Mette Frederiksen til danskerne: - I har valgt, at Danmark skal have en ny regering

Socialdemokraterne og Mette Frederiksen fejrer, at der nu er rødt flertal i Folketinget.

- Kære danskere. Langt om længe blev det jeres tur. I har stemt, bestemt og sammensat et nyt folketing. I har valgt, at Danmark skal have et nyt flertal, en ny retning. I har valgt, at Danmark skal have en ny regering.

Sådan lød ordene fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, fra talerstolen kort efter midnat ved partiets valgfest på Christiansborg. Hun takkede i sin tale de mange medlemmer, der har hjulpet partiet i valgkampen.

Mette Frederiksen kaldte det en historisk sejr for de røde partier i Folketinget:

- Valget har handlet om velfærd, og svaret fra jer danskere har været entydigt. Fra i aften sætter vi velfærd først igen.

Takkede Lars Løkke

Socialdemokratiet har ved valget opnået 48 mandater, hvilket er ét mere end ved forrige valg. Samlet har rød blok - Enhedslisten, SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet - fået 91 mandater uden om Alternativet.

- Det er en historisk stor sejr, siger Mette Frederiksen om rød bloks valgsejr.

Mette Frederiksen fortalte, at hun tidligere på aftenen blev ringet op af Lars Løkke Rasmussen, der ønskede hende tillykke med valget.

Venstres formand har meldt ud, at han i dag klokken 11 vil gå til dronningen med henblik på at opløse den nuværende regering.

Mette Frederiksen takkede Lars Løkke Rasmussen og bad sine tilhørere om at være stille i respekt for deres politiske modstander.

- Alle skal have indflydelse

Den socialdemokratiske formand gentog i sin tale, at hun går efter en ren socialdemokratisk regering, der skal samarbejde bredt til begge sider af Folketinget.

Og Mette Frederiksen slog samtidig fast, at hun ønsker at samarbejde mere hen over midten, end Lars Løkke Rasmussen har gjort i den forgangne periode.

- Vi vil samarbejde med alle, der konstruktivt søger indflydelse. Alle skal have indflydelse. Vi mente det, da vi i valgkampen sagde, at vi vil samarbejde henover midten. Valgkampen er slut, og det er tid til at finde løsninger, lød det.

Svære forhandlinger

Mette Frederiksen indrømmer dog, at de kommende regeringsforhandlinger på forhånd ser komplicerede ud.

- Jeg tror, det bliver svært, for vi er mange partier, der gerne vil have indflydelse, lød det fra S-formanden, som uddybede:

- Når danskerne så klart fravælger blå blok, så har vi en helt særlig forpligtigelse til at få det til at fungere.

FÃ¥ et overblik over valgets resultater her: