Mette Frederiksen irettesatte partifæller i tale: Vis respekt for Løkke
Den socialdemokratiske partileder henvendte sig i sejrstalen direkte til sin politiske modstander.
Da Mette Frederiksen i nat trådte frem som vinder af folketingsvalget i 2019, var der ikke kun plads til jubel og glæde i sejrstalen til de socialdemokratiske partifæller.
Også hendes politiske modstander i kampen om statsministerposten og magten i Danmark, Venstres Lars Løkke Rasmussen, blev nævnt i partilederens tale.
Efter til stor jubel for salen at have meddelt, at hun netop havde modtaget et opkald fra Lars Løkke Rasmussen, som ønskede tillykke og sagde, at han torsdag går til dronningen og begærer sin afsked, henvendte Mette Frederiksen sig direkte til sin politiske modstander.
- Jeg vil gerne have lov til at sige et par ord til dig, Lars. Du har tjent Danmark i mange, mange år. På mange niveauer. Og du skal vide, at jeg som din kollega..., lød det fra Mette Frederiksen, inden hun afbrød sig selv.
Udtrykte beundring
Tilsyneladende var det larm eller tilråb fra tilhørerne, som fik den socialdemokratiske partileder til at tysse på publikum.
- I skal være stille lige nu i respekt for en politisk kollega, tak, sagde Mette Frederiksen, mens hun signalerede 'ro på' med hænderne.
Og da stilheden var sikret, fortsatte hun.
- Jeg beundrer dit personlige engagement. At du stiftede LøkkeFonden for at give drenge på kanten af vores samfund en ny chance. Tak for med- og for modspil i valgperioden og i valgkampen. Giv Lars Løkke Rasmussen en hånd.
Den hånd fik den fungerende statsminister fra den socialdemokratiske valgfest. Klapsalverne var håndfaste - omend beherskede - og samtidig blev de røde Mette-skilte svinget i luften.
Ét mandat frem
Socialdemokratiet har ved valget opnået 48 mandater, hvilket er ét mere end ved forrige valg. Samlet har rød blok - Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Socialdemokratiet - fået 91 mandater uden om Alternativet.
Under sin tale ved Venstres valgfest på Christiansborg fortalte Lars Løkke Rasmussen, at han torsdag formiddag klokken 11 vil gå til dronningen for at indgive regeringens afskedsbegæring.