Ny regering på vej - men hvad skal der egentlig ske i dag og de kommende dage?

Først skal ledende repræsentanter for alle Folketingets partier i fint tøj og en tur til Amalienborg for at besøge dronning Margrethe.

Her skal de enten mundtligt eller skriftligt fortælle, hvem de peger på som statsminister, eller hvem de mener bør stå i spidsen for forhandlingerne om at finde en statsminister.

Det er dog ikke fordi, at Dronningen pludselig skal til at blande sig i politik. Hendes rolle er ceremoniel, men der er tradition for, at hun er centrum for første del af de nye regeringsforhandlinger. Det er derfor, det kaldes en dronningerunde.

Hele forløbet op til dannelsen af en ny regering foregår dog på den fungerende statsministers ansvar. I dette tilfælde er det Lars Løkke Rasmussen. Og med udgangspunkt i indstillingerne til Dronningen er det ham, der vælger, hvem der skal lede være forhandlingsleder - også kaldet en kongelig undersøger.

I praksis sker det ved at tage kuglerammen frem og se på, hvem flest peger på som forhandlingsleder. Her tyder alt på, at Socialdemokratiets Mette Frederiksen får chancen. Det skyldes, at Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, der har flertal samme, alle peger på hende.

Hos Dronningen handler det ikke kun om at sætte navn på en forhandlingsleder. Partilederne fortæller også, hvad de mener, den kongelige undersøger skal forhandle med de øvrige partier om. Det kaldes et forhandlingsmandat og sætter rammerne for de videre forhandlinger.

Mandatet kan have mange forskellige former, og ønsker om en bestemt flertalsregering og holdninger til, hvilken politik en fremtidig regering bør føre på det ene eller andet område, kan specificere mandatet væsentligt. Men det kan også være, at forhandlingslederen ”bare” skal undersøge muligheden for en mindretalsregering.

Fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen skal inden for det muliges kunst forsøge at fortolke og sammenfatte rådene.

Det kan derfor meget vel være ham, der på baggrund af indstillinger fra eksempelvis Radikale Venstre, Enhedslisten og SF skal udforme mandatet til Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

Umiddelbart en speciel situation, men valgforsker Rune Stubager tror ikke, at den fungerende statsminister vil lægge snubletråde ud.

- Hvis der er et flertal imod ham, må der være grænser for, hvor mange julelege han kan finde på. Jeg anser det som højst usandsynligt, at der vil komme andet end en relativt pæn afspejling af partiernes mandater, siger Rune Stubager til TV 2.

Ikke altid. Flere af rådene kan vise sig at være modstridende, og det er derfor ikke nødvendigvis en let opgave, Lars Løkke Rasmussen kommer på. Det viser eksempler fra de seneste to folketingsvalg.

Under dronningerunden efter folketingsvalget i 2011 pegede Radikale Venstre på Socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt med henblik på at danne en "koalitionsregering, der vil samarbejde bredt i Folketinget. En sådan regering må kunne føre en ansvarlig økonomisk politik, som samtidig giver mulighed for investering i uddannelse, og føre en udlændingepolitik, der værner om borgernes rettigheder".

Det kom dog ikke med i det endelige forhandlingsmandat, der blot lød, at Helle Thorning-Schmidt skulle ”lede forhandlinger om dannelsen af en ny regering”.

Ved det seneste valg i 2015 pegede Det Konservative Folkeparti i første dronningerunde på Lars Løkke Rasmussen ”som leder af en regering, der samarbejder bredt, med en reformorienteret, erhvervsvenlig, økonomisk politik”. Det kom dog ikke med i forhandlingsmandatet. Det gjorde derimod Liberal Alliances anbefaling om "dannelsen af en borgerlig flertalsregering bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance".

Forhandlingerne viste dog, at Lars Løkke Rasmussen ikke kunne danne sådan en regering, og derfor måtte han ud i en anden dronningerunde. Her fik han "blot" til opgave at danne en mindretalsregering, og det lykkedes ham.

Det korte svar er ja, men det kræver en lidt længere forklaring.

Når forhandlingsmandatet er på plads, er det den kongelige undersøgers opgave at se, om der kan dannes en regering inden for de udstukne rammer.

De partier, der har peget på den kongelige undersøger, vil typisk blive indkaldt til forhandlinger for at se, om de kan enes om grundlaget for en ny regering, men forhandlingsforløbet kan også udvikle sig i nye retninger.

Forhandlingslederen kan vælge at undersøge andre muligheder, end mandatet lægger op til. Det kan eksempelvis være i en situation, hvor det oprindelige mandat tilsiger en flertalsregering, men hvor det ikke er muligt er nå til enighed. Her kan en ny tur til dronningen - og dermed en anden dronningerunde - være det, der skal til for at få et mere bredt mandat. Det skete senest i 2015.

Det er dog ikke kun den kongelige undersøger, der kan stå for forhandlingerne. Der er ikke noget til hinder for, at eksempelvis Lars Løkke Rasmussen sideløbende kan føre forhandlinger i det skjulte. Også med nogle af de partier, der ellers forhandler med den kongelige undersøger. Og sker det, at de mere officielle forhandlinger sander til, er der mulighed for, at han på et tidspunkt kan få chancen som forhandlingsleder i en ny dronningerunde.

- Det kan blive et speget spil, for der er ikke nogen faste rammer for de her regeringsdannelsesprocesser, siger Rune Stubager.

Vi ved endnu ikke, hvordan regeringsforhandlingerne kommer til at arte sig, men de kan blive langtrukne. I 2011 brugte Helle Thorning-Schmidt 19 dage i det efterhånden berømte sorte tårn på Amager, før hun var enig med Radikale Venstre og SF om at danne regering.

Denne gang kan det også blive svært, fordi Mette Frederiksens forventede støttepartier har fremsat ultimative krav. Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, har tidligere udtalt, at hendes parti vil modsætte sig dannelsen af en ny regering og dermed udtrykke mistillid, hvis ikke der kommer en ny retning i den økonomiske politik.

Radikale Venstre har heller ikke gjort det lettere for Socialdemokratiets formand. Partiets politiske leder Morten Østergaard kræver et opgør med centrale dele af det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken, ellers vil Radikale Venstre aktivt arbejde for at forhindre Mette Frederiksen i at danne regering og dermed også udtrykke mistillid.

Truslerne om at udtrykke mistillid kan blive et stort problem for Mette Frederiksen, hvis de bliver til virkelighed. For det er centralt i den negative parlamentarisme, vi har i Danmark, at en regering ikke må udnævnes, hvis den forventes at få et flertal imod sig.

Ifølge Rune Stubager kan det være med til at gøre regeringsdannelsen særdeles dramatisk. Der er i princippet ingen grænse for, hvor lang tid regeringsforhandlingerne tager, og hvor mange dronningerunder der kan komme. Derfor er det langt fra givet, at det bliver hurtigt overstået, lyder vurderingen fra Rune Stubager.

- Det kan meget vel komme til at tage lang tid. Også fordi Socialdemokratiet har sagt, at de ikke for alvor kan give sig på udlændingepolitikken, fordi det ødelægger deres troværdighed. På den facon har de skabt en presset situation for sig selv.

Efter valget i 1975 skulle der hele 35 dage, fire dronningerunder og tre forskellige forhandlingsledere til, før der kom en ny regering. Undervejs var mange danskere trætte af de langstrukne forhandlinger, og telefondamerne på Christiansborg havde travlt med at svare på opkald fra utilfredse borgere, der ville tale med ministrene.