Valg 2019

Venstres Ungdom brugte skuespiller i video om velintegrerede muslimer

I videoen møder man den unge, muslimske kvinde "Amira", som i virkeligheden er en dansk skuespiller og hedder Klara. Venstres Ungdom

En positiv fortælling om velintegreret muslimsk pige har vist sig ikke helt at holde vand.

Det skulle have været historien om Amira. En flittig, selvstændig, stærk og hårdtarbejdende pige. Med tørklæde om hovedet og rugbrødsmadder i madpakken. Muslim, men så dansk som noget. Eller som det hedder i kampagnevideoen fra Venstre Ungdom: "Hun vil Danmark".

Men som Radio24syv fredag kunne afsløre, hedder "Amira" i virkeligheden Klara-Maria Rønnebro, er 22 år gammel og skuespiller. Hun er ikke muslim, og hun er alt i alt så dansk som rødgrød med fløde.

I videoen ser man også "Amira" smide tørklædet, og Venstres Ungdom begrunder brugen af en skuespiller frem for en virkelig person med muslimsk baggrund med frygt for repressalier:

- Hvis man havde fundet en, der færdes i det muslimske miljø, kunne vi frygte, hvilke konsekvenser, det kunne have for hende, siger Jakob Sabroe til Radio24syv.

Se videoen fra Venstres Ungdom her:

 

Masser af velintegrerede indvandrere som Amira

Trods brugen af skuespiller understreger VU-formanden, at man kunne "have mødt masser af velintegrerede indvandrere ligesom Amira" i sit nabolag.

TV 2 ville gerne have interviewet VU-formanden om ungdomspartiets beslutning om at bruge en skuespiller i kampagnevideoen.

Men i en sms til TV 2 meddeler Jakob Sabroe, at han allerede har udtalt sig til flere medier i sagen og ikke har mere at tilføje.

Kampagnevideo kan give bagslag

Til Politiken uddyber VU-formanden valget af en skuespiller med frygten for reaktioner og trusler fra "ekstremistiske islamistiske miljøer, hvis en erklæret muslim agerede i scener uden tørklæde".

Jakob Sabroe mener dog ikke, at budskabet og de gode intentioner bag videoen bliver undermineret ved, at man ikke har benytte en muslimsk kvinde fra virkelighedens verden.

- Vi mener sådan set, at vores film sender et klart budskab, nemlig at der er masser af hårdtarbejdende, velintegrerede muslimer i Danmark, og at de skal have frihed til at gå med tørklæde – eller til at lade være, hvis de ikke vil. Både det yderste højre og Hizb ut-Tahrir er blevet provokeret af videoen, men jeg er sikker på, at lang de fleste danskere står inde for vores budskab, siger han til Politiken.