Østergaard: Ingen redningsplanke til Løkke – vil søge aftale med Mette F.
Radikale Venstre kræver en ny politisk retning for Danmark, men selv hvis Lars Løkke Rasmussen ønsker det, afviser de ham.
Hvis Det Radikale Venstre kommer til at stå med de afgørende mandater efter onsdagens folketingsvalg, får Danmark en ny statsminister.
Det slår partiets politiske leder, Morten Østergaard, tirsdag fast. Tidligere på dagen bejlede den nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), ellers til en ny regering henover midten, der kunne komme til at involvere de Radikale. Men den idé skyder Østergaard ned.
- Jeg garanterer, at vi kun bakker op om en ny regering, hvis den fører en politisk kurs, der er uafhængig af Dansk Folkeparti og Inger Støjbergs politik. Til gengæld får Mette Frederiksen chancen for at vise, at hun er i stand til at gøre det, hvis vi får de afgørende mandater, når stemmerne er talt op, siger Østergaard.
Ingen redningsplanke til Løkke
Trods udmeldingen kommer Radikale Venstre ikke til at støtte blindt op om Socialdemokratiet og Mette Frederiksen som statsminister.
Østergaard varsler – foruden et opgør med den indvandrings- og udlændingepolitik, der er blevet ført de seneste år – også krav om, at en ny regering skal investere i børn, uddannelse og den grønne omstilling.
- Vores støtte kommer med en pris, og det er den politiske retning. Det er så langt, vi kan komme det i dag. Hvordan danskerne sammensætter Folketinget, ved vi først i morgen, siger Morten Østergaard.
Han understreger samtidig, at selv hvis Lars Løkke Rasmussen skulle ende med at tage afstand fra den politik, han selv har været med til at føre de sidste fire år, vil de Radikale ikke kunne pege på ham.
- Vi kommer ikke til at smide en redningsplanke til Lars Løkke Rasmussen. Vi skal have et opgør med politik som noget, hvor folk oplever, at man vil gøre, sige og mene hvad som helst bare for at holde fast i magten. Det vil savne troværdighed, hvis vi skulle lade ham skvulpe videre på bølgen, siger Østergaard.
Afviser egen partifælles ”drømmescenarie”
Udmeldingen fra Lars Løkke Rasmussen er en gentagelse af en pointe, han fremkom med i starten af valgkampen. Men samtidig sker Løkkes frieri samme dag, som den tidligere minister og nuværende næstformand i de Radikales folketingsgruppe, Morten Lidegaard, kaldte en regering med Socialdemokratiet og Venstre for et ”drømmescenarie”.
- Jeg synes, det har været et mareridt de sidste fire år, at Løkke ikke greb chancen, da han vandt et valg, for at lave en SVR-regering, og jeg synes, at det, som er værd at drømme om, er politisk forandring. Derfor er vores drømme ikke bogstavkombinationer, men en politiske retning, svarer Morten Østergaard, da han bliver direkte adspurgt til Lidegaards ”drømmescenarie”.