Valg 2019

Radikal næstformand kalder SV-regering for et drømmescenarie

Ifølge Hans Engell er udmeldingen fra Martin Lidegaard af taktisk karakter.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er ikke den eneste, der ser en mulighed for et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet.

I et interview med Jyllands Posten kalder næstformand i den radikale folketingsgruppe Martin Lidegaard muligheden for en SV-regering for et "drømmescenarie".

- Jeg kan både se de radikale som en del af sådan en regering, og jeg kan også se de radikale som parlamentarisk grundlag. Det er ikke afgørende, siger Martin Lidegaard til avisen og kalder en SV-regering for sit "inderlige håb".

Ifølge Martin Lidegaard ville en SV-regering være en fordel for Radikale Venstre på det økonomiske område, men også på klimaområdet.

Bekymret for at rød blok "stikker af med det hele"

Lars Løkke Rasmussen satte fut under valgkampen, da han i samtalebogen 'Befrielsens Øjeblik' lagde op til et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet.

Efter Martin Lidegaards udmelding sagde statsministeren mandag aften til TV 2, at han er bekymret for, at et rødt flertal efter valget "stikker af med det hele".

- I den situation ville det være langt bedre med en løsning henover midten. Det var også derfor, jeg luftede den tanke. Men da jeg åbnede døren på klem, fik jeg den i hovedet lige med det samme af Mette Frederiksen, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Mette F. er fortsat afvisende

Og det er tilsyneladende ikke en dør, som Mette Frederiksen har tænkt sig at åbne igen. Heller ikke efter Martin Lidegaards bejlen mandag.

- Jeg vil utrolig gerne se et folketing, der bliver bedre til at samarbejde. Men Radikale Venstre har i dag sagt, at det er et krav for at støtte en socialdemokratisk regering, at vi skal føre borgerlig økonomisk politik, og det, synes jeg, er en utrolig dårlig ide, sagde hun mandag aften til TV 2.

Ifølge Martin Lidegaards formand i Radikale Venstre, Morten Østergaard, er det valget mellem at fortsætte i en retning, hvor Dansk Folkeparti har indflydelse, eller om der skal sættes en ny kurs.

- Havde vi haft en SVR-regering i den forgangne periode, så havde meget set anderledes ud i dag. Men nu ser vi, hvordan danskerne forholder sig til det. Der er et klart retningsvalg. Vil man videre i Dansk Folkepartis retning, så er det jo dem, man skal gå med. Vil man med os i en ny retning, så må man stemme på os, og så må Mette Frederiksen og Lars Løkke gøre op med sig selv, om de vil mere af det samme eller forandring, siger han.

Hans Engell: Ikke realistisk med SV-regering

TV 2s politiske kommentator Hans Engell ser Martin Lidegaards kommentar som en taktisk udmelding, der har til formål at presse Mette Frederiksen.

- De seneste dage under valgkampen har været præget af, at alle partierne i den røde blok lægger et enormt pres på Mette Frederiksen både med ultimative krav og nu med det her udspil om regeringssamarbejde med Venstre.

Hans Engell anser ikke et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre for realistisk.

- Mette Frederiksen har afvist det fuldstændig. En regering med Socialdemokratiet og Venstre er kun realistisk, hvis man kommer i en situation, hvor Socialdemokratiet vil danne en regering og ikke kan nå nogen vegne med de andre røde partier – så kan de spille kortet og overveje den regering, siger han.