Valg 2019

Samuelsen og Pape melder pas på Løkkes nye regeringsplan: - Et svigt af det borgerlige-liberale Danmark

Statsministeren har endegyldigt lagt VLAK-regeringen i graven. Hverken K eller LA vil være med til hans regeringsdrøm henover midten.

Hvis Løkke vil danne en regering henover midten, så bliver det uden de konservative og Liberal Alliance.

Det bliver et nej tak fra begge af de to partier, der de seneste tre år har udgjort VLAK-regeringen sammen med Venstre, fastslår partilederne Søren Pape Poulsen (K) og Anders Samuelsen (LA).

Udenrigsministeren kalder det "et stort svigt af det borgerlige-liberale Danmark".

- Han opgiver - allerede inden danskerne har været nede at stemme - tanken om, at han kunne stå i spidsen for et borgerligt-liberalt Danmark, som ville kæmpe for at få sat skatten ned, få væksten op og gøre Danmark til et land, som rækker ud mod verden.

Det er ikke min kop te

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K)

- Det svigter han dagen før valget og siger, at nu vil han i armene på Socialdemokratiet. Og med hvem? Det siger han ikke noget om, lyder det fra Samuelsen, der godt kan forstå, hvis danskerne er forvirrede over Lars Løkkes "skiftende meldinger".

Pape afviser blankt

Det Konservative Folkepartis Søren Pape Poulsen har ligeledes svært ved at se, "hvad projektet går ud på".

- Det er ikke min kop te, og jeg har meget svært ved at se, at det skal være godt for Danmark, siger justitsministeren til TV 2.

Den konservative leder, Søren Pape Poulsen, er ikke begejstret for tanken om en regering bestående af Venstre og Socialdemokraterne.

Han ser heller ikke sig selv i et samarbejde med Radikale Venstre og afviser blankt, at de konservative skulle ende i en regering med Socialdemokratiet.

- Det ville være mærkeligt, hvis vi stod bag en regering, som vil hæve skatten. Mette Frederiksen har et skattehop, statsministeren vil have et skattestop, og vi vil have en skattesænkning, siger han.

- Konservative vil gøre alt, hvad vi kan, for at vi har et borgerligt Danmark, men det er svært nu, lyder det fra Pape.

Løkke vil undgå fløjpartierne

Statsminister Lars Løkke (V) har under hele valgkampen fastholdt, at han går til valg på at danne en borgerlig-liberal regering. Det er hans førsteprioritet.

Men...:

- Som valgkampen har skredet frem, så er det ikke nogen realistisk mulighed, medgiver Løkke nu over for TV 2.

Derfor går han nu efter at danne en regering henover midten.

- Hvis Venstre får et styrket mandat i morgen, så vil jeg bruge al min energi, mine kompetencer og erfaring på at se, om ikke det kan lade sig gøre at samle en regering med ansvarlige, rutinerede partier henover midten, siger han i et interview med TV 2, hvor han dog ikke vil angive, hvem han ser indgå i den regering.

Tidligere har han luftet tanken om en SV-regering for at forhindre en situation, hvor han selv vil være afhængig af Stram Kurs og Nye Borgerlige, eller hvor Mette Frederiksen vil være afhængig af partierne på den yderste venstrefløj for at kunne danne flertal. Ingen af delene er i Danmarks interesse, mener han.

VLAK-regeringen er lagt i graven. Nu er Løkkes førsteprioritet at danne en regering henover midten.

Lars Løkke vil ikke sige, hvem der skal være med i den regering, han forestiller sig henover midten. Men han vil heller ikke udelukke nogen partier - udover "de yderste fløje på begge sider".

- Jeg vil ikke udelukke nogen på forhånd. Det er heller ikke sådan, at jeg siger farvel til mine regeringskollegaer. Men der er brug for at se, om ikke det kan lade sig gøre at bygge et projekt på midten af dansk politik, lyder det altså fra statsministeren under et døgn før, at valgstederne åbner.

Vores rolle bliver at sørge for, at der er en liberal kraft i det her land, når nu Lars Løkke har valgt at smide det hele over bord

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA)

Vil holde den liberale fane højt

Hvad så nu? Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance vil fortsætte kampen for en borgerlig-liberal politik, fastholder de, men det bliver altså fra oppositionen, medmindre vælgerne stemmer helt anderledes, end målingerne har vist de seneste måneder.

Var det ikke bedre at komme med i en regering og forsøge at påvirke politikken derfra?

- Nej, siger Anders Samuelsen.

- Vores rolle bliver at have førertrøjen i det borgerligt-liberale Danmark. At sørge for, at der er en liberal kraft i det her land, når nu Lars Løkke har valgt at smide det hele over bord dagen inden, vi skal til stemmeurnerne.

- Han har læst meningsmålinger, og så skifter han kurs. "Nåe nej, jeg kæmper ikke længere for et borgerligt-liberalt Danmark. Jeg kæmper for en sociademokratisk regering." Hvad?, siger Samuelsen.

DF: Et valg mellem DF eller ny udlændingepolitik

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at statsministerens seneste udmelding er en reaktion på meningsmålingerne, og at det efterlader vælgerne med to muligheder:

Et samarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet, der inkluderer enten Radikale Venstre eller Dansk Folkeparti.

- Hvis man vælger at inkludere de radikale, så er det en anden indvandringspolitik med nogle andre boller på suppen, end det vi har været vant til. Alternativt er det et samarbejde, der inkluderer Dansk Folkeparti. Så holder vi snor i tingene, så holder vi styr på indvandringspolitiken, så bevarer vi grænsekontrollen. Det er det afgørende valg, siger han.

Hvad tror du, han tænker om det parlamentariske grundlag - er det jer eller Radikale Venstre?

- Jeg er slet ikke sikker på, at han er klar over det selv. Det tror jeg ikke, han har gjort op med sig selv. Han tænker på, at sandsynligheden for, at der er et nyt flertal efter valget i morgen, er ret stor, og så forsøger han at spille sit parti på banen.