Valg 2019

Tavshed i Venstre efter historisk Løkke-melding: - Jeg tror simpelthen, de er målløse, siger Engell

Lars Løkke har opgivet håbet om en borgerlig regering og vil nu danne en regering henover midten. Det blev mødt med tavshed i Venstre.

18 timer før valgstederne åbnede, ændrede statsministeren kurs igen.

Og det må have gjort Venstre-folk i hele Danmark fuldstændig målløse.

Sådan lyder vurderingen i hvert fald fra politisk kommentator Hans Engell, efter Lars Løkke Rasmussen tirsdag sagde, at han nu går efter at danne en regering henover midten.

Mens de øvrige partiledere var hurtige til at afvise Løkkes planer, så var der larmende tavshed fra Venstre-gruppen.

- Jeg tror simpelthen, de er målløse. Det er sådan et udspil, der kommer i allersidste øjeblik. De ser det nok - ligesom os andre - som et desperat forsøg på i sidste øjeblik ikke at lade magten glide ham af hænde, og så at appellere til de vælgere, som synes, det vil være en god ide med samarbejde, siger politisk kommentator Hans Engell.

Et desperat forsøg i sidste øjeblik

Lars Løkke indledte valgkampen med et ønske om at videreføre VLAK-regeringen. Så udkom han ud af det blå med en bog, hvori han luftede ideen om en SV-regering. Og dagen før valget rykkede han endnu et skridt mod midten.

Det sendte chokbølger gennem Venstre, fortæller Hans Engell, allerede da Løkke åbnede op for muligheden for en SV-regering. Ingen havde set det komme. Ikke engang partiets ledelse var inddraget. Engell mødte Venstre-kandidater, der fortalte, at de var "fuldstændig målløse".

- En sagde til mig, at hun gik hjemme i Herning og overvejede, om formanden havde fået en politisk hjerneblødning.

Gårsdagens melding har formentlig haft nogenlunde samme effekt på resten af partiet, gætter Hans Engell.

Kun folketingsmedlemmet Jan E. Jørgensen, der anses for at tilhøre venstrefløjen i partiet, ytrede sig om meldingen. Han er enig med formanden, lød det.

Jan E. Jørgensen (V) fortæller, at mange vælgere, han møder, netop appellerer til, at de store partier må finde ud af det i samarbejde.

Hverken Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen, eller udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg ønskede at kommentere.

At han foreslår en regering med ham selv og de to arvefjender, S og R, det er virkelig et slag i hovedet på de andre partier

Hans Engell, politisk kommentator

Dårlig behandling af blå partier

Der vil sikkert være enkelte i partiets bagland, der ligesom Jan E. Jørgensen mener, at det er en god ide. Men de fleste vil være "dybt overraskede", mener Hans Engell - også over den måde, Lars Løkke vælger at behandle de konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti efter alle de års samarbejde.

- Dansk Folkeparti, de er godt nok sure. Siden 2001 har de båret Venstre igennem den ene regeringsperiode efter den anden, først med Anders Fogh og så Lars Løkke, og det her er takken?

- Det her er jo det endelige bevis på, at det blå samarbejde på Christiansborg ligger fuldstændig i ruiner. At han foreslår en regering med ham selv og de to arvefjender, Socialdemokratiet og Radikale Venstre, det er virkelig et slag i hovedet på de andre partier, siger Hans Engell.

Ingen redningsplanke fra R

Hverken de konservative eller Liberal Alliance kommer til at byde sig til i en regering henover midten, forsikrede partilederne hurtigt efter Løkkes udmelding.

Anders Samuelsen (LA) kaldte det "et stort svigt af det borgerlige-liberale Danmark". I Dansk Folkeparti konstaterede Kristian Thulesen Dahl, at Løkke bejler til Radikale Venstre, men ikke nævner DF med et ord.

Mette Frederiksen (S) afviste endnu engang Løkkes bejleri. Radikale Venstres Morten Østergaard gentog sin opbakning til Frederiksen som statsminister.

- Vi kommer ikke til at smide en redningsplanke til Lars Løkke Rasmussen, sagde Østergaard.

At klynge sig til magten bliver Løkkes eftermæle

Der ser altså ikke umiddelbart ud til at være andre end Lars Løkke selv og så lige Jan E. Jørgensen, der bakker offentligt op om en regering henover midten med Løkke som statsminister.

Ifølge valgets sidste meningsmåling fra Megafon får socialdemokraterne slet ikke brug for hjælp fra Venstre.

Her står Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre til at få 51,6 procent af stemmerne, svarende til 90 mandater i Folketinget. Det er uden de fem mandater, Alternativet står til at få.

Kommer det her til at påvirke Løkkes eftermæle?

- Ja, den desperate måde at klynge sig til magten lige til det sidste og slås med de borgerlige partier, den vil man komme til at huske ham for, siger Hans Engell.