Valg 2019

Messerschmidt sikrer sig DF's ene mandat i Nordsjælland

Morten Messerschmidt ankommer til valgfesten hos DF.

Med 7554 personlige stemmer får Morten Messerschmidt Dansk Folkepartis ene mandat i Nordsjælland.

Morten Messerschmidt sikrer sig DF's ene mandat i Nordsjællands Storkreds og kommer dermed i Folketinget.

Han får 7554 personlige stemmer, og han får dermed klart flere stemmer end partiets nummer to i kredsen, Marlene Harpsøe. Hun mister dermed sin plads i Folketinget.

Ved seneste valg havde DF tre mandater i Nordsjælland, men folketingsvalget har budt på stor nedgang for partiet, der kun får et enkelt mandat i den kreds.

Foruden Harpsøe ryger Jan Erik Messmann, som også var genopstillet, ud af Folketinget. Den sidste plads var besat af Pia Adelsteen, men hun har ikke genopstillet ved folketingsvalget.

Tog stemmerekord ved EP-valg

Morten Messerschmidt har tidligere været i Europa-Parlamentet, hvor han har været den helt store stemmesluger.

Ved EP-valget i 2014 fik han således 465.758 personlige stemmer - det er det højeste antal personlige stemmer, der nogensinde er givet i Danmark.

På landsplan har Dansk Folkeparti haft et dårligt valg og går 21 mandater tilbage, hvilket er mere end en halvering.