Valg 2019

Dansk Folkeparti mere end halveret – flere store profiler ryger ud

Enten Martin Henriksen eller Peter Skaarup må forlade Folketinget efter en markant vælgerlussing til deres parti.

Det blev dramatisk for Kristian Thulesen Dahl og hans parti, da de sidste stemmer var talt op sent onsdag aften.

I 91 ud af 92 valgkredse er Dansk Folkeparti nemlig mere end halveret i forhold til sidste folketingsvalg, og partiet mister dermed 21 af sine 37 mandater.

Når de nyvalgte folketingsmedlemmer skal tage plads i salen, vil der således kun være plads til 16 medlemmer af partiet – og flere store profiler kommer til at mangle.

Hvem det bliver, afgøres først, når de personlige stemmer i løbet af torsdag bliver talt op.

Martin Henriksen eller Peter Skaarup?

I Københavns Storkreds mister Dansk Folkeparti ét af sine to mandater, og det betyder, at en af partiets helt store profiler ikke kommer til at opnå genvalg til Folketinget - enten udlændingeordfører Martin Henriksen eller gruppeformand Peter Skaarup.

Bruger man kandidaternes personlige stemmeantal fra 2015 som pejlemærke, er det Martin Henriksen, der står til at måtte sige farvel til Folketinget.

Også i Københavns Omegns Storkreds får Dansk Folkeparti kun ét mandat mod tidligere tre. Her er Pia Kjærsgaard opstillet, og det forventes, at hun bliver genvalgt.

Tilbage står to andre profiler; energi- og klimaordfører Mikkel Dencker og EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth, der begge ser ud til at ryge ud.

På Facebook skriver Kenneth Kristensen Berth selv, at han ikke opnåede genvalg:

Thulesen Dahl: - Vi kommer til at forandre ting

Også i Vestjyllands Storkreds ser det ud til, at Dansk Folkeparti må sige farvel til kendte navne.

Her mister partiet to af tre mandater, der hidtil har været besat af dyrevelfærdsordfører Karina Due, kirkeordfører Christian Langballe og skatteordfører Dennis Flydtkjær.

Skal man tro forrige valgs personlige stemmeantal, er det Dennis Flydtkjær, der får lov at blive i Folketinget.

Formand Kristian Thulesen Dahl tager ansvaret for partiets store tilbagegang og bebuder forandringer i fremtiden:

- Vi kommer til at forandre nogle ting. Vi vil vise danskerne, at vi står fast på vores politik, men den måde, vi kommer til at agere på, vil reflektere de mandater, vi har fået.

- Vi vil filosofere over, hvordan vi bedst kan spille vores mandater. Vi kan komme i en periode, hvor vi ikke har så meget magt, og den situation har vi været i før. Det betyder ikke, man ikke har indflydelse. Vi skal være en vagthund, der holder øje med, om Mette leverer varen på udlændingeområdet, siger Kristian Thulesen Dahl.

Få overblikket over valgets resultat her: