Kristian Jensen vil ikke svare på spørgsmål om Løkkes fremtid

Indtil Mette Frederiksen har vist, om hun kan danne regering med de røde partiers støtte, vil Venstre ikke vove et formandsskifte, mener analytiker.

Efter spørgsmålet om mandatfordelingen efter folketingsvalget i nat blev afklaret, trænger et andet spørgsmål sig nu på i dansk politik:

Har Lars Løkke Rasmussen en fremtid som formand for V?

Selv om Venstre gik frem med ni mandater, og dermed er Folketingets næststørste parti, så går blå blok samlet tilbage og mister sit parlamentariske flertal.

Og derfor venter alle nu på at få at vide, hvorvidt den afgående statsminister, Venstres Lars Løkke Rasmussen, også vil træde tilbage som partiformand.

Det spørgsmål blev Venstres næstformand Kristian Jensen flere gange stillet af journalisterne i løbet af valgaftenen.

- Kan Lars Løkke Rasmussen fortsætte som formand for Venstre efter i aften?

- Det er der slet ingen grund til at begynde at spekulere på. Fordi det afhænger jo af, hvordan verden kommer til at se ud, når vi skal til at danne en regering.

Har han mistet regeringsmagten?

- Sagen er, at vi forhandler efter at få mest politisk indflydelse til Venstre. I aften forsøger vi at få overblik over, hvordan mandaterne falder, og hvad mulighederne er. Og så tager vi den derfra.

Venstres næste formand?

Er du Venstres næste formand?

- Ved du hvad. Det er jeg blevet spurgt om rigtig mange gange, og det er ikke aktuelt endnu, for i øjeblikket har vi Lars, som både er formand og statsminister. Vi arbejder alt, hvad vi kan, for at blive ved med at få en central rolle i dansk politik.

Hvad er det for en proces, du ser gå i gang nu omkring Venstre, hvis I taber regeringsmagten?

- Det vil jeg slet ikke forholde mig til. Sagen er, at vi ikke har set mandaternes fordeling endnu. Så er Venstres opgave at få mest mulig indflydelse for de mandater, vi har fået. Jeg tror, at alle dem, der har stemt på Venstre i dag, forventer, at vi vil bruge alle de mandater, vi har fået i aften på at få mest mulig indflydelse.

Så du forventer, at Løkke bliver siddende efter i aften?

- Jamen jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente, for vi har ikke set resultatet endnu.

Så du gerne det?

- Jeg så gerne, at vi stadig har en borgerlig, liberal regering og Lars som statsminister, lød det fra Venstres næstformand.

Spørgsmålet om formandsopgøret i Venstre fik nyt liv, da Lars Løkkes Rasmussen kort efter valgudskrivelsen udgav en samtalebog, hvori han også adresserede arvefølgen i partiet. I bogen udtrykte han, at det var "nødvendigt at blive", hvilket efterfølgende blev tolket som, at statsministeren udtrykte tvivl om Kristian Jensens evner til at lede.

Tilbud kan komme i spil

Næstformandens svar er helt forventelige, mener TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen. For indtil vi kender udfaldet af Mette Frederiksens forsøg på at danne regering, er det utænkeligt, at Venstre - ihvertfald i offentligheden - vil diskutere et eventuelt formandsskifte i Venstre.

- Lige nu kan enhver se, at Venstre ikke skal starte en paladsrevolution. Hvis forhandlingerne bryder sammen for Mette Frederiksen, er det vanvittigt, hvis Venstre står midt i et formandsopgør, siger Peter Lautrup-Larsen.

Først når udkommet af Mette Frederiksens regeringsforhandlinger kendes, kan det bane vej for en ny situation i Venstre. For hvis de røde parti når til enighed, er Løkkes tilbud om en bred regering intet værd. Hvis derimod Mette Frederiksens forsøg på at danne regering på de røde partiers grundlag fejler, er situationen til gengæld en anden. I så fald kan Lars Løkke Rasmussens to tilbud om et bred samarbejde blive aktuelt.

Under valgkampen havde statsministeren først rakt hånden ud til en regering med Venstre og Socialdemokratiet - et tilbud, som Mette Frederiksen afslog. Og dagen inden danskerne gik til stemmeurnerne, erklærede Lars Løkke Rasmussen, at han opgav håbet om en borgerlig regering, og i stedet ville forsøge at samle en regering hen over midten.

Løkke er fredet

Men så længe Mette Frederiksen forhandler med de røde partier om et regeringsgrundlag, er Lars Løkke Rasmussen sikret immunitet i Venstre, lyder vurderingen fra Peter Lautrup-Larsen.

- Foreløbig er han totalt fredet, mens han stadig er fungerende statsminister. Hvis han havde tabt ni mandater i stedet for at have fået ni mandater, så var han gået af. Men nu sidder han der, slår Peter Lautrup-Larsen fast.

Ifølge TV 2s politiske analytiker må onsdagens gode valgresultat, som har sikret Venstre pladsen som Danmarks næststørste parti, også give anledning til personlige overvejelser hos Lars Løkke Rasmussen.

- Det kommer også an på ham selv. Han har to gange tabt statsministerposten. Spørgsmålet er, om han gider tage kampen op igen, siger Peter Lautrup-Larsen.

Foregår udenfor rampelyset

Og hvis udfaldet kommer til at tegne sig for fire års ørkenvandring for Venstre, så vil ikke blot Løkke, men også andre kræfter i partiet, stille spørgsmålstegn ved, om han bør fortsætte som formand, mener TV 2s politiske analytiker.

- Så kommer de til at snakke rundt omkring i Venstre. Men alt kommer til at foregå udenfor enhver form for søgelys. Hvis vi spørger, får vi samme svar, som Kristian Jensen gav i går. Dem kan man så tolke på, som man har lyst til, siger Peter Lautrup-Larsen.

Samtidig advarer han mod at lægge for meget i Kristian Jensens udtalelser. For selvom der fortsat er spændinger i Venstre - og der blandt andet er utilfredshed med Løkkes politiske signaler om samarbejde med Socialdemokratiet og midterpartierne, har valget også udløst en anden magtfaktor.

- Ni mandaters fremgang taler deres eget sprog. Så er det svært at kritisere Lars Løkke Rasmussen, siger Peter Lautrup-Larsen, som dog også slår fast:

- Så længe Mette Frederiksen forhandler, anser jeg det for helt usandsynligt, at der sker noget i Venstre, som vi får øje på.

Ellemann-Jensen ønsker ikke formandsskifte

Mens Kristian Jensen forsøgte at undvige spørgsmålet om formandsposten i partiet, så var det en anderledes afklaret afgående Miljø- og Fødevareminister, der i skikkelse af Jakob Ellemann-Jensen tog bestik af situationen.

Betyder det, hvis I mister regeringsmagten, at I også skal skifte formand?

- Ej, det håber jeg så sandelig ikke, at det gør. Det er vigtigt for os, at vi har en formand til at indgå i forhandlingerne, som har den erfaring, som kun statsministeren har.

Og du har ikke yderligere kommentarer til det?

- Nej, jeg har kæmpet bravt for mit parti, og min formand og vores statsminister i den seneste måned. Det har jeg tænkt mig at blive ved med.