Her er de ord, politikerne har brugt mest i valgkampen

Venstres kampagne er bygget op om, at Lars Løkke Rasmussen er bedst til at lede, og det er derfor naturligt, at han fylder så meget. Det kan være farligt for et stort parti som Venstre at føre en så bred kampagne, men partiet har skabt en sammenhæng mellem den kampagne, man fører, og det man siger, hvor Løkke er det store trækplaster.

“Kroner til” er et forsøg på at skabe utryghed om Socialdemokratiets økonomiske politik, og om partiet vil ødelægge dansk økonomi.

De her sætninger viser os, at Socialdemokratiet har forberedt deres kampagne utrolig godt.

At partiet vil samle Danmark har været det gennemgående omkvæd fra socialdemokraterne de seneste to-tre år, så der er styr på grundkommunikationen. At de nedslidte har en prioriteret plads i deres kampagne viser, at de har deres grundlæggende budskaber på plads, selvom det ikke er det emne, der har fyldt allermest i valgkampen.

De ord siger mig, at Enhedslisten har svært ved at skille sig ud i valgkampen. Enhedslisten er ikke de eneste, som ønsker sig “et nyt flertal”, det gør Socialdemokratiet også. “Grøn omstilling” er også ukonkret.

De ord, partiet har brugt mest på sociale medier, stemmer slet ikke overens med de temaer, de har slået hårdest på ude i offentligheden. Der har Enhedslisten mere talt om velfærd.

SF er et af de partier, som har ført den mest konsekvente politiske kampagne under valgkampen. De fleste af disse ord peger også klart ind i SF’s målrettede dagsorden om minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

Modsat Enhedslisten har SF formået at gøre, som de skriver og frem for alt være mere konkrete på deres dagsorden. Jeg ved godt, hvad jeg bedst kan relatere til og forstå, når politikerne enten siger “grøn omstilling” eller “mere personale”.

Det er et defensivt ordvalg. Liberal Alliance har ikke formået at sætte dagsordenen, men har i stedet haft travlt med at reagere på og forholde sig til andres. Når de spørger, “hvor skal pengene komme fra”, er det jo fordi, andre partier har annonceret, at de vil bruge flere penge på velfærd.

Tilbage står jeg med indtrykket af, at det er et presset parti, som kun forholder sig til, hvad andre siger.

Det er en række diffuse ord, som ikke siger noget konkret om noget. Det afspejler et Dansk Folkeparti, som står forvirret tilbage i valgkampen uden et klart fokus i deres kampagne. “Langt flere”, hvad og hvem relaterer det sig til? Det relaterer sig i hvert fald ikke til en klar politisk dagsorden.

Hvad der er interessant er imidlertid, at Kristian Thulesen Dahl ikke fremgår som nogen af partiets mest brugte ord. I stedet har partiet brugt energi på at brande DF som parti og sikre, at det står stærkt blandt kernevælgerne.

Prøv at se, hvor konkret og målrettet budskaberne er. De går lige ind i solar plexus hos den vælgergruppe, Nye Borgerlige vil henvende sig til - tag kontrasten til Dansk Folkeparti. Det her er et billede på, at Nye Borgerlige har evnet at have klare mærkesager, som de kan kommunikere igen og igen. De ved godt, at de skal levere på udlændingepolitikken og ikke alle mulige andre steder.

En sjov detalje er, at Pernille Vermund ikke taler om “muslimer”, men om “indvandrere”, når hun er med i debatter. Hun taler indforstået, mens partiet er langt mere direkte på sociale medier. Det er effektfuldt.

De radikale har sammen med SF en af valgets mest gennemførte kampagner. De tre ord er aktive, fremsynede og involverende. Radikale Venstre er her meget retningsbestemte og optimistiske, og det er et billede, man gerne vil skabe i valgkampen. De vil gerne sætte dagsordenen og ikke lade andre styre den.

Det er et parti, som strutter af selvtillid og vil i dialog med vælgerne, hvilket stemmer overens med de ture, Morten Østergaard har taget rundt i landet, hvor han har sovet hjemme hos almindelige danskere.

Her har vi med et parti at gøre, hvis mærkesager på Facebook er meget utydelig, og derfor kommer personer som Søren Pape Poulsen og Rasmus Jarlov til at fylde meget i kommunikationen.

Søren Pape er stadig et relativt ubeskrevet blad for mange danskere, og partiet har brug for at fremhæve ham og gøre ham til en markant leder for det borgerlige Danmark. Det er ham, de konservatives valg er bundet op på. Han skal levere, og derfor er der meget på spil for personen Pape.

Blågårds Plads og Rasmus Paludan er blevet koblet sammen i denne valgkamp. Partiet Stram Kurs er blevet etableret i bevidstheden hos vælgerne efter urolighederne på Nørrebro i april, og det er derfor ikke mærkeligt, at partiet vender tilbage til den begivenhed.

Stram Kurs og Rasmus Paludan står så voldsomt frem i danskernes bevidsthed nu, at man ikke behøver sige andet.

Det her viser, at det er helt, helt uklart, hvad Klaus Riskær Pedersen og hans parti står for. Hans politiske platform er så diffus og kommunikationen er så fraværende, at selv ikke en robot kan finde hoved og hale i den.

Alternativet er på mange måder Danmarks klimaparti. Derfor er det både godt og rigtigt set af dem, at klimavalg igen er deres vigtigste ord i valgkampen.

Problemet er så, at de andre ord - “end systemet” og “at bremse” - er løse, og kommunikationen bliver uklar. At redde klimaet handler ikke kun om klimaet for Alternativet, det handler om at løse nogle eksistentielle problemer - vi skal lægge vores livsstil om - og det giver en utrolig kompliceret kommunikation til vælgerne. Alternativet er enormt gode til at snuble i egne snørrebånd - også kommunikativt.