Valg 2019

Alle stemmer optalt: Rød blok har flertal uden Alternativet

Blå blok går voldsomt tilbage på grund af katastrofale valg til DF og Liberal Alliance. Lars Løkke Rasmussen har meddelt, at hans regering går af.

Med 91 mandater til rød blok har Socialdemokratiets Mette Frederiksen kurs mod statsministerposten.

Det viser det endelige valgresultat, hvor samtlige 3,5 million danske stemmer er talt op. Valgdeltagelsen ender på 85,9 procent.

Her får Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten til sammen et mandat mere end de nødvendige 90. Blå blok får 79 mandater, Alternativet fem og Stram Kurs kommer ikke i Folketinget.

- Efter i aften sætter vi velfærd først i Danmark igen. Vi har fået en historisk sejr til de røde partier i Folketinget. Og sejren er fælles, og derfor, kære venner i Enhedslisten, SF, Det Radikale Venstre og i Alternativet, tillykke med jeres flotte valg.

Løkke går af - men vil fortsætte som statsminister

Socialdemokratiet bliver med 48 mandater - et mere end i dag Folketingets største parti. Venstre går frem med ni mandater fra 34 til 43 og bliver næststørst, men med den samlede tilbagegang for blå blok har Lars Løkke Rasmussen meddelt, at VLAK-regeringen går af.

Vi har fået en vælgerlussing

Kristian Thulesen Dahl

Der er dog fortsat et stykke vej, før Mette Frederiksen kan kalde sig Danmarks næste statsminister.

Der kan vente svære regeringsforhandlinger med støttepartierne, og Venstre går efter, at Lars Løkke Rasmussen trods regeringens afgang kan fortsætte som statsminister for en ny regering.

- Venstre går frem, men vi går ikke hjem. Vi sidder klar ved telefonen, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Blodbad hos DF

Det endelige resultat viser også, at Dansk Folkeparti har fået et elendigt valg. I 2015 fik partiet et kanonvalg med 21,1 procent af stemmerne svarende til 37 mandater, men denne gang lander Kristian Thulesen Dahls parti kun på 8,7 procent af stemmerne svarende til 16 mandater.

Det følger op på det dårlige resultat fra europaparlamentsvalget 26. maj, hvor partiet mistede tre ud af fire mandater.

- Der er ikke nogen tvivl om, at dagens resultat bliver en gedigen tilbagegang for vores parti. Vi har fået en vælgerlussing, og den tager vi til efterretning, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl.

LA får en lussing

Liberal Alliance får også et meget dårligt valg. Partiet lander på 2,3 procent og dermed meget tæt på spærregrænsen. Det svarer til fire mandater og er ni mindre end ved valget i 2015.

Partiers leder Anders Samuelsen bliver ikke genvalgt. Det gør den hidtidige finansordfører Joachim B. Olsen heller ikke.

Det Konservative Folkeparti går til gengæld stort frem fra de nuværende seks til 12 mandater.

Ny Borgerlige kommer ind – SF og radikale frem

Nye Borgerlige bliver nyt parti i Folketinget. Pernille Vermunds parti får fire mandater, men hverken Kristendemokraterne eller Stram Kurs kommer ind.

Både SF og Radikale Venstre får markant fremgang. SF fra syv til 14 mandater og Radikale Venstre fra 8 til 16 mandater.

- SF er tilbage! I morgen skal vi i gang med at samle Danmark om en ny rød, grøn retning, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

Enhedslisten går tilbage fra 14 til 13. Alternativt bliver halveret fra til til fem.

Partiet Klaus Riskær Pedersens ser med 0,8 procent af stemmerne ikke ud til at klare den.