Valg 2019

Britisk journalist til danskerne efter valget: Sæt pris på dansk politik

Det er grinagtigt at forestille sig, at en valgaften som den danske kunne finde sted i Storbritannien, siger den britiske journalist Lewis Goodall.

Omtrent 957 kilometer i fugleflugtslinje fra Christiansborg sad en politisk nørd fra Storbritannien i nat og fulgte med i det danske folketingsvalg. Og så skrev han om det på det sociale medie Twitter på en humoristisk facon.

- Folketingsvalget minder meget om tv-serien Borgen, men alle er omtrent 30 procent mindre attraktive, skrev han blandt andet til at starte med.

Og så begyndte det hele at overraske ham.

"Fuldkommen utænkeligt" i Storbritannien

Pludselig sad alle de danske partiledere midt i folketingssalen og diskuterede valgresultatet i ro og mag.

Han forstod ikke en brik af de danske ord, der kom ud af skærmen, men han observerede alligevel noget, der var meget overraskende for ham.

Det er tydeligt, at I har mere gennemsigtighed og også et fravær af, at jeres politiske ledere er opblæste

Lewis Goodall, politisk korrespondent på Sky News og forfatter

For selvom en valgkamp som den netop overståede kan føre skarpe vendinger og sylespidse politiske stikpiller med sig, så er hans budskab til danskerne, at vi skal sætte pris på det politiske system, vi har i Danmark.

Her dagen efter valget fanger vi Lewis Goodall over telefonen fra Westminster i London, som regeringskvarteret i hovedstaden London altså hedder.

- For eksempel lagde jeg mærke til, at to tidligere statsministre sad og talte i valgstudiet hos DR i løbet af aftenen. At forestille sig at det skulle ske her i Storbritannien er fuldkommen utænkeligt, siger Lewis Goodall, som til daglig er politisk korrespondent for det britiske tv-netværk Sky News og forfatter til en bog om partiet Labour.

Han siger det om DR's valgdækning, hvor de tidligere statsministre Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen sad og talte sammen i studiet.

- At forestille sig at for eksempel de tidligere premierministre David Cameron og Gordon Brown skulle sidde der og tale sammen i løbet af aftenen er grinagtigt. Det fik mig faktisk til at grine, da jeg tænkte over det. Til at starte med ville der være så meget uvilje og afsky mellem de to, at de nok slet ikke ville sige noget til hinanden, siger han.

Kalder dansk politik forfriskende

Storbritannien har som de fleste nok ved et markant anderledes politisk system end herhjemme. For det første med langt færre partier, men også med en anden tradition for, at det er den ene side af det politiske spektrum mod den anden, fortæller den politiske korrespondent. Så den del overraskede ham som sådan ikke.

Men i Danmark er der tradition for, at alle partiledere mødes til en debat efter optællingen af stemmer. Det sker i en tv-transmitteret debat på DR og TV 2 fra Folketingssalen, og det fik Lewis Goodall til at spærre øjnene op.

- Det var en stor overraskelse, at alle jeres partiledere gik ind i parlamentet og havde en direkte diskussion i fjernsynet om valgresultatet. Det ville på alle måder være utænkeligt i Storbritannien, hvor alt foregår bag lukkede døre, siger han.

I Storbritannien har man for eksempel heller ikke valgdebatter mellem partilederne i fjernsynet. Man forsøgte for år tilbage, men partilederne vil ganske enkelt ikke. Ifølge Lewis Goodall skyldes det, at der er en anden politisk kultur, hvor de politiske ledere i Storbritannien er langt mindre åbne over for pressen.

Han sammenligner britisk politik med en lukket, privat medlemsklub fra det 19. århundrede.

Labour vil kigge på Socialdemokratiet

Det er meget forfriskende at se, at en del af de politiske diskussioner i Danmark faktisk finder sted i offentligheden, hvilket er meget sundere for et demokrati end det, vi ofte har i Storbritannien, mener Lewis Goodall:

- Det er tydeligt, at I har mere gennemsigtighed og også et fravær af, at jeres politiske ledere er opblæste. De er villige til at tale på en åben og forfriskende måde, og I skal være glade for, at det er sådan, siger han.

Og så kan man jo ikke tale med en politisk korrespondent uden at få en vurdering af, hvad det danske valgresultat kommer til at betyde. Især det faktum, at Socialdemokratiet i Danmark modsat i mange andre europæiske lande er gået frem.

Det vil der naturligvis være nogle i det britiske Labour Party, der vil holde øje med, vurderer Lewis Goodall.

- Det er åbenlyst interessant, hvordan de har håndteret Dansk Folkeparti, og hvordan de har tilpasset sig meget af Dansk Folkepartis politik. Det er tydeligt, at de har bristet deres boble. Men spørgsmålet er, hvilken pris de betaler, for de danske socialdemokrater har tydeligvis bevæget sig over i et ubekvemt terræn for mange af de venstreorienterede vælgere, lyder vurderingen fra London.

Herhjemme vurderer de danske analytikere også, at der venter en svær tid forude for Socialdemokratiet, når der skal dannes en regering.

Du kan få et overblik over alle de valgte politikere til det næste folketing lige her: