Engell om DF: - Det største partisammenbrud i fredstid nogensinde

Ved valget i 2014 blev Dansk Folkeparti det klart største parti og fik fire mandater. Denne gang fik partiet kun ét mandat.

Dansk Folkeparti har tabt tre mandater og har nu kun ét mandat i Europa-Parlamentet.

Derfor var det med tunge skuldre, at formand Kristian Thulesen Dahl søndag aften adresserede partifællerne omgivet af flæskestegssandwiches på rød-hvide duge til partiets fest på Christiansborg.

- Vi er ikke så lette at slå ud. Der sidder nok nogen nu og tænker, at de har fået skovlen under os. Men til dem skal vi sige, at det har de ikke, sagde han.

Anderledes alvorligt ser avisernes og tv's kommentatorer på nederlaget.

Se de løbende resultater og reaktioner i vores liveblog her:

- Jeg har ikke oplevet noget så dramatisk

Politisk kommentator Hans Engell kalder Dansk Folkepartis valgresultat for ”det største partisammenbrud i fredstid nogensinde”.

- De har tabt næsten to tredjedele af deres vælgere siden sidst. Jeg kan ikke huske at have oplevet noget så dramatisk, siger han til TV 2.

Ved valget i 2014 fik blev Dansk Folkeparti det klart største parti og fik fire mandater.

Nedsmeltning

Men spoler man fem år frem blev dette valg et katastrofevalg for DF, og i Berlingske er kommentator Thomas Larsens dom klar.

- Dansk Folkeparti står tilbage som EP-valgets indiskutable taber, skriver han.

- Kun ét mandat lykkedes det for partiet at erobre, og det sendte et chok igennem partiledelsen og folketingsmedlemmerne i DF, da de deprimerende tal tonede frem på skærmen som hårde fakta.

Ekstra Bladets politiske kommentator, Henrik Qvortrup, noterer sig, at Dansk folkeparti gik mere tilbage, end meningsmålingerne spåede, og overvejer, om det samme kommer til at gøre sig gældende ved folketingsvalget 5. juni.

- Det er, som om der er en regulær nedsmeltning undervejs, siger han.

DF's krise er ikke ovre

Gennem aftenen havde Dansk Folkeparti travlt med at pege fingre af andre: EU, journalister og "klimatosser". Men som politisk redaktør hos Jysk Fynske Medier, Thomas Funding, skriver:

- Når man peger fingre ad andre, er der tre, der peger mod én selv, og det bør Dansk Folkeparti måske huske på.

I hans øjne er der minimum to selvforskyldte grunde til, at Dansk Folkeparti tabte tre mandater.

Den ene er Morten Messerschmidt og skandalesagerne om Meld og Feld, der handler om, hvorvidt Dansk Folkeparti brugte EU-midler i strid med reglerne.

Den anden er Kristian Thulesen Dahl, der har arbejdet for at placere Dansk Folkeparti i midten af dansk politik, og dermed gjort vælgere i tvivl om, hvad man får ved at stemme på .

- Hvad konsekvenserne bliver til folketingsvalget om ni dage, ved vi ikke, men DF's krise er ikke ovre, skriver Thomas Funding.

Kendis-effekt er forsvundet

TV 2s politiske analytiker, Peter Lautrup-Larsen, peger også på sagerne om Meld og Feld.

Derudover mener han, der er tale om en afmatning, og at hovedemnerne i valgkampen for eksempel var klima, som ikke en del af partiets prioriteret politik.

Men ifølge ham er fraværet af Morten Messerschmidt en afgørende årsag.

Morten Messerschmidt blev nemlig indehaver af rekorden for flest personlige stemmer 465.758 kryds ud for sit navn ved EP-valget i 2014.

- Han havde en kendis-effekt, og hans rekord bliver svær at slå, siger Peter Lautrup-Larsen.