Messerschmidt alene var i 2014 langt større end hele DF i 2019

Spidskandidaten fra 2014 fik hele 465.758 personlige stemmer.

Den tidligere stemmesluger Morten Messerschmidt (DF) fik langt flere personlige stemmer ved Europa-Parlamentsvalget for fem år siden, end hele Dansk Folkeparti formåede at kapre ved søndagens valg til Europa-Parlamentet.

Morten Messerschmidt, som har droppet Europa-Parlamentet og i stedet stiller op til Folketinget, fik 465.758 personlige stemmer i 2014, mens Dansk Folkeparti ved valget søndag har fået 296.237 stemmer. Det er en forskel på knap 170.000 stemmer.

Vil fortsat kæmpe for europæisk indflydelse

Morten Messerschmidt er den dansker, der har fået flest personlige stemmer ved et EP-valg nogensinde. Selv om han bytter Bruxelles ud med Christiansborg, vil han stadig kæmpe for europæisk indflydelse, har han sagt til TV 2.

- Vi skal vikles så meget ud af EU som overhovedet muligt. Den kamp foregår lige så vel i Folketinget som i Europa-Parlamentet, har han sagt.

square to 16x9