiets formand.