Thulesen Dahl: - Vi har fået en vælgerlussing
For anden gang på halvanden uge står Dansk Folkeparti til stor tilbagegang ved et valg.
For fire år siden var de valgets helt store vinder. Onsdag aften er valgfesten muligvis noget mere afdæmpet hos Dansk Folkeparti.
Efter alle stemmerne er talt op, står partiet til 8,7 procent af stemmerne og 16 mandater, hvilket er mere end en halvering af valgresultatet fra 2015.
Trods udsigterne til et stort nederlag var der klapsalver og fællessang, da partiformand Kristian Thulesen Dahl ankom til partiets valgfest på Christiansborg klokken 21.20.
- Der er ikke nogen tvivl om, at dagens resultat bliver en gedigen tilbagegang for vores parti. Vi har fået en vælgerlussing, og den tager vi til efterretning, siger partiformanden.
Selv i DF-formandens egen valgkreds, Vejle Nord, går partiet markant tilbage. Partiet fik her 13,5 procent af stemmerne, hvilket er 15,3 procentpoint under valgresultatet i 2015.
Vil ikke klynke over nedtur
Ved valget for i 2015 fik partiet 21,1 procent af stemmerne, hvilket uden sammenligning var det bedste resultat i partiets historie.
Siden er det gået ned ad bakke, og særligt det seneste halve år har meningsmålingerne været slem læsning for Dansk Folkeparti.
Krisen kulminerede ved valget til Europa-Parlamentet for halvanden uge siden, hvor partiet også fik en stor vælgerlussing og gik fra fire til ét mandat.
Ifølge prognosen tyder det altså på, at tilbagegangen er fortsat ved folketingsvalget.
- Vi skal ikke klynke. Partier har før oplevet stormvejr, og vi ved, at det afgørende er, hvordan man håndterer modgang. Når man synger højt og glad under opturen, skal man også kunne klare nedturen, siger Kristian Thulesen Dahl.
Tilbagegang var ventet
Kristian Thulesen Dahl kalder nederlaget for ventet, efter meningsmålinger under hele valgkampen har talt deres tydelige sprog.
Forklaringen til den store tilbagegang for Dansk Folkeparti kan muligvis tilskrives de to nye Stram Kurs og Nye Borgerlige, der begge har bejlet til samme vælgergruppe som Dansk Folkeparti. Førstnævnte blev ikke valgt ind, mens Nye Borgerlige kommer ind med fire mandater.
Andre mulige forklaringer kan være skandalesagerne i Meld og Feld, og Kristian Thulesen Dahls 'flirt' ind over midten, som ifølge kommentatorer har forvirret vælgerne.
Selv mener DF-formanden, at partiet ved seneste valg "lånte" vælgere af andre partier, som eksempelvis Socialdemokratiet og Venstre, og at nogle af disse vælgere er gået tilbage til deres 'gamle' parti.
- Fremgang avler fremgang, så ved sidste valg i 2015 havde vi medvind på alle cykelstier på, én gang. Derfor fik vi også valg over niveau, vi lånte stemmer fra andre partier. Så vi har hele tiden vidst, at vi ved det efterfølgende valg ville få en tilbagegang, spørgsmålet har bare været, hvor meget, siger Kristian Thulesen Dahl.
Alle stemmer er nu talt op - få overblikket på TV 2s resultatside her.