Politik

DF halveret i Thulesen Dahls hjemby Thyregod

I DF-formandens hjemby har partiet fået en vælgerlussing, dog et lidt bedre resultat end på landsplan.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, smilede optimistisk, da han søndag stemte til Europa-Parlamentsvalget på Thyregod Skole.

Men efter at stemmerne er talt op, og mandaterne fordelt, er smilet stivnet en smule.

Dansk Folkeparti er blevet mere end halveret, og selv i valgkredsen Vejle Nord, hvor formandens hjemby Thyregod ligger, er partiet gået markant tilbage. Det har ellers været et af partiets højborge.

Partiet har fået 14,9 procent af stemmerne i kredsen mod 29,3 ved valget til Europa-Parlamentet for fem år siden i 2015, hvor det blev langt det største parti i kredsen.

Det er dog bedre end på landsplan, hvor Dansk Folkeparti har fået 10,7 procent af stemmerne og går fra fire mandater til bare et enkelt.

- Vi må tage det til efterretning og kæmpe videre. Det kommer ikke til at få nogle konsekvenser i partiet, sagde Kristian Thulesen Dahl, efter at valgnederlaget stod klart sent søndag aften.

- Vi står på den politik, vi har, og så må vælgerne jo vælge. Selvfølgelig føler jeg et medansvar for tilbagegangen. Men jeg ved ikke, om der er noget, vi skulle have gjort anderledes, sagde han.