Morten Løkkegaard bliver valgets største stemmesluger

To Venstrefolk blev valgets største vindere tæt forfulgt af spidskandidaterne fra SF og Socialdemokratiet.

Venstres Morten Løkkegaard blev med 207.558 stemmer den største stemmesluger ved søndagens europaparlamentsvalg.

Dermed sneg han sig lige præcis foran partifællen Søren Gade, der fik et flot valg, selvom han var opstillet som nummer fire på Venstres liste.

I alt 14 danske politikere får plads i Europa-Parlamentet, og her blev de personlige stemmer afgørende for, hvilke kandidater der kan booke billet til Bruxelles.

Mandagen igennem blev stemmerne talt op, og først kort efter klokken 18.30 var alle landets 92 valgkredse talt op.

Tæt kamp i flere partier

Særligt i tre partier var der stor usikkerhed om, hvilke kandidater der ville få pladserne.

I Socialdemokratiet stod det hurtigt klart, at partiets topkandidater, Jeppe Kofod og Christel Schaldemose, ville tage to af pladserne, mens der var tæt løb om partiets tredje mandat. Det ville gå til enten Niels Fuglsang, Marianne Vind eller Morten Klessen.

I SF tog spidskandidaten Margrete Auken det ene mandat, mens Karsten Hønge og Kira Marie Peter-Hansen var i spil det partiets anden plads i parlamentet. Kort før de sidste stemmetal var offentliggjort, meddelte Hønge dog, at han takker nej til pladsen.

Venstre fik fire mandater ved valget, hvoraf to gik til stemmeslugerne Søren Gade og Morten Løkkegaard. Tre kandidater kæmpede om de to sidste pladser. Det drejede sig om Linea Søgaard-Lidell, Asger Christensen og Bergur Løkke Rasmussen.

Messerschmidt satte rekord i 2014

I alt gik over 2,7 millioner danskere søndag i stemmeboksen og satte deres kryds ved europaparlamentsvalget.

Venstre blev den helt store vinder ved valget med 23,5 procent af stemmerne, mens Dansk Folkeparti gik massivt tilbage i forhold til valget i 2014.

Dengang var Morten Messerschmidt den helt store stemmesluger, da DF-profilen satte dansk rekord med 465.758 personlige stemmer.

Ingen af kandidaterne var i år i nærheden af at nå det tal.

square to 16x9